Gazeller er slanke, elegante og hurtigtløbende antiloper, som er tilpasset et liv i tørre områder. Betegnelsen gazelle dækker over to grupper: egentlige gazeller, som bl.a. omfatter de velkendte afrikanske savannearter thomsongazelle og grantgazelle, og asiatiske bjerggazeller.
Gazeller er antiloper og placeres i stammen Antilopini, som også kaldes "gazelleagtige antiloper". De tilhører de skedehornede hovdyr (familien Bovidae) inden for drøvtyggerne (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).
Der findes to overordnede grupper af gazeller:
Gazeller udgør ikke en monofyletisk gruppe, dvs. en samlet gruppe, da de asiatiske bjerggazeller er en gammel, uafhængig udviklingslinje i forhold til de egentlige gazeller. De egentlige gazellers nærmeste slægtninge er hjorteantilope, gerenuk, dibatag, springbuk, saiga og oribi. Tilsammen udgør de en søstergruppe til de asiatiske bjerggazeller.
Nedenfor er vist de 19 arter af gazeller med deres vægt angivet i parentes:
Slankgazeller (slægten Gazella) med 9 arter:
Ringhornede gazeller (slægten Eudorcas) med 4 arter:
Store gazeller (slægten Nanger) med 3 arter:
Asiatiske bjerggazeller (slægten Procapra) med 3 arter:
Elleve af de 16 arter af egentlige gazeller findes i den nordlige halvdel af Afrika. Thomsongazelle og grantgazelle, der er velkendte fra safariområder som Serengeti (Tanzania) og Masai Mara (Kenya), er de sydligste af gazellerne. Af de egentlige gazeller er det kun slægten Gazella. som også forekommer uden for Afrika; den omfatter med fire arter fra Afrika, tre arter fra Mellemøsten (arabisk, levant- og sandgazelle) og to vidtudbredte arter fra Asien (chinkara og strubegazelle).
De egentlige gazeller er specialiserede i at leve i tørre områder. Det gælder i særlig grad slankgazellerne (Gazella), hvoraf mange lever i ørkener, heriblandt sandørkener (fx sandgazelle, erg-gazelle og chinkara). De ringhornede gazeller (Eudorcas), der omfatter thomsongazellen, er ikke helt så tørketilpassede og findes typisk på græssletter som Østafrikas græssavanner og Sahel-bæltet. De store gazeller (Nanger), der omfatter grantgazellen, er alsidige og findes i en række tørre naturtyper som savanner, græssletter, bjergsletter, halvørken og ørken.
De asiatiske bjerggazeller lever langt oppe i højderne i det vestlige Kina (Det Tibetanske Plateau), Mongoliet, det sydlige Rusland (Sibirien) og ind i Nordindien (Sikkim og Ladakh). Qinghai-gazellen lever i 3.100-4.800 meters højde og tibetansk gazelle i 3.000-5.750 meters højde. Sidstnævnte er noget af det allerhøjeste, hovdyr når op. Deres levested omfatter tørre stepper, græssletter, halvørkner, kolde ørkener, alpine busksletter og sandklitter.
De egentlige gazeller er små til mellemstore, elegante, langbenede og langhalsede antiloper. De mindre arter som thomsongazelle og mange af slankgazellerne vejer 15-30 kg, hvilket er nogenlunde det samme som et dansk rådyr, mens de største af gazellerne, grantgazelle og damagazelle, vejer op til omkring 70-80 kg.
Begge køn af egentlige gazeller har horn; de bliver kraftigst hos hannerne. Hornene er forholdsvis lige og lodrette, men buer typisk let bagud forneden og let fremad foroven. De beskrives derfor som S-formede.
De egentlige gazeller er lysebrune til rødbrune med en kontrasterende hvid bug og et hvidt spejl, dvs. det lyse område omkring halen. Ørkenlevende arter er typisk blegere i farverne. En del arter har en mere eller mindre tydelig mørk flankestribe, der hos nogle, fx thomsongazelle, kan være helt sort. Mange af de egentlige gazeller har desuden et markant sort-hvidt ansigtsmønster med en mørk tårestribe mellem øjet og næsen flankeret af en hvid stribe. Endelig er halen sort og står i skarp kontrast til det hvide spejl.
Alle disse mønstre på hovedet, flanken og bagpartiet menes at være tilpasninger til langdistancekommunikation i åbne områder. De tjener det formål, at de forstærker gazellernes visuelle signaler, eksempelvis bruges en hurtig virren med den sorte hale foran det hvide spejl som et signal på, at en gazelle har opdaget en rovdyr. Og under hannernes magtkampe "flager" de med hovedet, dvs. bevæger det hurtigt op og ned, et signal der forstærkes af det sorthvide ansigtsmønster.
De asiatiske bjerggazeller er mere ensfarvede i pelsen. De mangler de sorthvide mønstre på flanken og hovedet, men har dog et stort hvidt spejl og en kort mørk/sort hale. Deres S-formede horn minder om de egentlige gazellers horn, men hos asiatiske bjerggazeller har kun hannerne horn. Pelsen er speciel ved at mangle uldhår (dvs. underpels), hvilket godt kan undre, når man tænker på, at de lever i meget kolde områder. Til gengæld har de ekstra kraftige og tætsiddende dækhår, især i den tykke vinterpels.
Med deres lange, slanke ben hører gazellerne til blandt de allerhurtigste landdyr. Man har målt en topfart hos grantgazellen på 90 km/t, damagazellen på 80 km/t og den mongolske gazelle på 65 km/t.
De egentlige gazeller har bemærkelsesværdige tilpasninger til at overleve i varme og tørre områder, hvor dagtemperaturen kan nå op over 45 °C. Mange af dem kan klare sig i lange perioder uden drikkevand; i stedet får de dækket deres væskebehov gennem planteføden. Ved at æde om natten eller tidligt om morgenen, hvor planternes overjordiske dele indeholder mere vand end i dagtimerne og desuden kan være dækket af dug, kan gazellerne optimere deres vandindtag.
For at "spare på vandet" undgår gazeller at svede. I stedet kan de holde kropstemperaturen nede ved at gispe, dvs. trække vejret meget hurtigt. Det udsender varm luft, og kombineret med fordampning fra slimhinderne i næsehulen køler det blodet ned. Man kalder denne teknik for evaporativ køling. Ørkenlevende gazeller har en særligt stor, oppustelig næsehule, hvilket gør deres evaporative køling af blodet særlig effektiv.
Hvis gazeller imidlertid lider af vandmangel i særligt tørre perioder, kan de undlade at bruge evaporativ køling og i stedet lade deres kropstemperatur stige til omgivelsernes temperatur. Hos grantgazelle har man målt en kropstemperatur på hele 47 °C, hvilket ville være dødeligt for de fleste andre pattedyr. Hjernen er særlig sårbar over for høje temperaturer, og for at omgå dette problem har gazeller (som det kendes fra flere andre tørketilpassede antiloper) et system, så de selektivt kan nedkøle det blod, som løber til hjernen.
Som andre antiloper er gazeller drøvtyggere med fire mavekamre og en effektiv fordøjelse af fiberrig plantekost. De har en forholdsvis lille mund, hvilket er en tilpasning til at gå og nippe ekstra næringsrige plantedele. Gazeller kan æde mange forskellige planter hen over året, og de enkelte arter udnytter, hvad der findes af bedst mulig planteføde på et givet tidspunkt, hvor de end lever.
Gazellers føde omfatter typisk urter, diverse dele fra buske såsom blade, skud, kviste, bælge og blomster samt græs. De kan grave underjordiske plantedele som rodknolde og sukkulente rødder frem for vandindholdets skyld. Flere arter æder planter, der anses for giftige for husdyr, hvilket de kan klare, fordi mikroorganismerne i deres fordøjelsessystem nedbryder plantegiftene.
Gazeller er generelt sociale dyr. De kan ses i grupper af hunner med deres unger, ungkarlegrupper, haremgrupper med en enkelt han og flere hunner samt blandede flokke med flere hanner og hunner. Med undtagelse af mødre og deres unger har individerne i disse grupper ikke et tæt forhold til hinanden.
I forbindelse med brunstperioden bliver de dominerende hanner hos mange arter solitære og etablerer territorier, hvor de forsøger at opbygge et harem. Hos dorcasgazelle kan hannerne dog forsvare territorier hele året.
Ofte er gazellegrupper ikke særlig store, men nogle arter kan på bestemte årstider samles i talstærke flokke. Om vinteren kan sandgazeller danne flokke på op til 100 individer og strubegazeller grupper på op til flere hundrede individer. I forbindelse med vandringer kan damagazeller samles i flokke på flere hundrede individer og thomsongaller på over 1.000 individer.
Mange gazellearter er nomadiske og foretager årlige vandringer for at komme til områder med bedre fødeudbud. Damagazellen vandrer hvert år ind i Sahara i regntiden for at udnytte opblomstringen af friske planter. Thomsongazellen følger efter gnuerne og zebraerne på deres berømte vandringer rundt i Serengeti-Masai Mara-økosystemet. Af andre nomadiske arter kan nævnes erg-gazelle, arabisk gazelle, mongallagazelle og rødpandet gazelle.
Hos grantgazeller afhænger gruppernes størrelse og sammensætning af levestedet. På Serengetis åbne sletter udgøres omkring halvdelen af grupperne af blandede flokke med flere hunner og hanner, mens kun 12 % af flokkene er blandede i skovsavanne. I busksavanne ligger den største flokstørrelse af grantgazeller på 40 individer, mens den på åbne sletter kan være på op til 400 individer. I Serengeti etablerer kønsmodne grantgazellehanner territorier halvdelen af året, hvor de samler haremmer på 10-25 hunner.
Gazeller går drægtige i 5-7,5 måned. De fleste arter får normalt en enkelt unge ad gangen. Nogle producerer dog ofte tvillinger. Det gælder fx dorcasgazelle, erg-gazelle og strubegazelle. Sidstnævnte kan få helt op til fire unger pr. kuld.
Gazelleunger kan komme på benene inden for en time, men vil ofte blive skjult af moren i de første uger af deres liv, fx i to uger hos dorcasgazelle og i fem uger hos thomsongazelle.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Frankrig har for nyligt åbnet for at placere deres kernevåben i andre lande i et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.