Cirkulationen i havet er som i atmosfæren drevet af strålingsenergi fra Solen og kan deles op i to komponenter: den vinddrevne og den termohaline. For begge komponenters vedkommende gælder, at strømningerne er udpræget vandrette. Kun få steder findes lodrette strømninger på størrelse med de vandrette.
Den vinddrevne cirkulation skabes, ved at vindens friktion mod havoverfladen sætter denne i bevægelse. På grund af Jordens rotation vil overfladestrømmen afbøjes til højre for vindretningen på den nordlige halvkugle (til venstre på den sydlige). Den vindskabte cirkulation begrænser sig normalt til de øverste hundrede meter i havet, men pga. opstuvning (eller det modsatte) af vand ved kyster kan den vindskabte cirkulation skabe strømme i havet fra overflade til bund.
Den termohaline cirkulation er betegnelsen for bevægelser i havet, som er skabt af massefyldeforskelle. Massefyldeforskellene hidrører fra forskelle i temperatur, saltholdighed eller som oftest begge. Massefyldeforskellene skaber trykgradienter, som sætter en bevægelse i gang fra højt mod lavt tryk. Igen forårsager Jordens rotation omkring sin akse en ændring af strømretningen, således at strømmen afbøjes 90° til højre på den nordlige og til venstre på den sydlige halvkugle.
Overfladestrømmene i verdenshavet er hovedsagelig skabt af de globale vindsystemer, dvs. passatvindene fra ækvator til 30° bredde, vestenvindene mellem 30° og 60° bredde og østenvindene ved polerne. Kontinenternes tilstedeværelse bevirker, at strømmene afbøjes, således at der dannes lukkede hvirvler; eksempelvis findes i Nordatlanten en vestgående strøm ved ækvator, Den Nordlige Ækvatoriale Strøm, en nordgående strøm ved Amerika, Golfstrømmen, en østgående strøm på mellem-breddegraderne, Den Nordatlantiske Strøm, og en sydgående strøm ved Europa-Afrika, Den Kanariske Strøm. Hvirvlen er på grund af Jordens rotation om sin akse asymmetrisk, således at strømmen i den vestlige side af oceanet er smallere, hvorved strømhastighederne bliver større. Tilsvarende cirkulationsmønstre findes i de øvrige oceaner.
På stor dybde er cirkulationen primært drevet af de termohaline kræfter. Strømmene går her fortrinsvis på langs af oceanerne, dvs. nord-syd, ikke altid jævnt fordelt over oceanets bredde, idet de har en tendens til at være kraftigst i den vestlige side.
Strømhastighederne i overfladestrømmene ligger normalt mellem 0,1 m/s og 0,2 m/s. Hastigheden i de polgående strømme i oceanernes vestlige side, fx Golfstrømmen, kan blive helt op til 2,5 m/s. Hastighederne i dybvandet er væsentlig mindre, ca. 0,01-0,03 m/s.
Kort over havstrømme viser kun middelværdier for cirkulationshastighederne; havstrømme kan variere betragteligt både i styrke og placering. Først og fremmest udviser havstrømmene årstidsvariationer; men også variationer over perioder på år er normale. Da havstrømmene er en vigtig komponent i den globale varmetransport — fx transporteres store varmemængder fra lave til høje breddegrader i Golfstrømmen — vil variationer i havstrømmene indvirke på de atmosfæriske forhold (vind, temperatur, nedbør, osv.), mens variationerne i havstrømmene omvendt i høj grad er skabt af forandringer i de atmosfæriske forhold. Denne tætte vekselvirkning mellem atmosfære og ocean er det, der skaber Jordens klima.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.