helgenkalender

Helgenkalenderen er en folkelig betegnelse for samlet set to forskellige kirkelige håndbøger: Den liturgiske kalender og martyrologien. En liturgisk kalender er en kirkes kalender over højtider, fester, mindedage for helgener og fasteperioder. En martyrologi er en fortegnelse over de martyrer og andre helgener, som en kirke mindes. Man kender den samlede anvendelse af liturgiske kalendere og martyrologier i alle førreformatoriske kirker samt i anglikansk kristendom. I den øvrige protestantiske kristendom har man en mere simpel liturgisk kalender, hvor kun kirkeårets højtider og tiden mellem disse er fastsat.

En rest af den førreformatoriske romerskatolske helgenkalender for bispedømmet Roskilde findes i "dagens navn" i den officielle danske almanak.

I verdens største kristne gruppering, den ordinære ritus i den romerskkatolske kirke, er både den liturgiske kalender og martyrologien blevet revideret flere gange. Pave Paul 6. indførte med det apostoliske brev Mysterii Paschalis fra 1969 den nu gældende Calendarium Romanum, som trådte i kraft fra 1970. Under pontifikatet Johannes Paul 2. udkom i 2004 den nugældende Martyrologium Romanum, som indeholder navnene på de 7000 martyrer og andre helgener, der i dag kan mindes liturgisk. Siden er flere nye helgener dog kommet til blandt andet Sankt Johannes Paul 2. selv, som blev kanoniseret i 2014.

Den ældste martyrologi i den romerskkatolske kirke er Deposito Martyrum, som dateres til midten af det 4. århundrede, er en fortegnelse over de martyrer og andre bekendere, som på det tidspunkt havde en plads i det romerske bispedømmes kalender. Andre bispedømmer/lokalkirker havde varierende martyrologier. I de første 1000 års kristendom kunne lokale biskopper kanonisere afdøde kristne i deres myndighedsområde. Først herefter sker der gradvist en centralisering af kanoniseringerne hos paven.

I begyndelsen af denne centraliseringsproces var det pave-embedet, som indskrev helgener i hele (verdens-)kirkens kalender, mens lokale biskopper stadig kunne kalenderindskrive helgener i deres lokale myndighedsområde. Først i 1634 fuldendtes centraliseringen af den romerskkatolske kirkes saligkåringer og kanoniseringer hos paveembedet. Det skete med pave Urban 8.’ dekret Cælestis Hierusalem Cives. Men indeholdt i dekretet var en pavelig anerkendelse af alle tidligere lokalhelgener, hvis ry for hellighed havde været alment anerkendt i mere end 100 år før dekretets promulgation. Resultat var, at samtidig med at den romerskkatolske kirke kontinuerligt fik nye helgener, så havde man allerede i 1634 langt flere helgener, end der var plads til i kirkens kalenderår. Denne situation skabte den akademiske hagiografi, hvor ikke mindst bollandisterne siden 1643 har forsøgt at skabe overblik over den romerskkatolske kirkes mange tusinde helgener.

Katolsk kristendom består af en række forskellige kirker og ritusser. Hermed følger også kalendervariationer i katolsk kristendom. Dertil kommer, at der alene inden for den ordinære ritus i den romerskkatolske kirke er variationer i hvilke helgener og salige, der findes i kalenderen på hvilke datoer afhængigt af hvilket bispedømme og i nogle tilfælde ordenssamfund, man befinder sig i. En tilsvarende variation gælder fasteperiodernes længde. Eksempelvis praktiserer den romerskkatolske karteuserorden stadig den såkaldte store monastiske faste fra Korsets ophøjelse den 14/9 til Askeonsdag, hvor den almindelige romerskkatolske fastetid begynder og varer frem til Skærtorsdag. I begge perioder brydes fasten af søndage og højtider. Omvendt er alle årets fredage og i særdeleshed Langfredag ifølge Codex Iuris Canonici (1983) canon 1250-1251 faste- og bodsdage.