have- og landskabsarkitektur i Danmark

Gravsætninger som stendysser og jættestuer fra omkring 2000 f.v.t. og senere bronzealderens markante, kuplede høje kan ses som nogle af vores ældste landskabsarkitektoniske anlæg. Enestående er de tre vikingeborge fra omkring år 1000, Trelleborg ved Slagelse, Fyrkat ved Hobro og Aggersborg ved Aggersund. Selv om stendysser, bronzealderhøje og ringborge ikke er etableret som landskabsarkitektur, har disse jordformationer dannet inspiration i nutidige anlæg, bl.a. for land art.

Arkæologer har påvist, at der både i bronzealderen, jernalderen, vikingetiden og i 1000-tallet dyrkedes en række kulturplanter, men vi har ingen afbildninger af den tids dyrkning.

Middelalderens anlæg – ca. år 1000 til Reformationen i 1536 – var knyttet til klostrene og havde en høj grad af nyttepræg. Til klostrene i bl.a. Esrom, Æbelholt, Sorø, Roskilde og Vitskøl og på Eskilsø indførtes mange nytteplanter fra klosterhaver i Sydeuropa. Det var især læge- og krydderurter, køkkenurter og frugttræer til klostrenes kål-, urte- og abildgårde, dvs. æble- og frugthaver.

Klosterhavens plan var korsdelt i fire kvadrater, der igen kunne underdeles i mindre bede, som det kan ses på den plan fra ca. 830, der opbevares i klostret Sankt Gallen i Schweiz.

De havedyrkende nonner og munke blev pionerer inden for dansk havebrug, og fra klostrene bredte interessen for havedyrkning sig til godser og gårde, landhaver og bondehaver.

Midt i 1500-tallet nåede renæssancehaven til Danmark, og denne stil blev anvendt til op i 1700-tallet. Det menes, at dronning Dorothea, Christian 3.s hustru, introducerede renæssancehaven i Danmark ved Koldinghus i 1562.

Dronning Dorotheas søn Frederik 2. anlagde en række mindre haver, bl.a. Lundehave, som lå ved Marienlyst Slot nær Kronborg. Haverne var indhegnede og bestod af adskilte dele, der var anlagt i mønstre på en flade og uden aksefast tilknytning til bygningen.

Lundehave lå på en middelalderlig klosterhaves grund, og den var anlagt som en murindhegnet renæssancehave med buksbomkantede kvarterer. I haven arbejdede Hans Raszmussøn Block. Han var ’urtegårdsmand’ og udgav i 1647 den første danske havebog Horticultura Danica.

Under Frederik 4. blev der i begyndelsen af 1700-tallet anlagt en række barokhaver inspireret af André Le Nôtres store franske havestil. Bygnings- og havekunst blev samordnet til storslåede anlæg, placeret symmetrisk omkring en central akse. Forløbet af haverum fik med hovedaksen en tydelig retning fra bygning til landskab. Flankerende alléer, parterrer og bosqueter skaber haverum.

I barokken blev haverne større, og samspillet mellem bygning og det omgivende landskab tydeligere.

Her i landet var Johan Cornelius Krieger denne stils mesterlige udøver gennem 1720’erne med de kongelige haver ved Frederiksberg Slot, Fredensborg Slot og Frederiksborg Slot samt Ledreborg herregårdshave i 1740'erne. Også omkring andre herregårde og ved landsteder blev der anlagt barokhaver, bl.a. ved Nysø, Clausholm, Søholt og Lerchenborg.

De enkelte barokhaver adskiller sig indbyrdes ved den måde haverummene er sammenføjet og i høj grad efter det landskabelige udgangspunkt, bl.a. terræn og vandløb. Bl.a. havde haverne til Ledreborg, Lerchenborg og Bregentved højst forskellige topografiske og historiske forudsætninger og fik derved et meget forskelligartet udseende. Fælles for dem og nyt i 1740’erne er de kilometerlange alléer, som strækker sig langt ud i landskabet.

Nicolas-Henri Jardin og billedhuggeren Johannes Wiedewelt videreudviklede med en plan fra ca. 1760 Kriegers anlæg ved Fredensborg. Det mest markante nye træk var en udvidelse af den eksisterende midterallé til et tapis vert, der var opdelt i aflange og cirkulære dele. Begge sider afgrænsedes af to rækker lindetræer og Wiedewelts skulpturer.

Den landskabelige have blev til i England. Den var både inspireret af oplysningstidens frihedsideer og naturfilosofi og af poesi og malerkunst.

Et af de første steder på kontinentet, hvor den engelske have etableredes i stor stil var i Dessau-Wörlitz i Tyskland.

Under påvirkning af det ændrede natursyn og med inspiration fra den engelske havestil blev en række af de barokke haveanlæg omlagt fra slutningen af 1700-tallet. Med fritformede plantninger og slyngede stier omdannedes de til stemningshaver. Den danske embedsmand C.C.L.Hirschfeld udbredte kendskabet til denne havestil gennem sin bog Theorie der Gartenkunst, udgivet 1779-1785.

I haverne integreredes, især senere i romantikkens periode, tanke- og stemningsvækkende elementer. Det kunne være i form af inskriptioner, skulpturer eller små bygværker som spinkle broer, eremithytter, lysthuse, pavilloner eller templer – senere i perioden norske og schweiziske fjeldhytter.

Haven til Liselund udtrykker tidens romantiske naturbegejstring, ligesom flere andre landsteds- og herregårdshaver, fx ved Næsseslottet ved Furesøen og Sanderumgård på Fyn.

Samtidig begyndte begrebet landskabsgartner at vinde indpas, bl.a. med Johan Ludvig Mansa og Rudolph Rothe. Mansa arbejdede både med haverne ved herregårdene Korselitse og Fuglsang i 1780'erne, og hans plan fra 1798 viser en park i engelsk havestil, placeret som en langstrakt udvidelse af Marienlyst Slotshave mod vest.

Også Rothe foretrak ligefremme anlæg. Som landskabsgartner ved de kongelige haver fremmede han karakteren af skovpark i Fredensborg Slotshave, skabte smukke skovpartier og trægrupper i Jægersborg Dyrehave og omlagde haverne ved Sorø Akademi og Bernstorff Slot.

Byens borgere havde flere steder fået adgang til de kongelige slotshaver, bl.a. til Kongens Have i København.

Op gennem 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet anlagdes mange parker for borgerne i landskabelig stil. De københavnske voldparker blev anlagt fra midt i 1800-tallet af bl.a. landskabsgartnerne Ove Høegh Hansen (1832-1810) og Henry August Flindt (1822-1901). Også mange provinsbyers anlæg er eksempler på sådanne nye mødesteder for borgerskabet, fx Arnbjerg anlæg i Varde fra 1829, Hans Tausens Minde i Viborg fra 1836, Svanelund i Hjørring fra 1878 og Lystanlægget i Ringsted fra 1898.

Den landskabelige havestil fik stor udbredelse, og stilen var også anvendelig i mindre haver, bl.a. udøvet af landskabsgartnerne Edvard Glæsel og Erik Erstad-Jørgensen. Glæsels og Erstad-Jørgensens haveplaner fik senere en mere arkitektonisk havestil, der var samordnet med husets planløsning.

Edvard Glæsels navn er også knyttet til Fælledparken, 1908-1914, samt de store bykirkegårde Vestre Kirkegård og Bispebjerg Kirkegård i København.

Omkring 1900 fik flere og flere mindre villahaver, og etageboligerne fik afgrænsede gårdrum. Arts and Crafts-bevægelsen i England, materialiseret i haveanlæg af havearkitekten Gertrude Jekyll med arkitekten Edwin Lutyens affødte her i landet tilsvarende haveplaner med kompositioner af rum afgrænset af hække og trærækker.

Københavns første stadsgartner, Valdemar Fabricius Hansen (1866-1953), løste flere af tidens bymæssige eller sociale opgaver i nyklassicismens formsprog, bl.a. med Glyptotekshaven og Enghaveparken.

Men det blev Gudmund Nyeland Brandt, der fra 1920’erne med havearkitekterne Georg Georgsen og Carl Theodor Sørensen fik afgørende indflydelse på fagets æstetiske udvikling.

G.N. Brandt blev betydningsfuld både gennem sine artikler og bøger, gennem sit arbejde som lektor på Kunstakademiets Arkitektskole og ikke mindst gennem sine anlæg. Hellerup Strandpark fra 1912-1918 og Mariebjerg Kirkegård i Gentofte fra 1925-1936 er hovedværker fra perioden, opbygget af retvinklede enheder og begunstiget af planternes overvældende frodighed.

Med Københavns Byggelov fra 1939 blev legepladsen ved boligen gjort obligatorisk. I bogen Parkpolitik i Sogn og Købstad fra 1931 havde C.Th. Sørensen slået til lyd for anderledes, mere ustrukturerede former for legesteder, skrammellegepladser, og den første åbnede i 1940 i Emdrup.

Byudviklingen medførte nye muligheder for naturpolitik, og den første naturfredningslov blev vedtaget i 1917. Havearkitekternes virkefelt ekspanderedes, og funktionalismens sociale indhold fik stor betydning for udformningen af friarealer til nye boligbyggelser ved fx Hornbækhus og Klokkergården og stokbebyggelser som Ryvangen og Blidahpark.

Steen Eiler Rasmussen inddrog havearkitekterne i et samarbejde med byplanlæggerne. Et første resultat var Den grønne betænkning fra 1936 med en plan for Københavnsegnens grønne områder.

Her foregribes den berømte Fingerplan fra 1947, der skulle sikre grønne områder tæt på storbyen. Man ville åbne naturen for befolkningen og udkastede allerede der tanker om at plante skov i Vestegnen.

Omkring København blev foreslået et parksystem forbundet af udflugtsveje og med strandparker på Amager og op langs Øresundskysten. Med stadsgartnerne V. Fabricius Hansen og Jacob Bergmann (1899-1991) etableredes i 1930’erne og 1940’erne en grøn parkring fra Utterslev Mose i nord til Valbyparken ved Kalvebod Strand.

I tiden efter 2. Verdenskrig tog først boligbyggeriet fart, i slipstrømmen fulgte talrige andre opgaver med anlæg af friarealer omkring folkeskoler, gymnasier, universiteter, efteruddannelses-, omsorgs- og kulturinstitutioner samt etablering af store kirkegårde. Tusinde kilometer motorveje blev anlagt, og deres tracé og terrænmæssige indplacering fik en landskabsmæssig behandling.

Tidens have- og landskabsarkitektur havde som fællesnævner, at den var funktionel, fornuftsbetonet, rumdannende og smukt formgivet. En bred gruppe af landskabsarkitekter løste opgaverne, hver tegnestue med sit karakteristiske formudtryk.

Fremtrædende personer var bl.a. Aksel Andersen (1903-1952), Georg Boye, Sven Hansen, Troels Erstad, Jørgen Arevad-Jacobsen (1917-2003), Morten Klint (1918-1978), Agnete Muusfeldt, Eywin Langkilde (1919-1997), J. Palle Schmidt (1923-2010), Edith og Ole Nørgård, Inge (f. 1928) og Jørgen Vesterholt (1927-1993) og Sven-Ingvar Andersson. Samtidig havde en hel del kommuner stærke og betydningsfulde stadsgartnere, der fremmede parkpolitik og landskabsplanlægning.

Lysten til et fagligt samarbejde ud over landegrænserne førte til en række nordiske havearkitektkongresser fra 1930’erne, der mere eller mindre er fortsat til i dag. Ligeledes har IFLA (International Federation of Landscape Architects, der er den internationale sammenslutning af landskabsarkitekter) siden 1948 afholdt verdensomspændende kongresser. Det har bidraget til udveksling af internationale tendenser.

Fra 1990’erne blev mange bymidter, pladser og havnefronter omformet og nyanlagt med træplantninger, fine belægninger og vandinstallationer, fx Sankt Hans Torv i København, 1993 ved Sven-Ingvar Andersson, Havneparken på Islands Brygge, 1994-2000 ved landskabsarkitekt Annelise Bramsnæs (1941-1999) og arkitekt Poul Jensen (1929-2018), Aalborg Havnefront, 2005-2010 ved Arkitektfirmaet C.F. Møller og Vibeke Rønnow Landskabsarkitekter samt Ribe Domkirkeplads, 2010-2013 ved tegnestuen Schønherr.

Ligeledes nytolkedes en række parker og grønne strøg, herunder Nørrebroparken, 2005-2007 ved landskabsarkitekt Steen Høyer (1945-2019) og GHB Landskabsarkitekter, CBS Kilen på Frederiksberg, 2003-2006 ved Marianne Levinsen Landskab og Remiseparken på Amager, 2016-2019 ved tegnestuen BOGL.

I den store skala blev der i det åbne landskab etableret omfattende både rekreative og tekniske anlæg. Ligesom Køge Bugt Strandpark sidst i 1970’erne berigede Vestegnen med nye småhavne, klit- og strandlandskaber, er Amager Strandpark, 2004-2005 ved Hasløv & Kjærsgaard Arkitektfirma blevet utrolig populær.

I forbindelse med anlæg af både Storebæltsforbindelsen og Øresundsforbindelsen i 1990’erne stod Jørgen Vesterholts Tegnestue for placering af linjeføring og omdannede det omgivende landskab med jordvolde, landfæster, kystsikring og den kunstige ø Peberholmen.

Omfattende restaurering og fornyelse af den grønne kulturarv ses i stigende grad. I 2010’erne gjaldt det bl.a. Kronborgs omgivelser ved Jeppe Aagaard Andersen, Monumentområdet i Jelling ved Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue med Ingvar Cronhammar, Fredensborg Slotshave ved Schønherr og – gennem Realdanias initiativ og støtte – renovering af en halv snes herregårdshaver.

En voksende del af opgaverne har de senere år fokus på bæredygtigt ressourceforbrug, øget biodiversitet og forebyggelse af klimaændringernes ulemper – samt ønsket om at skabe en grønnere by. Det ses bl.a. i flere skovrejsningsprojekter, i de nye omgivelser til boligbebyggelsen Gellerupparken ved tegnestuen SLA, på Tåsinge Plads, i Skybrudsparken i Gladsaxe og på Lemvig Havneplads.

• have- og landskabsarkitektur
• park

• Aksel Andersen
• Morten Klint
• Eywin Langkilde

• Havearkitekturens historie i Danmark, https://www.landskabsarkitekter.dk/historie/