helgen

Grundelementer i oldkirkelige helgener er allerede til stede i evangelierne i Det Ny Testamente, hvor Jesus skildres som en omvandrende lærer og mirakelmager, der har forladt det normale, sociale liv og helt lever if. religiøse idealer. Han udfører næstekærlighed, helbreder syge, genopvækker døde, tortureres og dør en heroisk død, og han er virksom med mirakler og belæringer også efter sin død. I Apostlenes Gerninger fortsætter apostlenes Jesus' virke som lærer og mirakelmager. Her er også berettet den første martyrdød: Stefanus (ApG 7,54-60), der stenes til døde efter at have belært om kristendommens principper i en lang tale.

Helgener blev forstået som døde mennesker, som stadig kunne være virksomme: De kunne lytte til bønner, og de kunne forbarme sig over lidende. Deres sjæle var allerede optaget i himlen. Dermed kunne de være i kontakt med Gud, som kunne lytte til de bønner, som helgener fremførte på menneskers vegne, og tildele helgenerne kraft til at udvirke mirakler.

De tidligste helgener i oldkirken var martyrer, som ved deres heroiske død bevidnede seriøsiteten af deres tro og deres religions sandhed. Blandt prominente tidlige martyrer var biskoppen Polykarp; men der var også fremtrædende kvindelige martyrer, således Thekla og Perpetua.

Martyrer og dermed helgener var talrige navnlig under de større kristenforfølgelser i Romerriget i 3. årh. og begyndelsen af 4. årh. Efter lovliggørelsen af kristendommen under kejser Konstantin 1. den Store blev martyrer sjældne. Til gengæld fremkom en ny type helgener, bekendere, der udmærkede sig ved en særlig ideal livsførelse og indsigt i kristendommen. Også disse blev tillagt evner til at bevirke mirakler efter deres død. Et berømt eksempel er kirkefaderen Augustin.

Martyrers grave og relikvier blev forbundet med mirakler, navnlig pludselige helbredelser. Deres gravsteder blev derfor mål for tilbedelser med gaver og for steder for sammenkomster, herunder fællesmåltider, og følgelig for valfart. Det var også attraktivt at blive begravet i nærheden af en helgens grav. Tidlige kristne monumentale bygninger blev rejst over martyrers grave, fx den første Peterskirke i Rom, der blev bygget over apostlen Peters grav. Det blev derfor attraktivt at besidde en prominent helgengrav med den økonomiske aktivitet, som valfarten medførte. I den tidlige middelalder fremmede biskopper ofte helgenkult i de byer de bestyrede.

Set fra et religionshistorisk perspektiv kan udbredelsen af helgendyrkelsen i kristendommen forstås som en udvikling bort fra en udelukkende koncentration omkring dyrkelsen af Gud, hhv. Kristus, og til en udvidelse af den guddommelige magt, der kunne konkretiseres i mange individer og på mange lokale steder. Dermed åbnedes også for at kristendommens anliggende, at frelse de dødelige mennesker til evigt liv, blev suppleret med hjælp og bistand inden for det jordiske livs rammer. Oldtidens og middelalderens kristendomsformer fik derigennem formelle ligheder med tidligere tiders polyteisme. Teologisk blev det dog fastholdt, at helgener ikke var selvstændige guddomme, men mennesker som Guds kraft virkede igennem.

Fra oldkirken og frem til reformationen i 1500-tallet voksede antallet af kristne helgener til et i praksis uoverskueligt antal. Mange helgener var kun kendte lokalt (fx danske helgener som hellig Anders i Slagelse og hellig Niels i Aarhus). Andre helgener var internationalt udbredte, fx apostlene, Johannes Døberen, Maria Magdalene, Georg, Katarina fra Alexandria og mange flere. I den vesteuropæiske kirke blev Martin af Tours i kraft af den levnedsskildring der blev skrevet om ham, den typiske helgen. Den vigtigste helgen af alle var jomfru Maria, Jesus' moder, der blev indbegrebet af en venlig forbeder. I senmiddelalderen blev også Anna, Marias mor, en betydningsfuld helgen.

Helgener havde mange funktioner: Ud over at helbrede og bevirke andre mirakler kunne de være skytshelgener for enkelte personer, slægter, byer og lande. Ikke mindst som beskyttere af kirkebygninger var helgener vigtige i middelalderkirken. De fleste kirker var indviet til en eller flere helgener, hvis relikvier blev opbevaret i hovedalteret. Helgener kunne derfor også give ydre identitet til bestemte grupper, fx middelalderlige gilder, der var knyttet til bestemte erhverv som fx Eligius, beskytter af smede, eller Clemens, beskytter af søfarende. Helgener kunne også være tilordnet bestemte vigtige funktioner, ikke mindst som beskyttelse imod sygdomme som bl.a. Sebastian og Antonius. Paven kunne begrunde sin særstilling i den romersk-katolske kirke med at han var biskop i netop Rom, dvs. hvor apostlen Peter, den vigtigste af apostlene, stadig vågede over sin grav og sin by. Helgendyrkelsens popularitet betød at der kom flere, i bl.a. domkirker mange, altre i den enkelte kirke, indviede til hver sin helgen. En typisk fromhedsgerning for lægfolket var at donere vokslys til en helgens alter.

Den store mængde af helgener medførte forsøg at at sammenfatte og skabe overblik. Helgenlegender, fortællinger om de enkelte helgeners liv, blev samlet i den udbredte bog Legenda aurea fra 1200-tallet. De officielle kirke sammenfattede i en helgenkalender de vigtigste helgener og de særlige dage i årets løb, hvor de skulle fejres.

I den kristne billedkunst i høj- og senmiddelalderen blev helgener et meget populært motiv, både af enkelte helgener, af konstellationer af helgener og af sammenfatninger af mange helgener (som fx i Jan Van Eycks Gentalter). Ofte lod den person, der betalte for billedet, sig afbillede på en altertavle i bøn sammen med sin personlige værneengel.

Den katolske kirkes danske helgener er bl.a. Knud 4. den Hellige, Knud Lavard (først mirakler ved grav og drabssted afslørede deres hellighed), Kjeld fra Viborg og Vilhelm af Æbelholt, mens Niels Stensen blev saligkåret i 1988, et trin på vejen til helgenkåring.

Fra og med høj- og senmiddelalderen og frem til nutiden er der stadig kommet nye helgener til i den romersk-katolske og i østkirken. Disse er ofte forekommet mere relevante for de troende og har derfor delvis fortrængt de tidligere helgener. Blandt nyere og populære helgener kan nævnet Antonius fra Padova (en fransiskanerbroder der overgår Frans af Assisi i folkelig popularitet) eller, fra 1800-tallet, Bernadette. En kendt helgen fra nyeste tid er Moder Teresa. Derimod er betydningen af jomfru Maria snarere tiltaget.

Med reformationen i 1500-tallet afviste de forskellige protestantiske retninger op med ikke mindst helgendyrkelsen, som blev afvist som folkelig overtro, uden legitimation i Bibelen. Dermed afvistes også altre til helgener, valgfarter og festdage. Med 'helgen' blev her forstået alle 'hellige', dvs. alle mennesker der var en del af Guds rige, levende som døde (således i Grundtvigs salme "Helgen her og helgen hisset"). Mens alle afbilledninger af hellige personer i nogle protestantiske retninger blev ødelagt og forbudt (se billedstorm), blev en del helgenbilleder bevaret i den lutheranske retning, således i Danmark. Her kunne helgenbilleder bevares som rene billeder med æstetisk værdi eller som illustration af ideal livsførelse (sålede altertavlerne i Aarhus domkirke og Odense domkirke, begge med et stort antal helgener). Men en egentlig kult forbundet med bønner og gaver til helgener og deres billeder og altre blev forsøgt forbudt.

Selv om helgendyrkelse i protestantiske samfund blev afskaffet, er er stadig mange reminiscenser tilbage også her af middelalderens helgendyrkelse. Det ses i mange stadig populære personnavne som fx Anna, Maria (og kombinationer: Marianne, Annemarie), Katrine, Elisabeth (efter bl.a. Elisabeth af Türingen), Margrete (efter bl.a. Margrete af Antiokia) Benedikte (efter klostergrundlæggeren Benedikt), eller Hans, Jens, John osv. (efter Johannes Døberen eller Johannes Apostel), Martin eller Mikael (en af ærkenglene, der blev betragtet som en helgen). Tilsvarende ses i mange navne på steder og institutioner (fx Clemens Torv, Sankt Annæ Gymnasium). Rester af helgenfester er sankthansaften og mortens aften. Og mange kirker, også protestantiske, er navngivet efter helgener (Vor Frue kirke, Sankt Mikael, Sankt Albani osv.). Det er velkendt, at julemanden, engelsk 'santa Claus', er en videreudvikling af en af middelalderens mest populære helgener, Nicolaus af Smyrna.