fodbold

En fodboldkamp udgøres af to halvlege på hver 45 minutter. Efter en pause imellem halvlegene på 10-15 minutter bytter holdene banehalvdel. Er der ikke scoret, eller er der scoret lige mange mål, ender kampen uafgjort. I visse turneringer forlænges kampen efter uafgjort i den ordinære spilletid med 2×15 minutter. Lykkes det heller ikke her at finde en vinder, afgøres kampen ved en straffesparkskonkurrence.

Kampen ledes af en dommer, som i eliteturneringer bistås af to linjedommere, der bl.a. har til opgave at markere, når bolden er gået ud af spil, og at medvirke til afvikling af spillerudskiftning. Der kan højst udskiftes tre spillere pr. hold, og ingen udskiftet spiller kan senere indskiftes i kampen.

Alle spillere skal være på egen banehalvdel, når de to halvlege sættes i gang efter signal fra dommeren. Holdet, der ved kampens start skal sætte bolden i spil, findes ved lodtrækning. Bolden skal spilles ind på modstandernes banehalvdel. Efter scoring sættes spillet i gang af det hold, der er scoret imod.

En spiller må ikke sparke eller slå en modstander eller skubbe på en voldsom eller farlig måde. Han må ikke lave obstruktion, holde en modspiller eller forsætligt spille bolden med hånden. Dommeren straffer sådanne forseelser med frispark, evt. straffespark, hvis forseelsen er begået af en spiller i eget straffesparksfelt. Et straffespark udføres fra straffesparksmærket, 11 meter fra målet, og kun sparkeren og modspillernes målmand må være inden for straffesparksfeltet.

En spiller modtager en advarsel (gult kort), hvis han gentagne gange overtræder reglerne, saboterer spillet eller spiller bolden med hånden. Efter to advarsler i samme kamp udvises spilleren (rødt kort). En spiller kan også direkte udvises, hvis han gør sig skyldig i voldsom adfærd eller alvorligt utilladeligt spil, samt hvis han bruger fornærmende eller upassende sprog.

Offsidereglen i fodbold er spillets mest omdiskuterede og sværest forståelige regel. Til gengæld er det den regel, der har skabt spillets taktiske udseende. Ifølge den gældende regel fra 1925 dømmes offside, når det angribende hold spiller bolden fremad (afleverer), og der i afleveringsøjeblikket er mindre end to modspillere mellem baglinjen og den angribende spiller, der modtager bolden. Står boldmodtageren på linje med den næstbageste modstander, dømmes ikke offside.

Offside kan kun dømmes, når spilleren, der modtager bolden, befinder sig på modstanderens banehalvdel og har indflydelse på spillet. På målspark, indkast og hjørnespark dømmes ikke offside.

Når et hold spiller bolden over sidelinjen, tildeles det andet hold et indkast fra det sted, hvor bolden gik ud. Bolden skal med begge hænder kastes over hovedet og ind på banen. Der kan ikke scores direkte på indkast. Når et hold spiller bolden ud over egen baglinje, tildeles modstanderholdet hjørnespark, som sparkes fra en kvartcirkel ved hjørneflaget. I serie- og ungdomsrækkerne og i indefodbold eksisterer justerede regler, fx mht. spillerantal og antal af udskiftninger.

De fysiske rammer og reglerne for spillets afvikling er gennem årene blevet ændret. Eksempelvis blev det i 1883 vedtaget, at en overligger skal forbinde toppen af de to målstolper i stedet for en snor. Straffesparket blev indført i 1891, og reglen om, at der kun må være 11 spillere fra hvert hold på banen ad gangen, blev indført i 1897. Først i 1937 fik banen sin nuværende udformning.

Fodboldspillets historie er en del af boldspillets historie. Fodbold kan spores tilbage til den tidlige middelalder, men det moderne fodboldspil daterer sig til 1863, da det første nationale fodboldforbund blev stiftet i England. Forud var gået en periode, hvor spillet udviklede sig fra et uorganiseret folkespil til en organiseret holdsport.

Det var på de store engelske kostskoler, at spillet fik stor udbredelse; det blev her betragtet som et vigtigt middel i karakteropdragelsen, idet egenskaber som selvbeherskelse og gruppeloyalitet samt reguleret kappestrid blev anset for særlig værdifulde.

En strid mellem kostskolerne Eton og Rugby om reglernes udformning medførte, at sporten blev organiseret i to selvstændige forbund, Football Association (FA) og Rugby Football Union. På Rugby mente man, at bolden kunne tages med hænderne og løbes op ad banen, og at scoring måtte ske over overliggeren, mens man på Eton mente, at bolden kun måtte spilles med fødderne, og at mål skulle scores under overliggeren.

I takt med den engelske kolonisering og engelske ingeniørers ophold uden for England blev fodbold introduceret i andre lande, og der eksisterer et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem anlæggelsen af de store nationale jernbaner og fodboldspillets udbredelse.

I slutningen af 1800-tallet havde arbejderklassen i England taget fodboldspillet til sig, og det stadig stigende tilskuerantal dannede grundlag for, at klubberne begyndte at hverve spillere fra andre egne, især Skotland. I 1885 blev det tilladt at anvende professionelle spillere.

FIFA måtte i 1932 overlade det til de nationale forbund at afgøre, om de ville tillade professionel fodbold. De fleste europæiske lande slettede amatørbestemmelserne hurtigt derefter, dog med undtagelse af de nordiske lande. Først i 1978 blev betalt fodbold indført i Danmark.

Moderne elitefodbold er baseret på klubber, der kontraktansætter professionelle spillere for et åremål. Ved overgangen fra en amatørklub til en professionel klub skal der betales et kompensationsbeløb, transferbeløb, til den klub, spilleren kommer fra og evt. også til tidligere klubber. Mellem to professionelle klubber aftales prisen i forhold til en markedsværdi ved siden af spillerens personlige økonomiske aftale.

Frem til 1995 kunne en klub kræve en overgangssum for en spiller, efter at hans kontrakt var udløbet. Det betød, at mange spillere blev forhindret i at spille for en ny klub pga. en urealistisk overgangssum. Ifølge en dom fra EF-Domstolen i 1995 er overgangssummer mellem klubber i EU ved kontraktudløb i strid med EU-regler (se Bosman-sagen).

FIFA arrangerer VM for landshold, afviklet første gang i 1930 i Uruguay og første gang for kvinder i 1991 i Kina. Danmark var blandt initiativtagerne til FIFA, men DBU tilmeldte sig først VM i 1958. Fodbold-VM har efterhånden udviklet sig til en af de største mediebegivenheder i sportens verden efter De Olympiske Lege. Siden 1960 har UEFA hvert fjerde år arrangeret EM for landshold; fra 1984 også for damelandshold.

Siden 1995 har FIFA også arrangeret Intercontinental Cup, hvori en udpeget værtsnation møder mesterlandsholdene fra fem verdensdele; Danmark vandt denne turnering i 1995. Med fast spillested i Japan spilles der også årligt om klubverdensmesterskabet mellem vinderen af den europæiske mesterholdsturnering og vinderen af den sydamerikanske.

Siden 1955/56 har UEFA organiseret en turnering for nationale mesterhold, først kaldet Europa Cuppen (for mesterhold), dernæst i ændret form fra 1992 kaldet Champions League.

Vinderne af de europæiske ligaers pokalturneringer havde 1960-1999 deres egen turnering, Europa Cuppen for pokalvindere. Den blev i 1999 lagt sammen med UEFA Cuppen, der var blevet spillet siden 1971 for de næstbedste hold fra de europæiske ligaer. I 2009 blev UEFA Cuppen omdøbt til Europa League.

Fodbold har været en del af det olympiske program siden legene i Paris i 1900, hvor guld-, sølv- og bronzemedaljerne blev vundet af hhv. Storbritannien, Frankrig og Belgien. Ved legenes tiårsjubilæum i 1906 vandt Danmark den uofficielle finale. Eneste OL siden 1900 uden en fodboldkonkurrence var 1932 i Los Angeles.

Siden 1990 har OL-turneringen udelukkende været for spillere under 23 år; til og med OL i 2004 var indtil tre spillere pr. hold over 23 år dog tilladt. Der har desuden været forskellige regler gældende, bl.a. om det tilladelige i at bruge professionelle spillere; fodbold i OL-regi var oprindeligt kun for amatører. Generelt må man ikke anvende sine stærkeste spillere, herunder deltagere i verdensmesterskaber og kontinentale mesterskaber – i kvalifikation såvel som slutrunder.

Kvindefodbold har været på OL-programmet siden legene i Atlanta i 1996 — uden aldersgrænse. Det første sæt medaljer blev givet til USA, guld, Kina, sølv, og Norge, bronze.

Salgsprisen på tv-rettighederne for VM-slutrunden er mangedoblet siden 1966, hvor britiske BBC betalte FIFA 10 mio. kroner for rettighederne til hele verden. Til sammenligning blev rettighederne til VM 2002 og VM 2006 blev solgt for 13,5 mia. kroner.

I Europa er priserne på tv- og marketingrettighederne steget endnu mere: indtægterne fra UEFA Champions League steg 25 % fra 2002-2005 til 2006-2009, svarende til ca. 25 mia. kroner.

I slutningen af 1990'erne blev pay-per-view-princippet for fodboldtransmissioner for alvor markedsført i flere europæiske lande.

Salget af rettighederne til at transmittere gav fodboldligaerne astronomiske beløb, hvilket bl.a. har medført en kraftig stigning i spillerlønningerne, samt at de bedste spillere blev tiltrukket af enkelte landes, eksempelvis Storbritanniens, høje lønniveau.

Begrænset seerinteresse har imidlertid gjort investeringerne ubæredygtige for tv-udbyderne, og enkelte konkurser i bl.a. Tyskland og Storbritannien har medført alvorlige overlevelsesproblemer for flere klubber, hvis budgetter næsten udelukkende var baseret på rettighedspengene.

Spilsystemerne har gennem årene afløst hinanden. Omkring 1925-1945 var den engelske klub Arsenals spilsystem toneangivende. Det blev benævnt treback-systemet eller WM-systemet; ovenfra dannede opstillingen af angrebsspillerne bogstavet W, mens forsvarsspillernes opstilling dannede bogstavet M.

Først da det hidtil ubesejrede engelske landshold i 1953 overraskende blev slået af Ungarn på Wembley Stadion i London med 6-3, vandt et nyt system (3-3-4-opstillingen) indpas. Ungarerne trak den forreste midterangriber tilbage på banen og udnyttede med hurtige afleveringer området bag modstandernes stopper.

3-3-4-opstillingen afløstes af den nyskabende brasilianske model 4-2-4, der bidrog til, at Brasilien vandt VM i 1958. Den brasilianske opstilling indvarslede den nye tidsalder for moderne spillesystemer. De tidligere pladsbetegnelser blev erstattet med nye, og spillerne blev placeret i kæder (forsvarskæde, midtbanekæde og spydspidser). Spillernes opgaver blev samtidig mere fleksible. Andre store fodboldnationer justerede den brasilianske opstilling, og England vandt VM i 1966 i den efterhånden fremherskende 4-3-3-opstilling.

Både før og efter VM i 1958 fastholdt mange italienske hold dog en ultradefensiv opstilling, catenaccio. Den defensive taktik blev udviklet som et direkte resultat af, at de store klubber engagerede tidens bedste fodboldspillere, fx danskeren John Hansen. De øvrige hold satsede på at begrænse nederlagene; de lavede dobbeltmarkering på stjernespillerne og placerede en ekstra forsvarsspiller bag forsvarskæden (libero); en 5-3-2-opstilling.

Siden midten af 1970'erne har det mest anvendte system været 4-4-2, hvor også nye spillerbetegnelser har angivet de nye opgaver og muligheder.

En klassisk 4-4-2-opstilling består af 4 i forsvarskæden (to midtstoppere eller en midtstopper og en libero samt en venstre og en højre back), 4 på midtbanen (oftest organiseret i en diamantopstilling med en defensiv midtbanespiller, en højre og en venstre midtbanespiller og en offensiv midtbanespiller) samt to spydspidser.

Uanset spillesystem er der forskellige måder at spille fodbold på. Den klassiske britiske spillestil benævnes kick and rush, fordi den især er baseret på lange afleveringer frem til spydspidserne.

Den latinske og den sydamerikanske stil er karakteriseret ved, at et højt teknisk niveau hos spillerne tålmodigt anvendes til at holde bolden i spil og fastholde den, indtil der er skabt gennembrudsmulighed. Til gengæld modsvares den omhyggelige opbygning af en lynsnar udnyttelse af de tilspillede afslutningsmuligheder.

Det danske landsholds spillestil har siden begyndelsen af succesperioden fra midten af 1980'erne været præget af kontraspil, hvorved holdet forsøger at udnytte, at modstanderholdets spillere efter boldtab kan være placeret i ugunstige forsvarspositioner. Det udnyttes ved at angribe hurtigt og direkte mod modstandernes mål.

Spillestilsbetegnelsen totalfodbold blev første gang anvendt om det hollandske hold ved VM i 1974. Her skiftede spillerne i stor udstrækning positioner i opspillet, og den flydende rotation mellem især midtbane og spydspidser vanskeliggjorde modstandernes opdækning.

Spillet blev for første gang præsenteret i 1879 på Eremitagen, og i 1883 blev den første kamp mellem to hold spillet: Birkerød Kostskole mod KB. Den første seniorkamp fandt sted i 1887 mellem KB og Orlogsværftets underofficersskole. Begge kampe kom i stand på KB's initiativ.

Andre københavnske kricketklubber satte efterhånden fodbold på programmet, og klubberne AB og ØB deltog i 1888 i den første danske fodboldturnering. Året efter dannedes Dansk Boldspil-Union, DBU.

Fodboldspillet var i begyndelsen et københavnerfænomen, og de knap 500 medlemmer, som var registreret omkring år 1900, tilhørte overklassen.

Fra 1899, da den ministerielle gymnastikhåndbog, som dannede grundlag for undervisningen i skolerne, anbefalede fodbold som en velegnet aktivitet, blev spillet langsomt, men sikkert udbredt til hele Danmark.

Skolelærere var da også foregangsmænd i stiftelsen af utallige klubber i provinsen.

De fleste mellemstore provinsbyers klubber fik stærk medlemstilgang blandt tilflytterne fra landet. I de større provinsbyer fik arbejderklassen sine egne klubber, og samtidig blev der i 1920'erne stiftet en ny type klubber, kvartersklubber, hvis fundament var de nybyggede byområder, fx Hvidovre IF og Skovbakken i Århus.

I perioden frem til omkring 1960 var dansk fodbold karakteriseret ved sin stædige fastholden af spillernes amatørstatus, en omfattende eksport af de bedste spillere til udenlandske klubber samt enkelte mindeværdige internationale resultater.

De to olympiske fodboldmedaljer hhv. i London 1948 (bronze) og i Rom 1960 (sølv) skabte respekt om dansk fodbold. Desuden bidrog de mange succesfulde danske spillere i udenlandske professionelle klubber til at skabe et godt omdømme for dansk fodbold.

Den første dansker, som levede af at spille fodbold, var Carl "Skoma'r" Hansen, som i 1921 blev professionel i Glasgow Rangers. Fra bronzeholdet i 1948 kom John Hansen (1924-1990), Karl Aage Hansen (1921-1990), Ivan Jensen (1922-2009), Carl Aage Præst (1922-2011), Jørgen Leschly Sørensen (1922-1999) og Axel Pilmark (1925-2009) til italienske klubber.

Det store brud i den organisatoriske udvikling skete med dannelsen af Foreningen af 1. divisionsklubber under DBU i 1969, hvor eliteklubberne med Divisionsforeningen som bindeled satte en bevægelse i gang hen imod en opløsning af det hidtidige amatørbegreb.

Den stagnerende udvikling i dansk fodbold blev ændret med indførelsen af betalt fodbold i 1978. Flere års diskussion om indførelse af betaling til spillerne strandede på modstand både hos en stor gruppe fodboldledere og fra DIF, som ikke var indstillet på at tillade udhuling af amatørbestemmelserne hos sine specialforbundsmedlemmer.

Først da et udkast til en professionel piratliga uden for DBU blev offentliggjort i 1977, ændrede modstanderne signal, og i løbet af ca. et halvt år var alle formelle hindringer elimineret. Samtidig skabte et sponsorsamarbejde mellem Carlsberg og DBU mulighed for, at de bedste spillere kom på kontrakt, så de kunne få penge for deres indsats. Formålet med indførelse af betalt fodbold var at højne standarden, stoppe tilskuerkrisen, svække spillerflugten til udlandet og ikke mindst at gøre landsholdet stærkere. I 1991 indførtes Superligaen som landets bedste række.

Herrelandsholdets fremgang forstærkede dog kommercialiseringen af DBU, hvilket bl.a. havde den konsekvens, at der over en årrække opstod en bitter magtkamp mellem repræsentanter for breddefodbolden og Divisionsforeningens medlemmer.

På klubplan skete der efter 1978 en mindre paladsrevolution, da det især blev andre end de daværende mest etablerede klubber, som forstod at udnytte fodboldens professionalisering.

Mest bemærkelsesværdig blev udviklingen for Brøndby IF (BIF) både resultatmæssigt og organisatorisk. Efter det første vundne danske mesterskab i 1985 indførte BIF som første danske klub fuldtidsprofessionalisme, og gennem de næste ti år opnåede klubben de bedste danske Europa Cup-resultater nogensinde.

Tyngdepunktet i dansk fodbold flyttede yderligere med dannelsen af F.C. København (FCK) i 1992. Således er det danske mesterskab siden Superligaens etablering i 1991 vundet syv gange af BIF og femten gange af FCK (pr. 2024). Med fire danske mesterskaber siden 2015 er også FC Midtjylland blevet en magtfaktor i dansk fodbold.

Danmarksturneringen i kvindefodbold blev indført i 1972, og året efter blev Ribe kåret som første Danmarksmester. De mest vindende klubber er Brøndby IF med tolv titler, senest 2019, Fortuna Hjørring med elleve, senest 2020, og Hjorthøj-Egå Idrætsforening, HEI, med 10 DM-titler, senest 1998.

Fra begyndelsen af 1980'erne blev herrelandsholdet stærkere, bl.a. gennem ansættelsen af den tyske træner Sepp Piontek i 1979. Han forenede sin internationale erfaring med en fin fornemmelse for danske spilleres kvaliteter, og med sit resultatorienterede arbejde skabte han flotte bedrifter.

Holdet kvalificerede sig i 1984 for første gang til en EM-slutrunde og blev først slået ud i semifinalen. Den første VM-kvalificering kom i 1986, og ved slutrunden i Mexico spillede Danmark sig frem til ottendedelsfinalen. Holdet deltog også i EM-slutrunden i 1988, men vandt ikke en eneste af puljekampene.

Med Richard Møller Nielsen som landstræner kom Danmark i 1992 i sidste øjeblik med til EM-slutrunden på bekostning af Jugoslavien, der var blevet udelukket pga. borgerkrig i landet. Til alles overraskelse vandt Danmark derefter EM med en finalesejr på 2-0 over Tyskland.

Efter at Richard Møller Nielsen tillige havde kvalificeret landsholdet og ledet det under EM-slutrunden i 1996, blev svenskeren Bo Johansson landstræner. Han sikrede i 1998 det hidtil bedste resultat ved VM med en kvartfinaleplads, hvor Danmark tabte 2-3 til de senere finalister Brasilien. Han bragte desuden landsholdet til EM-slutrunden i 2000.

Bo Johansson blev i 2000 afløst af Morten Olsen, der selv havde spillet 102 landskampe og deltaget ved både EM- og VM-slutrunder. Morten Olsen kvalificerede landsholdet til VM-slutrunden i 2002, EM-slutrunden i 2004 VM-slutrunden i 2010 og EM-slutrunden i 2012. På trods af, at kvalifikationen til VM i 2014 i Brasilien mislykkedes, valgte DBU at forlænge hans kontrakt fra 2014 til 2016. Morten Olsen valgte at stoppe som landstræner i slutningen af 2015, efter at landsholdet ikke kvalificerede sig til EM-slutrunden i 2016.

Morten Olsens afløser blev den norske træner Åge Hareide. Med Åge Hareide som træner kvalificerede Danmark sig til VM i 2018, hvor holdet spillede sig frem til ottendedelsfinalen, og til EM i 2020 (udskudt til 2021 pga. coronakrisen). Åge Hareide blev i sommeren 2020 afløst af Kasper Hjulmand, der i 2021 førte holdet frem til EM-semifinalen. Under Hjulmands ledelse kvalificerede landsholdet sig desuden til VM-slutrunden i 2022 og til EM-slutrunden i 2024.

Den 15. juli 1970 vandt det danske kvindelandshold, der på dette tidspunkt blev repræsenteret af Boldklubben Feminas hold, det uofficielle verdensmesterskab i fodbold med en 2-0-sejr over Italien på Stadio Communale i Torino. Sejren blev gentaget året efter den 15. september 1971 med en 3-0-sejr over Mexico i Mexico City. Denne gang bestod Danmarks landshold af spillere fra 13 forskellige klubber. Samtlige tre mål i finalen blev scoret af Susanne Augustesen.

Kvindernes A-landshold har desuden deltaget ved fem officielle VM-slutrunder: 1991, 1995 (begge gange med pladser i kvartfinalen), 1999, 2007 og 2023. Landsholdet deltog endvidere ved De Olympiske Lege i 1996, da kvindefodbold blev introduceret på det olympiske program. I 2017 opnåede holdet sølv ved EM i Holland.

Igennem 1980'erne og 1990'erne udviklede det danske landsholdspublikum en helt speciel stil og tradition i forhold til andre landes tilhængere. Roligans blev de rød-hvid-malede og udklædte danske tilhængere kaldt. Et ord, der rimede på hooligans, som var skræmmebilledet på voldelig tilskueradfærd.