farvefotografi

Inden fotografiet kom til som en billeddannende teknologi i begyndelsen af 1800-tallet, var tegningen og maleriet de fremtrædende kunstformer. Maleriet var altid i farver, mens tegningerne var monochrome – eller sort-hvide. Man var således vant til at se billeder i farver, og de første fotografiske pionerer drømte også om at lave billeder, der gengav motiverne præcist, men det var ikke teknologisk muligt.

De første fotografier – både daguerreotypier og kalotypier – kunne stort set kun gengive blåviolet lys, men man udviklede hurtigt en teknik til at håndkolorere især daguerreotypier. Farven blev påført med en pensel på det færdige billede, og resultatet var meget smukt, men det kan ikke kaldes et farvefotografi som sådan: det var et farvelagt fotografi, og det tydeliggjorde den drøm, fotograferne havde, nemlig at lave billeder i farver.

Videnskaben kom dem til hjælp, og allerede i 1855 opdagede den engelske fysiker James Clerk Maxwell, at alle naturens farver kunne gengives ved blandinger af lys af de tre farver blå, rød og grøn. Der var på det tidspunkt ikke udviklet nogen teknologi, der kunne registrere de tre farver samtidig og skabe et farvebillede, men det var det grundlag, man arbejdede ud fra.

Den første brugbare teknik til fremstilling af farvebilleder kom fra Frankrig, hvor brødrene Lumière (Auguste Lumière og Louis Lumière) i 1907 lancerede autochromepladen. Baggrunden var, at man nu havde udviklet en såkaldt pankromatisk emulsion, der kunne registrere både rødt, grønt og blåt lys, og oven på en sådan emulsion placerede man et lag af mikroskopiske stivelseskorn (faktisk kartoffelmel), der var indfarvet med henholdsvis rød, grøn og blå farve.

Disse stivelseskorn fungerede som små filtre, der alt efter deres indfarvning registrerede de tre farver, og efter en kompliceret fremkaldelsesproces fremkom der et positivt billede på den glasplade, der var brugt som base for optagelsen. Når man så holdt pladen op mod lyset – eller projicerede den op i en laterna magica – fremkom et smukt lidt pastelagtigt farvebillede. Selv om filmen var meget lidt lysfølsom, kunne teknikken dog bruges, men den fik aldrig det helt store gennembrud. Hovedparten af al fotograf var stadig monochromt.

Det er dog værd at bemærke, at Europas på det tidspunkt rigeste mand, franskmanden Albert Kahn (1860-1940), i årene fra 1909 til 1931 sendte fotografer rundt til en stor del af verden og på den måde fik en samling af 72.000 farveoptagelser fra mere end 50 lande. En del af disse billeder kan ses på Musée-Albert-Kahn i Paris.

Allerede i 1912 fandt den tyske kemiker Rudolf Fischer (1881-1957) ud af, at der kunne dannes farvestoffer som et biprodukt ved fremkaldelse af en sort-hvid emulsion. Først i 1935 lykkedes det dog at færdigudvikle processen, så den kunne anvendes til praktisk fotografering. Næsten samtidig kom der to produkter på markedet, nemlig dels den tyske Agfacolor, dels den amerikanske Kodachrome. Selv om processerne var ret forskellige, gav de begge skarpe positive billeder – også kendt som dias eller lysbilleder. De kunne ikke kopieres, men de kunne bruges som forlæg for trykte billeder, og nu begyndte farvebilleder at dukke op i de trykte medier.

Omkring 1940 kom gennembruddet, da Agfa udviklede en negativ-positiv proces, der i meget begrænset omfang nåede at blive brugt under 2. Verdenskrig – og da hovedsageligt til militære formål. Men efter 1945, da Tyskland efter den tabte krig mistede patentrettighederne, tog stort set alle andre filmfabrikanter (Kodak, Gevaert, Ferrania, Ilford m.fl.) teknikken op, og den blev grundlaget for fremstillingen af farvepapirbilleder. Teknikken er stadig i brug i dag (2025).

Teknikken baserer sig fortsat på registrering af et motivs indhold af rødt, grønt og blåt lys. På filmen er der – lidt forenklet – tre emulsionslag, der registrerer intensiteten af de tre farver ved at danne tilsvarende værdier af komplementærfarverne cyan, magenta og gul. Når den fremkaldte film kopieres på et farvefølsomt fotopapir, sker processen igen – bare omvendt, og så dukker motivet op med de korrekte farver.

Alternativt gennemfører man en såkaldt omvendeproces, og så bliver filmen til et lysbillede (også kaldet et diapositiv eller bare dias).

Den amerikanske kemiker Edwin H. Land kunne i 1948 tilbyde billeder efter Polaroid-Land processen. Det var monochrome sepiatonede billeder, der 60 sekunder efter eksponeringen var færdigfremkaldt og fikseret og klar til at blive betragtet. I 1950 kom de i ren sort-hvid, men først i 1972 var teknikken udviklet til at lave farvebilleder på samme måde (se polaroidfotografi).

Det fascinerede andre filmfabrikanter, og Kodak lancerede i 1976 et lidt for tilsvarende produkt, og Polaroid sagsøgte dem for krænkelse af patentrettigheder. Kodak tabte sagen og måtte trække produktet tilbage og betale $925 mio. i erstatning. Det japanske Fuji udviklede deres egen proces, som kom på markedet i 1981, og de film kan stadigvæk købes som en del af Instax-serien.

I de første mange år efter Agfas opfindelse var det meget kompliceret og dyrt at få fremstillet farvebilleder, og først i 1970'erne blev det almindeligt for den store mængde af amatører at sætte farvefilm i kameraet – og så gik det stærkt. Der opstod store laboratorier (Kodak, S-Foto, Gabs m.fl.) der specialiserede sig i at lave farvebilleder hurtigt og billigt, og efterhånden forsvandt de sort-hvide billeder fra familiernes fotoalbums.

Det digitale fotografi slog igennem i løbet af 1990'erne, og med fremkomsten af glimrende kameraer i de smartphones, som stort set alle har i lommen hele tiden, bliver der nu taget millionvis af fotografier hver dag, og de er alle i farver.

Teknikken er i princippet den oprindelige, som Agfa udviklede i en analog verden. I stedet for kemi som i en fotografisk film er der nu en chip, der registrerer mængden af henholdsvis rødt, grønt og blåt lys i et givet motiv, og via en analog-digital konverter oversætter der til bits og bytes. Kun ganske få af disse billeder bliver printet ud. I stedet bliver de set på skærme, hvis de overhovedet bliver set igen.

• digital fotografering
• daguerreotypi
• Agfa
• polaroidfotografi