Kvindesymbolet med knytnæve
Kvindesymbolet med knytnæve opfattes af mange som tegnet for feminisme eller kvindekamp.

Feminisme er betegnelsen for ideologier, hvis fælles grundlag historisk har været kampen for kvinders rettigheder og mod kvindeundertrykkelse og de samfundsskabte uligheder mellem kvinder og mænd.

Faktaboks

Etymologi

af latin femina 'kvinde' og -isme

Feminisme kan ses som den ideologiske side af kvindebevægelsens kamp, men begrebet feminisme bruges også om enkeltforfatteres værker, om samfundsdebatter, om enkeltsager som fri abort og kampen mod sexisme og senest også om politik som i feministisk udenrigspolitik.

Historisk har feminismen haft fokus på kvinders undertrykkelse, men i dag anvender mange et bredere feminisme-begreb, som indbefatter mænds ligestilling og rettigheder for LGBT+-personer.

Betegnelsen feminisme

Ordet feminisme blev første gang brugt i Frankrig i 1880’erne, men bredte sig hurtigt til bl.a. England og USA. I Danmark har man historisk mest talt om ’kvindesagen’, mens ordet feminist ofte har været brugt om, hvad man gennem tiderne har anset for særlig radikale og seksuelt frigjorte kvinder. Derfor ville mange kvinder sige ”jeg er ikke feminist ...” efterfulgt af ”men jeg går ind før ligeløn, for fri abort, for deling af husarbejdet etc." Efter årtusindskiftet har den angelsaksiske term feminisme fået global udbredelse, herunder også i Danmark.

Vestlig feministisk idéhistorie

Gennem tiden har forskellige feministiske retninger brugt divergerende betegnelser for deres mål, bl.a. kvindefrigørelse, kvindeemancipation, ligestilling, ligeberettigelse, ligeværd og senest diversitet.

Et centralt emne i den vestlige feministiske idéhistorie har været diskussionen om årsagerne til kvindernes undertrykkelse. I løbet af 1800-tallet og op til 1. Verdenskrig udvikledes klassisk liberale feminisme, som primært fandt årsagerne i traditionelle fordomme, retlig uligestilling og udelukkelsen af kvinder fra uddannelse, erhverv og medborgerskab. Målsætningen var lige muligheder. I samme periode udvikledes klassisk marxistisk/socialistisk feminisme, for hvem årsagen entydigt skulle søges i kapitalismens udnyttelse af kvinder, idet alene socialismen kunne føre til kvindernes frigørelse.

Med erobring af kvindevalgretten i starten af 1900-tallet blev diskussionen, hvorvidt kvinderne skulle gå ind i de politiske partier, som var etableret før kvinderne fik adgang, eller danne et eget kvindeparti for at give røst til kvinders erfaringer. Denne modsætning mellem tilpasning og oprør har været et tilbagevendende dilemma i feminismens historie.

I mellemkrigstiden satsedes på retlig ligestilling mellem kvinder og mænd. Samtidig blev der udviklet nye og i samtiden højst kontroversielle ideer om ’frivilligt moderskab’, (som bl.a. Thit Jensen var fortaler for), dvs. adgang til prævention og retten til abort.

Med start efter 2. Verdenskrig og stadig i dag ses en reformorienteret feminisme med fokus på reel ligestilling mellem kvinder og mænd i en udbygget velfærdsstat. I Norden startede den store nordiske kønsrolledebat om de stive kønsroller i 1960’erne. Kvinde-frigørelsesfeminismen (Women’s Liberation Movement), som i Danmark startede med rødstrømperne i 1970, lagde vægt på de strukturelle magtforhold, og kombinerede ideologisk kvindekamp (mod patriarkatet) og klassekamp (mod kapitalismen) under sloganet ’det private er politisk’. Radikal feminisme, som stod stærkt i Lesbisk Bevægelse, anså dog patriarkatet som den afgørende samfundskraft.

Efter årtusindskiftet er der tilkommet nye ideer om queerfeminisme, intersektionalitet og diversitet, samlet under et bredere feminismebegreb. Samtidig har MeToo-bevægelsen via de sociale medier skabt et globalt feministisk fokus på seksuelle krænkelser af kvinder, og det på et tidspunkt hvor mange mente, at ligestilling allerede var opnået.

Bestemt af biologi og Gud – eller samfundsskabt?

Den fælles kerne i feminismen er et oprør med det deterministiske syn, at samfundets kønshierarki med manden som overordnet og kvinden som underordnet er forudbestemt af biologien, naturen eller religionen, således som det har været den dominerende norm i årtusinder, og som det stadig fastholdes flere steder i verden i dag. Over for denne biologiske eller religiøse determinisme hævder feminismen, at kønsroller, kønsstrukturer og mandsdominansen/patriarkatet er samfundsskabte – og dermed mulige at forandre.

Gennem tiderne har feminismens modstandere brugt argumenter om ’kvindens’ biologi eller natur mod næsten hvert eneste fremskridt for kvinderne. Påstanden om kvinders biologiske skrøbelighed, især i puberteten, blev tidligere brugt som argument mod kvinders adgang til uddannelse. Påstande om en særlig kvindelig psyke blev brugt som modargument mod stemmeret for kvinder, sammenkoblet med argumenter om, at kvinders plads er ved hjemmets arne. Kvinder anses for følelsesladede, mens fornuft ses som en mandlig egenskab. Kvinders seksualitet anses både skræmmende og tiltrækkende. Paralleller til dyreverdenen er typiske for den patriarkalske biologisme, som i den kontroversielle økonomiprofessor Wieth Knudsens bog Feminismen fra 1924. At piger fra naturens side skulle være dårligere end drenge til matematik og fysik, har været et udbredt synspunkt, som mange skolepiger har internaliseret.

Feminismens modsvar var og er, at kvinder og mænd er født med samme potentialer. «Man fødes ikke som kvinde – man bliver det», skrev Simone de Beauvoir i sin berømte bog Le Deuxième Sexe fra 1949, som først kom på dansk i 1965 som Det Andet Køn.

Et bredere feminismebegreb

Mange af det 21. århundredes nye feministiske strømninger arbejder med et bredere feminismebegreb end tidligere, støttet af socialkonstruktivistisk feministisk teori om flydende kønsgrænser og et deraf følgende opgør med den traditionelle binære kønsforståelse (to køn: kvinder og mænd).

Siden årtusindskiftet er den feministiske debat efter årtiers stilstand blevet mere fremtrædende, og der er kommet et væld af ny feministisk litteratur. I dansk kontekst er nogle centrale værker Anita Frank Goths Nu er det nok – så er det sagt (2000), Sara Omars roman Dødevaskeren (2017), Sanne Søndergaards F-ordet (2021) og Maren Uthaugs roman 11 % (2022).

Queerteori

Inspirationen til det bredere feminismebegreb kommer dels fra queerteori, dels fra intersektionalitets-perspektivet. Queerteoretikeren Judith Butlers teori om kønnet som performativt – at køn er noget, som individer gør og ikke mindst bliver gjort til – kunne minde om Simone de Beauvoirs berømte sentens, men går langt videre i et opgør med ’heteronormativiteten’, et begreb om det heteroseksuelle parforhold som normativ tvang, som også Lesbisk Bevægelse satte fokus på i 1970’erne.

Queerfeminismen kritiserer tidligere feminister, især radikalfeminister, for ’essentialisme’. Denne sprogbrug refererer ikke til feminismens historiske hovedmodstander, den biologiske determinisme, men er derimod en mindst lige så vidtgående kritik af selve brugen af kategorierne ’kvinder’ og ’mænd’, som bør erstattes af muligheden for selv at definere sit køn, også et køn imellem eller udenfor kategorierne kvinder og mand, fx nonbinær.

Alt i alt forekommer det rimeligt at tale om ’queerfeminisme’, selv om forholdet teoretisk mellem queerteori og feminismen ikke er uproblematisk. I Norden var svensk-finske Tiina Rosenberg først ude med sin Queerfeministisk Agenda fra 2002.

Feminisme for de 99 %

I 1990’erne stod Judith Butler og Nancy Fraser skarpt over for hinanden teoretisk. Nancy Fraser er en af den nyere socialistiske feminismes kendteste filosoffer, der som de klassiske marxister ser opgøret med kapitalismen som en forudsætning for kvinders frigørelse. Ifølge Fraser er kønsuligheder imidlertid ikke kun indlejret i de økonomiske strukturer, men også i kulturen og i de ulige magtforhold. Forandring skal derfor ske gennem Frasers 3 R’er, redistribution (økonomisk omfordeling), recognition (anerkendelse af kulturelle erfaringer og forskelle) samt senest representation (lighed i deltagelse og indflydelse). Dansk-svenske Emma Holten (født 1991) har i bogen Underskud. Om værdien af omsorg (2024) udvidet kapitalismekritikken gennem sin påpegning af, at økonomerne i deres modeller negligerer reproduktionen og omsorgsarbejdet.

Det interessante er, at Butler og Fraser i dag hver for sig taler om nødvendigheden af meget brede alliancer mellem grupper med forskellige erfaringer af undertrykkelse: køn, klasse, etniske minoriteter, handicappede m.fl. Nancy Fraser som medforfatter af Feminism for the 99%. A Manifesto, 2019 og Judith Butler i sine senere værker om det mere og mere udbredte prekariat.

Intersektionalitet

Den anden inspirationskilde til det bredere feminismebegreb kommer fra intersektionalitets-perspektivet. Det blev oprindelig udviklet af juristen Kimberlé Crenshaw (født 1959), som kritiserede den amerikanske lovgivning – og den såkaldte hvide feminisme – for at glemme, at sorte kvinder er diskrimineret både som sorte og som kvinder. I dag anvendes intersektionalitetsbegrebet over hele verden både i forskningen, ligestillingspolitikken og den feministiske aktivisme. Fokus er sammenhængen mellem køn, etnicitet, seksuel orientering, race, klasse, funktionalitet m.v., både når det gælder identitetsdannelse og i påvisningen af kumuleret diskrimination på den ene side og kumulerede privilegier på den anden.

Intersektionalitetsperspektivet er i sin sejrsgang over jorden blevet til praktisk politik, idet både offentlige og private virksomheder er begyndt at ændre deres hidtidige politik om ligestilling mellem kvinder og mænd til et mål om diversitet, dvs. en blandet sammensætning af køn, alder og måske etnicitet, men dog sjældent klasse, fx i sammensætningen af team på arbejdspladsen, i bestyrelser, et debatpanel eller en kommission.

Feminismebølger

Feminismen inddeles af mange i første og anden bølge, og nye strømninger har kaldt sig tredje, fjerde eller måske femte feministiske bølge, et begreb, som dog egner sig bedre til at beskrive kvindebevægelsens op- og nedgange, end til den feministiske idéhistorie. Fx indgår i den nutidige danske debat både reformorienteret ligestillingsfeminisme, diversitetsfeminisme, radikal feminisme, socialistisk feminisme og queerfeminisme.

Antifeminisme

Som kritiker af den etablerede samfundsorden har feministiske ideer altid mødt modstand. Efter årtusindskiftet har nye antifeministiske ideer og bevægelser bredt sig globalt, måske som et svar på feminismens fremgange, og de kommer især til udtryk i politisk højreorienterede kredse. Modstand mod LGBT+-rettigheder er ofte sammenkoblet med antifeminisme. Uanset landenes sprog anvendes begreber som anti-gender-ideology eller blot anti-gender for at indikere den udenlandske og akademiske herkomst.

Læs mere i Lex

Litteratur

  • Dorte Marie Søndergaard, red.: Feministiske tænkere. En tekstsamling. Hans Reitzel, 2018.
  • Drude Dahlerup: Rødstrømperne. Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985. Gyldendal, 1998, bd. I-II. Digitaliseret Lindhardt & Ringhoff.
  • Birgitte Possing: Argumenter mod kvinder. Fra demokratiets barndom til i dag. Strandberg, 2018.
  • Roman Kunar & David Paternotte (red.): Anti-Gender Campaigns in Europe. Mobilizing against Equality. Rowman & Littlefield, 2017.
  • Mikkel Thorup: Antifeminisme. Kvindehad i lighedens tidsalder. Antipyrine, 2020.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig