grønlandsk

Mens alle andre eskimoisk-aleutiske sprog hovedsagelig eller næsten udelukkende anvendes som talesprog og i lokale sammenhænge, har grønlandsk i dag fuld officiel status. Især siden hjemmestyrets indførelse i 1979 er officielle tekster normalt tosprogede; det samme har længe været tilfældet, således i dele af nyhedsformidlingen i de landsdækkende aviser Atuagagdliutit Grønlandsposten og Sermitsiak.

Mens de fleste eskimoisk-aleutiske sprog ikke mindst siden 1900 har tabt terræn over for kulturelt og politisk dominerende sprog som russisk, engelsk og fransk, gælder dette ikke grønlandsk. Hvad angår specialiseret fagsprog inden for moderne teknik o.l., er den sproglige situation dog i Grønland som andetsteds uafklaret, ikke mindst på grund af den tiltagende internationalisering.

Grønlandsk har været kirkesprog siden koloniseringen fra 1720'erne, idet Hans Egede og hans hjælper, Albert Top, lagde vægt på at lære grønlandsk for at kunne oversætte de for missionen nødvendigste katekismustekster og dele af Bibelen til grønlandsk samt prædike på grønlandsk.

Dette har haft gennemgribende betydning på en række områder ud over selve missionsvirksomheden og har bl.a. medført, at man meget tidligt arbejdede på at analysere den komplicerede grønlandske grammatik og at optegne ordforrådet.

Den første trykte ordbog (1750) og grammatik (1760) er udarbejdet af Paul Egede. Med bibeloversættelserne og de mange, især herrnhutiske, oversatte eller originale salmer på grønlandsk skabtes der et stabilt grundlag for brugen af grønlandsk som skriftsprog. Den første trykte roman er Mathias Storchs Sinnattugaq (på dansk En Grønlænders Drøm) fra 1914; der findes i dag en betydelig litteratur på grønlandsk.

Praksis med hensyn til grønlandsk retskrivning udvikledes gradvis fra 1720'erne, indtil sprogforskeren Samuel Kleinschmidt, søn af en grønlandsmissionær fra Brødremenigheden, skabte en systematisk ortografi, som han brugte i sin grammatik fra 1851, og som snart slog helt igennem. Her skelnes der for første gang konsekvent mellem to slags "k": det velære k og det uvulære ĸ. Vokal- og konsonantlængde blev ligeledes for første gang angivet konsekvent ved accenttegn. Kleinschmidts retskrivning forenede to krav, dels at skrive i overensstemmelse med sprogets lydsystem, dels at skrive ordformerne, således at deres grammatiske og leksikalske oprindelse var synlig. Men da sprogets udtale inden for de sidste to århundreder havde ændret sig, blev det efterhånden vanskeligere at beherske retskrivningen, så i 1973 vedtog man en lov om en ny, fonemisk, dvs. lydret, retskrivning for grønlandsk.

Samuel Kleinschmidts retskrivning, der var enerådende indtil 1973, virker i dag stærkt "overdifferentierende" i forhold til udtale og til den traditionelle retskrivning:

Grønlandsk falder i tre hoveddialektområder: nordgrønlandsk i Thuleområdet, vestgrønlandsk i det store område fra Upernavik i nord til bygderne ved Kap Farvel i syd og endelig østgrønlandsk på østkysten.

Nordgrønlandsk, tidligere kaldet polareskimoisk, har dels træk fælles med canadiske dialekter nordvest for Hudsonbugten, idet dialekten synes at være kommet til Grønland ved ret sene indvandringer fra Canada, dels ligheder med vestgrønlandsk.

Vestgrønlandsk kan opdeles i fire dialektområder: 1) Upernavik, 2) Uummannaq og Disko Bugt, 3) det midterste Vestgrønland, som omfatter bl.a. de større byer Sisimiut, Nuuk og Maniitsoq, og 4) det sydligste Vestgrønland. Dialekterne i område 2 og især 3 står lydligt på et mere oprindeligt trin end det øvrige vestgrønlandsk og end østgrønlandsk.

Østgrønlandsk tales i Ammassalik-området og på grund af tilflytning i dette århundrede også i Scoresbysund.

Man ved ikke meget om det grønlandske sprogs historie i ældre tid. De ældste sikre sprogprøver, optegnet ved udspørgen af nogle grønlandske kvinder, der var blevet bortført til Danmark på et ekspeditionsskib, stammer fra 1600-tallet. Fra 1723 findes der sprogprøver i større omfang.

Det grønlandske ordstof er i sin grundstamme eskimoisk, hvortil kommer en del låneord af international eller dansk herkomst; de fleste er lånt via dansk. Mange ord i nutidigt grønlandsk er afledninger, dannet ved udvidelse af eskimoiske eller danske ord. Sproget har et umådeligt potentiale, hvad dannelse af afledninger angår, fx:

Der findes ikke et skarpt afgrænset ordforråd, idet det udvides i takt med samfundets behov. Det sker ofte, at sådanne afledte ord antager specifikke betydninger, der ikke kan forudses ud fra de dele, som ordet består af. Afledningsmulighederne indebærer dermed også, at grønlandsk leksikalsk fjerner sig mere og mere fra de andre inupiksprog.

Der er efter indførelsen af den nuværende retskrivning publiceret nye ordbøger fra grønlandsk til dansk og fra dansk til grønlandsk med optagelse af et ret omfattende ordforråd af nyere dato. I tilknytning til oprettelsen af forskellige uddannelser i Grønland udarbejder Grønlands Sprognævn stadig ny terminologi inden for en række skolefag og andre fag såsom jura og sundhedsvæsen.

De grønlandske ord falder i to hovedkategorier: Substantiver og verber, hvortil kommer forskellige "småord" såsom pronominer og adverbier. De grønlandske verber omfatter betydningsmæssigt også, hvad der i sprog som dansk udtrykkes ved adjektiver; således er ordet for 'hvid' egentlig et verbum, qaqorpoq 'er hvid', hvoraf participiet qaqortoq kan bruges adjektivisk eller substantivisk, jf. det grønlandske navn for Julianehåb: Qaqortoq 'Det hvide'.

Den grønlandske grammatik vidner i høj grad om, at sproget tilhører de eskimoisk-aleutiske sprog. Det er et polysyntetisk sprog, dvs. at man i mange tilfælde med en enkelt ordform kan udtrykke, hvad der fx på dansk kræver en syntaktisk konstruktion med to eller måske adskillige ord. En ordform som kaffisorusukkaluarama 'fordi jeg sådan set godt ville have lidt kaffe' består ud over af låneordet kaffi af suffikser: -sor- 'fortære, indtage (føde, drikke)', -rusuk- 'ønske at', -kaluar- 'ganske vist, sådan set' samt af forskelligt verbalt bøjningsmateriale: -ra- 'fordi, nemlig', som er en modus, der tilføjer et betydningselement af begrundelse, og endelig af en personendelse -ma, der angiver, at det logiske subjekt er første person ental; kaffi er således inkorporeret i verbet og er samtidig det logiske objekt for suffikset -sor- 'fortære, indtage'.

Grønlandsk skelner tillige mellem intransitive verbalformer, fx nerivoq 'han spiser', og transitive verbalformer, fx nerivaa 'han spiser det'. Disse to ordformer kan hver udgøre en hel sætning; person og tal for såvel subjektet som det eventuelle objekt er specificeret i verbalendelsen, jf. nerivara 'jeg spiser det', nerivakka 'jeg spiser dem', nerivat 'du spiser det'. Transitivitet og inkorporering kan også kombineres som i matulerpaat 'de sætter (-ler-) en dør (matu) i det (fx huset)'.

Subjektet og det eventuelle objekt kan være samtidigt repræsenteret ved selvstændige sætningsled, der står før verbet:

Som det ses af disse eksempler, står subjektet for intransitive konstruktioner i samme form — her med "nul-endelse": nanu 'isbjørn', puisi 'sæl' — som objektet for transitive konstruktioner, mens en særlig kasusendelse, -p i ental, markerer subjektet for transitive konstruktioner, i dette tilfælde nannu-p 'isbjørn', med dobbeltkonsonant, idet der i inupik-sprogene i visse tilfælde ses gemination foran aflednings- og bøjningsendelser. Grønlandsk er dermed et ergativt sprog.

Verberne i grønlandsk bøjes ikke i tid; fx kan akivoq alt efter sammenhængen oversættes 'han svarer' eller 'han svarede'. Ikke desto mindre er den grønlandske verbalbøjning særdeles kompleks, idet der ud over et betydeligt antal modi som indikativ, imperativ, appositionalis, dvs. ledsagemåde, og konditionalis er et stort inventar af endelser, der udtrykker tal og person for subjektet og, når det er relevant, samtidig også for objektet. Der skelnes i bøjningen mellem fire personer, idet der ud over 1., 2. og 3. person er en refleksiv "fjerde person"; i ældre grønlandsk skelnes der mellem tre tal, singularis, pluralis og dualis. Dualis er i moderne grønlandsk kun bevaret i visse dialekter og endda kun i visse former.

• eskimoisk-aleutiske sprog

• Grønlands sprog