gladiatorer

De første kendte gladiatorkampe i Rom fandt sted i 264 f.v.t. ved begravelsen af en senator. Formentlig er de dog opfundet i Campanien og Lukanien i det sydlige Italien og har deres oprindelse i rituelle gravlege.

I de første 150 år blev gladiatorkampene i Rom kun afholdt i forbindelse med begravelser, men med tiden søgte arrangørerne at købe sig popularitet gennem store forestillinger. Cæsar afholdt således en forestilling med 320 par gladiatorer til ære for sin far i 64 f.v.t., selv om denne var død 30 år tidligere. I Rom gled den rituelle betydning af gladiatorkampene således i baggrunden til fordel for de politiske aspekter, og de populære kampe, der blev afholdt i amfiteatre eller på forum, blev spredt over hele Romerriget.

I kejsertiden blev der indført strenge regler for afholdelsen af gladiatorkampe i Rom, så kejseren kunne overstråle embedsmændenes beskedne lege. Højdepunktet blev nået i 107 e.v.t. efter erobringen af Dacia. Kejser Trajan lod 10.000 gladiatorer og endnu flere vilde dyr optræde i Colosseum i løbet af 123 dage for at fejre sin triumf. Allerede kejser Augustus arrangerede søslag, som under Domitian og senere kejsere fandt sted i Colosseum. Gladiatorforestillinger i forbindelse med begravelser fortsatte imidlertid uden for Rom og i provinserne, hvor de samtidig var en obligatorisk del af embedsmændenes ansvarsområde og havde forbindelse til kejserkulten med præster som arrangører.

De våbenvante gladiatorer blev i forbindelse med oprør og borgerkrige anvendt som soldater. Man kender 15 typer gladiatorer med forskellig udrustning. Nogle var bevæbnet som romernes vanskeligste modstandere: gallere, samnittere og thrakere; andre populære varianter var netkæmpere (retiarius) med trefork og dolke, der kæmpede mod sværtbevæbnede secutores (latin 'forfølgere').

Gladiatorerne var oprindeligt krigsfanger, som kæmpede med deres egne våben. Professionelle gladiatorer blev hurtigt populære, og de var enten slaver ejet af en træner, lanista, eller forbrydere dømt til at kæmpe i arenaen. Chancen for at overleve den første kamp var lille, og en gladiators liv var ganske kort. De færreste blev mere end 30 år efter et dusin kampe. Frie mænd, der frivilligt indgik en gladiatorkontrakt for et antal kampe eller år, var publikums yndlinge. Henrettelsen af dødsdømte forbrydere af lav social status fungerede som pauseunderholdning mellem dyrekampe og de egentlige gladiatorkampe på skarpe våben.

Indtil kristendommen var kritik af gladiatorkampene sjælden. Gladiatorkampe kan ses som en slags opdragelse og tilvænning af tilskuerne til krig. Med amfiteatrene opførte romerne en slags kunstige slagmarker, og gladiatorkampene kan fortolkes som en form for ritualkrige, hvor tilskuerne kunne opleve Romerrigets sejre ved fjerne grænser. Gladiatorforestillingerne var i Rom andet og mere end blot blodig underholdning. De var politisk teater, hvor forholdet mellem publikum og kejseren som arrangør var vigtig. Gennem bifaldsytringer eller pift havde publikum mulighed for at udtrykke deres mening om kejseren.

De arrangerede menneskekampe blev forbudt i 404 e.v.t., mens dyrekampene fortsatte og stadigvæk eksisterer i form af tyrefægtning.

• dyrekampe
• Romerriget