feminisme

Den fælles kerne i feminismen er et oprør med det deterministiske syn, at samfundets kønshierarki med manden som overordnet og kvinden som underordnet er forudbestemt af biologien, naturen eller religionen, således som det har været den dominerende norm i årtusinder, og som det stadig fastholdes flere steder i verden i dag. Over for denne biologiske eller religiøse determinisme hævder feminismen, at kønsroller, kønsstrukturer og mandsdominansen/patriarkatet er samfundsskabte – og dermed mulige at forandre.

Gennem tiderne har feminismens modstandere brugt argumenter om ’kvindens’ biologi eller natur mod næsten hvert eneste fremskridt for kvinderne. Påstanden om kvinders biologiske skrøbelighed, især i puberteten, blev tidligere brugt som argument mod kvinders adgang til uddannelse. Påstande om en særlig kvindelig psyke blev brugt som modargument mod stemmeret for kvinder, sammenkoblet med argumenter om, at kvinders plads er ved hjemmets arne. Kvinder anses for følelsesladede, mens fornuft ses som en mandlig egenskab. Kvinders seksualitet anses både skræmmende og tiltrækkende. Paralleller til dyreverdenen er typiske for den patriarkalske biologisme, som i den kontroversielle økonomiprofessor Wieth Knudsens bog Feminismen fra 1924. At piger fra naturens side skulle være dårligere end drenge til matematik og fysik, har været et udbredt synspunkt, som mange skolepiger har internaliseret.

Feminismens modsvar var og er, at kvinder og mænd er født med samme potentialer. «Man fødes ikke som kvinde – man bliver det», skrev Simone de Beauvoir i sin berømte bog Le Deuxième Sexe fra 1949, som først kom på dansk i 1965 som Det Andet Køn.

Inspirationen til det bredere feminismebegreb kommer dels fra queerteori, dels fra intersektionalitets-perspektivet. Queerteoretikeren Judith Butlers teori om kønnet som performativt – at køn er noget, som individer gør og ikke mindst bliver gjort til – kunne minde om Simone de Beauvoirs berømte sentens, men går langt videre i et opgør med ’heteronormativiteten’, et begreb om det heteroseksuelle parforhold som normativ tvang, som også Lesbisk Bevægelse satte fokus på i 1970’erne.

Queerfeminismen kritiserer tidligere feminister, især radikalfeminister, for ’essentialisme’. Denne sprogbrug refererer ikke til feminismens historiske hovedmodstander, den biologiske determinisme, men er derimod en mindst lige så vidtgående kritik af selve brugen af kategorierne ’kvinder’ og ’mænd’, som bør erstattes af muligheden for selv at definere sit køn, også et køn imellem eller udenfor kategorierne kvinder og mand, fx nonbinær.

Alt i alt forekommer det rimeligt at tale om ’queerfeminisme’, selv om forholdet teoretisk mellem queerteori og feminismen ikke er uproblematisk. I Norden var svensk-finske Tiina Rosenberg først ude med sin Queerfeministisk Agenda fra 2002.

I 1990’erne stod Judith Butler og Nancy Fraser skarpt over for hinanden teoretisk. Nancy Fraser er en af den nyere socialistiske feminismes kendteste filosoffer, der som de klassiske marxister ser opgøret med kapitalismen som en forudsætning for kvinders frigørelse. Ifølge Fraser er kønsuligheder imidlertid ikke kun indlejret i de økonomiske strukturer, men også i kulturen og i de ulige magtforhold. Forandring skal derfor ske gennem Frasers 3 R’er, redistribution (økonomisk omfordeling), recognition (anerkendelse af kulturelle erfaringer og forskelle) samt senest representation (lighed i deltagelse og indflydelse). Dansk-svenske Emma Holten (født 1991) har i bogen Underskud. Om værdien af omsorg (2024) udvidet kapitalismekritikken gennem sin påpegning af, at økonomerne i deres modeller negligerer reproduktionen og omsorgsarbejdet.

Det interessante er, at Butler og Fraser i dag hver for sig taler om nødvendigheden af meget brede alliancer mellem grupper med forskellige erfaringer af undertrykkelse: køn, klasse, etniske minoriteter, handicappede m.fl. Nancy Fraser som medforfatter af Feminism for the 99%. A Manifesto, 2019 og Judith Butler i sine senere værker om det mere og mere udbredte prekariat.

Den anden inspirationskilde til det bredere feminismebegreb kommer fra intersektionalitets-perspektivet. Det blev oprindelig udviklet af juristen Kimberlé Crenshaw (født 1959), som kritiserede den amerikanske lovgivning – og den såkaldte hvide feminisme – for at glemme, at sorte kvinder er diskrimineret både som sorte og som kvinder. I dag anvendes intersektionalitetsbegrebet over hele verden både i forskningen, ligestillingspolitikken og den feministiske aktivisme. Fokus er sammenhængen mellem køn, etnicitet, seksuel orientering, race, klasse, funktionalitet m.v., både når det gælder identitetsdannelse og i påvisningen af kumuleret diskrimination på den ene side og kumulerede privilegier på den anden.

Intersektionalitetsperspektivet er i sin sejrsgang over jorden blevet til praktisk politik, idet både offentlige og private virksomheder er begyndt at ændre deres hidtidige politik om ligestilling mellem kvinder og mænd til et mål om diversitet, dvs. en blandet sammensætning af køn, alder og måske etnicitet, men dog sjældent klasse, fx i sammensætningen af team på arbejdspladsen, i bestyrelser, et debatpanel eller en kommission.