handlingsteori

At handle anses at være unikt for det at være menneske. Det er kun mennesker, der handler, mens dyr, planter og døde ting normalt ikke tilskrives handlinger i ægte forstand. Det at handle er forbundet med ansvar, pligt, tilregnelighed, fornuft og moral.

Hvad der styrer og forklarer handlinger, og om man kan opstille normer for, hvad der er gode og dårlige handlemåder, har optaget tænkningen gennem tiderne, herunder inden for filosofi, teologi, retsvidenskab, psykologi og sociologi.

I sociologien har handling og social handling været nøglebegreber siden fagets grundlæggelse. Der findes flere sociologisk handlingsteorier, delvist konkurrerende, supplerende og/eller overlappende. Her skal omtales fire.

Max Weber regnes for grundlæggeren af en samlet sociologisk teori om handling. Weber definerede i værket Wirtschaft und Gesellschaft (Økonomi og samfund, udgivet 1921-1922) sociologi som en videnskab, ”som vil give en fortolkende forståelse af social handlen”. Ved handlen forstod han menneskelig adfærd, som har en subjektiv mening for den, der handler.

Dette til forskel fra adfærd, som foregår ubevidst, fx som refleks, instinktivt eller vanebetinget, pr. automatik. At trække vejret, nyse, falde i søvn eller fare op i et ukontrolleret følelsesudbrud er ikke handlinger. En handling er social, hvis den er ment til at relatere sig til andres adfærd.

Bag Webers definition ligger et bestemt menneskebillede. Mennesker er potentielt herrer, subjekter i eget liv og har vilje og bevidsthed. De har hensigter og stræber efter afklaring om egne mål, værdier og muligheder for at kunne handle rationelt på det grundlag. I udgangspunktet er det de enkelte individer, der handler meningsfuldt; Weber var metodologisk individualist, og han betonede meningsfortolkning som en af grundpillerne i sociologisk metode. Han var her påvirket af den nykantianske filosofiske retning, særligt Heinrich Rickert.

Weber udfoldede sit handlingsbegreb til en typologi med fire handlingstyper:

1. Formålsrationelle handlinger: at opnå et bestemt mål med de mest effektive midler.
2. Værdirationelle handlinger: at handle ud fra en bevidst tro på, at handlingen har en værdi i sig selv, uanset resultat.
3. Affektive handlinger: at udtrykke bestemte følelser.
4. Traditionelle handlinger: at følge bestemte traditioner og indlevede vaner. Affektive og traditionelle handlinger udgør grænsetilfælde af subjektivt meningsfuld handling.

Max Weber brugte disse begreber i sine undersøgelser på en række forskellige områder, såsom bureaukrati, økonomi, politik, magt, klasser og stænder, religion og det moderne som en epoke, som en helhed. Han fandt, at formålsrationalitet var særligt stærkt forankret overfor andre handletyper i moderne vestlige samfunds værdisystemer og institutioner.

Webers handlingsbegreber har sat sig spor i al senere handlingssociologi og anvendes stadig i sociologien. En udfordring i samfundstænkningen er: hvad har forrang i forholdet mellem individ og samfund? Forklarer de enkelte individers handlinger samfundsstrukturen som helhed, eller er det omvendt? For forskningen er det et metodologisk-ontologisk problem. Det er imidlertid også et etisk og politisk problem: hvad bør have forrang, hvis der er konflikt mellem, hvad der er bedst for de enkelte individer, og hvad der er bedst for helheden? De to aspekter kan være vanskelige at holde adskilt, men i denne artikel er det metodologisk-ontologiske i fokus.

I 1930’erne skete med den amerikanske sociolog Talcott Parsons en drejning i strukturalistisk retning. I stedet for de enkelte handlinger, valgte han at se på handlingssystemer.

Han grundlagde en voluntaristisk teori om social handling. Voluntaristisk betyder ”baseret på den enkeltes frie vilje”. Parsons ønskede dermed at bygge bro mellem individ og samfund. Resultaterne blev udfoldet med begreber om normer og fælles værdier, der internaliseres i individernes personligheder og vedligeholdes gennem socialisering, fællesskaber, rolleforventninger, institutioner og social kontrol.

Det førte til at se handlinger som styret af fælles normer og roller; en tænkemåde, der fandt stor udbredelse efter 2. Verdenskrig.

Fra slutningen af 1960’erne voksede imidlertid en kritik af Parsons’s teori frem. Konsensus, normkonformisme og systemisk integration blev betonet for meget, lød kritikken, og resultatet blev, at konflikter, disintegration og forandringer gled ud af synsfeltet. I traditionen fra kritisk teori udviklede den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas et nyt begreb om social handling; kommunikativ handlen, en handletype, der bygger på tilslutning til værdier, fælles mål, normer og institutioner opnået gennem fri argumenterende samtale.

Argumenterende samtale betyder, at tilslutning i princippet alene bygger på vægten af de bedste, de mest valide argumenter. Habermas opererer med tre typer af validitet: sandhed, retfærdighed og oprigtighed. At de bedste argumenter vinder tilslutning alene i kraft af deres egen vægt forudsætter, at der findes rammer for en fælles livsverden med et potentiale for helt herredømmefri argumenterende samtale. Habermas’ idé er, at et sådan rum er et normativt ideal, som ikke er realiseret, men som man kan søge at tilnærme sig. Det kan koste kampe og har i historiens løb været og vil fortsat være genstand for konflikter og kampe mod illegitim magt og undertrykkelse.

En fjerde teori om social handling blev udviklet af den amerikanske sociolog Erving Goffman i bogen The Presentation of self in every day life (1959; på dansk Selvets præsentation i hverdagslivet, 2012). Det er en mere begrænset teori, der handler om dagligdagens sociale samspil på mikroplan.

I ansigt-til-ansigtsrelationer er det vigtigt for aktørerne at skabe og opretholde et fordelagtigt billede af selvet. Det sker gennem det, Goffman kalder dramaturgisk handling, og han henter her en række metaforer fra teatret for at analysere og forstå samspillet i det sociale mikroliv: iscenesat handling, rollespil, selv-iscenesættelse, indtryksstyring, udtryksstyring, ansigtsarbejde, for- og bagscene, situationsdefinition, definitionsmagt mv.

En sidste teori benævnes ofte med det engelske udtryk rational choice-teori (valghandlingsteori, social udveksling, social bytteteori). Teorien er direkte inspireret af økonomisk teori, og bygger således på billedet af det økonomiske menneske. Mennesker opfattes her som rationelle egoister, der forsøger at opnå størst mulig nytte for sig selv i samspillet med andre.

En fremtrædende repræsentant for denne teori i sociologi var James S. Coleman med bogen Foundations of social theory (1990). Interaktion ses som et marked med udveksling af goder, materielle eller immaterielle. Det kan være åbenlyst og formaliseret som med institutionaliserede forhandlinger om deling af penge, goder eller magt. Det kan også være uformaliseret og uden eksplicit beregning, fx ved at gøre hinanden tjenester, ved at afgive magt for at få beskyttelse, at give anerkendelse for at få praktisk hjælp, at skabe trivsel og følelsesmæssig omsorg i bytte for effektivt organisatorisk lederskab osv.

Gaveudveksling kan være rationel handling for at styrke sociale bånd og loyalitet. Der kan også være tale om konfliktpræget strategisk interaktion, som man ser i kamp om alliancer og handel med stemmer i det politiske liv, eller – i yderste instans – voldelige magtkampe, våbenkapløb og væbnede konflikter.

• rationalitet
• kommunikativ rationalitet
• politisk økonomi rational choice-teori
• kollektiv handling
• forhandlingsteori
• adfærd
• bytteteori