Flodheste er en familie af store, pelsløse, amfibiske parrettåede hovdyr. Der findes to nulevende arter, begge i Afrika. Tidligere var familien også udbredt på Madagaskar samt i Europa og Asien. Flodhestenes nærmeste slægtninge har overraskende vist sig at være hvalerne.
Hippopotamidae (familie)
Stamtræ over de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla), der viser hvalerne som en søstergruppe til flodhestene. (1) angiver de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og (2) underordenen Whippomorpha, der indeholder flodhestene og hvalerne.
Flodhestene udgør familien Hippopotamidae, der hører hjemme i de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).
Tidligere klassificerede man flodhestene sammen med svinene og navlesvinene, men talrige genetiske og palæontologiske undersøgelser siden slutningen af 1990'erne har tydeliggjort, at flodhestenes nærmeste slægtninge er hvalerne. Flodhestene og hvalerne samles nu om dage i underordenen Whippomorpha, der er søstergruppe til de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia).
Der findes to nulevende arter af flodheste:
Flodhesten er vidt, men pletvist udbredt i Afrika syd for Sahara. Den er amfibisk; den hviler sig i vand i dagtimerne og fouragerer på land om natten. Den er afhængig af adgang til vand året rundt, dels fordi den har brug for vand til at holde sin kropstemperatur nede i de varmeste dagtimer, og dels fordi dens vandtilpassede hud ikke kan tåle at tørre ud. Desuden har den brug for græsgange, da græs udgør størstedelen af dens føde. Flodhesten er således knyttet til floder, søer og sumpe med omkringliggende græssletter. Det kan den bl.a. findes på savanner og i vådområder.
Dværgflodhesten har en begrænset udbredelse i Vestafrika og findes i dag kun i Elfenbenskysten, Liberia, Sierra Leone og Guinea. Den lever hovedsageligt i lavlandsregnskov tæt på floder, vandløb og palmesump. Vandløb med eksponerede flodbanker og oversvømmede træer lader til at spille en særlig rolle, da den her finder steder at hvile sig og søge tilflugt. Dværgflodhesten er mindre vandlevende end sin store slægtning, hvilket bl.a. hænger sammen med, at den i skovens skyggeverden ikke udsættes for direkte tropesol i samme grad som flodhesten gør det i de lysåbne savanner og vådområder. Dværgflodhesten tilbringer ofte dagtimerne gemt i sumpe, mudderhuller eller under udhulede flodbanker. Den er primært, men ikke udelukkende, skumrings- og nataktiv. Den bevæger sig rundt i sit leveområde via et netværk af veksler gennem den tætte vegetation.
De to flodhestearter er kendetegnet ved tøndeformet krop, en næsten nøgen hud, et timeglasformet kranium med en bred snude og små ører. De har lange, drabelige hjørnetænder, som flodhestene holder konstant skarpe ved at slibe dem mod hinanden. Fortænderne i undermunden er lange, fremadpegende og afrundede. Både hjørne- og fortænderne har åbne rødder og vokser livet igennem. Fødderne har fire tæer beklædt med kraftige negle og svømmehud. Ørerne og næseborene er udstyret med ventiler, så de kan lukkes helt tæt under dykning.
Flodhestenes nærmest hvalagtige hud er en tilpasning til deres amfibiske liv. De regnes for tykhuder og har en meget kraftig og sej læderhud (dermis). Hos den store flodhest udgør huden 18 % af den samlede kropsvægt, og på ryggen kan den være op til 6 cm tyk. Selve overhuden (epidermis) er dog kun omkring 1 mm tyk på ryggen og er rigt forsynet med nerveender og meget følsom. Overhuden udtørrer og krakelerer nemt og skal derfor holdes fugtig. Under huden har flodheste et tykt fedtlag.
Hos begge arter udskiller kirtler i huden et olieagtigt sekret, der beskytter mod dehydrering såvel som solskoldning og bakterieinfektion. Sekretet er populært sagt en solcreme med antibiotiske egenskaber. Hos flodhesten er sekretet rødligt (det siges derfor, at den "sveder blod"), mens det hos dværgflodhesten er hvidligt og skummende.
Flodhesten er ikke til at tage fejl af med sin enorme størrelse og sit exceptionelt store hoved. Vægten varierer fra ca. 1.000 kg til ca. 4.500 kg med en skulderhøjde på 110-170 cm. Flodhesten har en højere maksimal vægt end alle andre landdyr på nær elefanterne. Hannerne bliver i gennemsnit ca. 10 % større end hunnerne, men ellers kan de to køn godt være svære at skelne, indtil de åbner deres gab. Hannerne får nemlig væsentlig længere hjørnetænder og fortænder end hunnerne.
Især hannernes hjørnetænder i underkæben bliver store. De kan veje op til 16 kg og have en længde på op til 30 cm (plus de 40 cm, der sidder inde i kæben). Flodhesten kan åbne sine meget store kæber op til 180 grader.
Flodhestens øjne, ører og næsebor er placeret øverst på kraniet. På den måde kan dyret ligge næsten neddykket og alligevel følge med i, hvad der foregår i omgivelserne.
For at kunne bære sin store vægt på land har flodhesten et robust og tungt skelet. Det er medvirkende til, at flodhesten ikke kan flyde, men synker til bunds, hvis ikke den svømmer aktivt. Når flodhesten er neddykket, går den hen over bunden frem for at svømme. Den kan sove stående på bunden og kommer i søvne op ca. hvert femte minut for at tage sig en mundfuld luft. Det skal dog siges, at flodhesten svømmer glimrende i saltvand, og det ligger givetvis bag, at flodheste har kunnet krydse havet til Madagaskar og flere af middelhavsøerne.
Kun tre vilde dværgflodheste er blevet vejet. Deres vægt lå på 165-204 kg. I fangenskab vejer arten 160-275 kg. Skulderhøjden er på 70-100 cm. Ud over at være væsentlig mindre end flodhesten adskiller dværgflodhesten sig ved at have et relativt mindre hoved og relativt længere ben, samt ved at dens øjne, ører og næsebor ikke er placeret helt så højt oppe på kraniet som hos flodhesten.
Desuden har dværgflodhesten en opadskrånende ryg med et højere bagparti end forparti, hvilket giver en kileformet kropsform, som er velegnet til at mase sig igennem den tætte vegetation, der er typisk for artens leveområder. Både hvad angår kropsform (højt bagparti) og størrelse, minder dværgflodhesten om tapirerne.
Svømmehuden hos dværgflodhesten er ikke helt så veludviklet som hos flodhesten. Dette tilsammen med de relativt længere og slankere ben afspejler, at dværgflodhesten er mindre vandlevende og mere terrestrisk end flodhesten.
Flodhesten er et vokaliserende og højlydt dyr. Lyden af dens brøl, grynten og skryden vil være velkendt af mange, der har været på safari i Afrika. Undersøgelser med hydrofoner har afsløret, at størstedelen af flodhestens vokalisering foregår under vandet eller både under og over vandet på samme tid. Ved hjælp af struben og halsens tykke fedtlag kan flodhesten udsende højfrekvente klikke- og klynkelyde. Som det eneste pattedyr er den i stand til på samme tid at transmittere lydsignaler gennem luften og vandet.
Flodhesten lever især af græs, om end op til over 15 % af dens kost kan udgøres af browse (dvs. planteføde andet end græs). Den æder ikke vandplanter, men går på land om natten (og nogle gange også i dagtimerne, hvis der ikke er for varmt) for at opsøge græs. Den kan vandre op til ti kilometer fra vand for at komme til græsgangene. Den bruger ikke tænderne til at plukke sin føde med, men derimod sine muskuløse, forhornede læber. Flodhesten skaber igennem sin græsning, hvad der omtales som "flodhestegræsplæner", dvs. græsgange med kort græs, som også antiloper og andre planteædere kan have glæde af. Flodhesten kan æde 20-45 kg planteføde pr nat.
Græs spiller derimod ikke en særlig rolle i dværgflodhestens føde. Den er en browser, som bl.a. lever af urter, bregner, nedfaldsfrugter, blade og kviste fra unge træer, frøbælge og rødder. Man har registreret over 150 plantearter i dens føde i Taï Nationalparken i Elfenbenskysten.
Begge flodhestearter har et komplekst fordøjelsessystem med fire mavekamre, hvori der foregår en mikrobiel fermentering af planteføden. De tilhører dog ikke de egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia), som også er kendetegnet ved at have fire mavekamre. Flodheste tygger heller ikke drøv (dvs. de gylper ikke føde op for at tygge den igen).
Flodhesten er ikke social eller flokdannende, når den er på land, men det er den derimod i vandet. Her samles flodheste i grupper på 15-300 individer, der nogle gange kan ligge helt tæt på hinanden. Sammenstimlinger er enten blandede flokke med hunner, unger og ungdyr samt en enkelt, dominerende han eller ungkarleflokke.
De dominerende hanner, som typisk er over 20 år gamle hanner, danner territorier i vandet, som kan være 50-500 meter lange. De har eneret til at parre sig med hunnerne, der benytter deres territorium. Dominerende hanner kan tolerere ungkarle i deres revir, så længe ungkarlene udviser underdanighed og ikke gør tilnærmelser til hunnerne.
I de blandede flokke er de eneste tætte bånd det mellem moren og hendes seneste unge samt hendes ældre døtre. Døtrene bliver ved moren, til de selv yngler første gang som 7-15-årige. En hun kan leve sammen med op til tre af sine døtre.
Territoriehanner accepterer typisk naboernes domæner og kommer sjældent op at slås. Voldsomme slåskampe kan dog opstå, når territoriehanner bliver udfordret af ungkarle. Den slags konfrontationer starter sædvanligvis med, at kombattanterne står med åbent gab over for hinanden og viser deres hjørnetænder frem. Hvis det ikke er nok til at afgøre styrkeforholdet, kan konfrontationer eskalere til, at rivalerne angriber hinanden med de skarpe hjørnetænder, hvilket kan give alvorlige og nogle gange dødelige sår.
Territorierne er begrænset til vandet, og når hanner mødes på land, udvikler det sig normalt ikke til stridigheder. I stedet kan de vende bagenderne til hinanden og oversprøjte hinanden med ekskrementer, hvilket er et udtryk for fredelige hensigter. Flodheste har en flad hale med stive hår, som de kan rotere som en propel, så deres ekskrementer bliver slynget flere meter væk. Denne møgspredningsmetode bruger de også til at afmærke deres territorium.
Dværgflodhestens adfærd ved man kun meget lidt om fra naturen. Dens tætbevoksede og uvejsomme levesteder gør den uhyre svær at observere. Dværgflodhesten lader til generelt at være solitær på nær mødre med unger og under den korte kurtisering mellem en han og en hun.
Flodhesten parrer sig i vandet, og hunnen er helt neddykket under parringen. Drægtigheden varer i ca. 8 måneder, hvilket er relativt kort tid for så stort et pattedyr. Hunnen får en enkelt unge ad gangen. Ungen vejer 25-55 kg ved fødslen. Den kommer til verden i vandet og kan svømme og dykke kort tid efter fødslen. Den dier under vandet og undgår at få vand med ind, når den drikker, ved at folde sin tunge rundt om morens dievorte, så den danner en slags "sugerør"; en teknik som også hvalunger benytter. Flodhesteungen kan die i op til 18 måneder eller længere.
Hos dværgflodhesten kan parringen foregå både på land og i vand, men ungen bliver altid født på land. Drægtigheden varer i gennemsnit ca. 6,5 måned, og den enlige unge vejer 3-8 kg ved fødslen. I et godt stykke tid bliver ungen "parkeret" af moren, dvs. efterladt i skjul, og først når den er 3-5 måneder gammel, begynder den at følges rundt med moren. Dværgflodhesteungen dier i 6-8 måneder.
Den ældste flodhest, man kender til fra fangenskab, levede i hele 61 år. Den ældste dværgflodhest fra fangenskab blev 43 år gammel.
Flodhestefamilien menes at være opstået i Afrika for omkring 11-16 millioner år siden. De ældste kendte fossiler, der utvetydigt ligner de nulevende flodheste, dukkede dog først op for omkring 8 millioner år siden.
Fra Afrika spredte flodhestene sig til Madagaskar, til Europa helt op til det nordlige England og til Asien helt til Indonesien. Indtil for forholdsvis nyligt eksisterede der små flodheste på Kreta, Malta og Cypern; på Cypern indtil for ca. 10.500 år siden. Fra Madagaskar kender man til to små flodhestearter, begge af samme slægt som den store nulevende flodhest (Hippopotamus), hvoraf den ene (Hippopotamus lemerlei) først uddøde omkring år 1000.
Som nævnt er flodhestenes nærmeste nulevende slægtninge hvalerne. Man mener, at deres fælles stamform levede for ca. 54 millioner år siden.
Ifølge IUCN er begge flodhestearter truede. Flodhesten regnes for sårbar (VU) og dværgflodhesten for truet (EN).
De største trusler mod flodhesten er ødelæggelse af levesteder og illegal og ureguleret jagt på kød og elfenben (fra hjørnetænder). For dværgflodhesten er den største trussel skovfældning, der har medført en fragmentering af artens levesteder, hvilket betyder, at bestandene i dag er små og isolerede. Visse steder udsættes den også for jagt.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Frankrig har for nyligt åbnet for at placere deres kernevåben i andre lande i et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.