får

De egentlige får er en slægt af hovdyr, som omfatter seks vilde arter samt tamfåret. De er nøjsomme og hårdføre dyr, der overlever fra +50°C til -60°C og i op til 5.700 meters højde.

Faktaboks

Også kendt som: Ovis (slægt)

Fårenes slægtskab

Stamtræ over stammen Caprini, der viser de forskellige slægters placering. Det ses bl.a., at de egentlige får (slægten *Ovis*) er tættere på de egentlige geder (slægten *Capra*) end på mankefårene.

Caprini fylogeni

Af Mogens Trolle.

Licens: CC BY NC SA 3.0

Slægten Ovis kaldes for de "egentlige får". I artiklen her beskrives de vilde arter af egentlige får.

Nye DNA-undersøgelser har vist, at nilgirifår (tidligere nilgiritahr, Nilgiritragus hylocrius) er tæt på de egentlige får. Det er mankefårene derimod ikke; deres nærmeste slægtninge er gemserne og snegeden. Bharal, tidligere kaldt blå får, er tættere på de egentlige geder end på de egentlige får. For at læse mere om, hvordan man i dag forstår det komplekse slægtskab mellem får, geder og lignende arter, se artiklen geder og får.

Fårene placeres i stammen Caprini sammen med bl.a. gederne (se stamtræet). Caprini hører hjemme i de skedehornede hovdyr (familien Bovidae), egentlige drøvtyggere (underordenen Ruminantia) og parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla).

Beskrivelse

Urial han fra Hemis Nationalpark, Ladakh, Indien.

Urial han Hemis Nationalparken Ladakh Indien

Af Mogens Trolle.

Licens: Begrænset anvendelse

Tykhornsfår, en ung han. Læg mærke til det store hvide "spejl" på bagenden, der er typisk for arten. Tykhornsfåret er tilpasningsdygtigt og findes fra det tempererede Canada til ørkenbjerge i det sydlige USA og nordlige Mexico.

Chris Horsch/U.S. Fish and Wildlife Service (CC BY 2.0).

Licens: Materialet er fri af ophavsret

De egentlige får er, som det kendes fra tamfåret, tætbyggede dyr med relativt korte ben. Begge køn har horn (med undtagelse af en af underarterne hos mouflonen). Hos hannerne bliver hornene massive og spiralformede, mens de hos hunnerne er markant kortere, slankere og let bagudbuede. Af alle egentlige drøvtyggere er hannerne af egentlige får dem, der får de største horn ift. kropsstørrelsen. Hos modne hanner udgør hornene 8-12% af kropsvægten. Hannerne af de egentlige får bliver fra 1,4-1,8 gange tungere end hunnerne. I kontrast til de egentlige geder (slægten Capra) har egentlige får ikke gedebukkeskæg. Får har to vægtbærende, klovklædte tæer på hver fod.

Argali (Ovis ammon)

Argalien er den største art i gede-fåre-gruppen og den, der har de længste og tungeste horn. Hanner vejer 97-175 kg, hunner 43-100 kg. Skulderhøjden er 102-135 cm hos hanner og 85-114 cm hos hunner. Hornene måler 75-190 cm hos hannerne og 26-56 cm hos hunnerne. Hornene vejer op til 22 kg hos hannerne. Exceptionelt lange horn kan have to fulde snoninger. Argalien varierer meget i pelsfarven fra brun til helt hvid. I vinterdragten har hannerne en manke på undersiden af halsen med hår, der kan blive op til 14 cm lange; manken er ofte hvid eller lys.

Argalien er vidt udbredt i det centrale Asien fra Kasakhstan i vest til det Tibetanske Højland og Mongoliet i øst. Den forekommer fra 400-5.700 meter over havet.

Tykhornsfår (Ovis canadensis)

Det næststørste egentlige får. Hanner vejer 79 kg i gennemsnit og op til 145 kg, hunner 59 kg i snit og op til 104 kg. Skulderhøjden er 81-112 cm hos hanner og 76-91 cm hos hunner. Hornene bliver op til 126 cm lange hos hannerne og 26 cm i snit hos hunnerne. Mørkebrun til lysebrun med et stort, lyst spejl på bagenden, der går et godt stykke op over halen, samt en tydeligt afgrænset hvid snudespids.

Tykhornsfåret er udbredt i det vestlige Nordamerika fra Canada til det nordlige Mexico og fra 78 meter under havets overflade i Death Valley til over 4.200 meters højde. Det udsættes for temperaturer fra op til 50°C i Death Valley til -40°C om vinteren i den nordlige del af sit udbredelsesområde. Det lever bl.a. i Mojave Desert, hvor der er under 25 mm nedbør om året.

Amerikansk snefår (Ovis dalli)

Hanner vejer 82 kg i gennemsnit og op til 136 kg, hunner 57 kg i snit. Skulderhøjden er 92-109 cm hos hanner og 79-89 cm hos hunner. Hornene måler op til 131 cm hos hannerne. Underarten Ovis dalli dalli (Dall's sheep) er hvid, mens underarten Ovia dalli stonei (Stone's sheep) er grå til gråsort.

Amerikansk snefår er udbredt i Alaska og det nordvestlige Canada. Nær den arktiske cirkel udsættes det for vintertemperaturer ned til -50°C.

Mouflon (Ovis gmelini)

Muflon ved Rørbæk Sø. Foto: 2015.

Johnny Skov Christensen.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Hanner vejer 49-67 kg, hunner 30-45 kg. Den har en skulderhøjde på 83-91 cm. Hannernes horn bliver op til 80 cm lange, hunnernes 10-25 cm. Hos underarten armensk mouflon (Ovis gmelini gmelini) får hunnerne ikke horn. I vinterpelsen har hannerne en sort manke på undersiden af halsen og brystet samt en stor hvid plet bagest på ryggen kaldet "saddelplet".

Størstedelen af mouflonens naturlige udbredelse er i Iran, men den findes også i Irak, Armenien, Aserbajdsjan, Tyrkiet og Cypern.

Sibirisk snefår (Ovis nivicola)

Vægten er 56-105 kg for hanner, 33-68 kg for hunner. Skulderhøjden er 93-107 cm hos hanner, 90-94 cm hos hunner. Hornene bliver 69-93 cm lange hos hanner og 23-27 cm hos hunner. Er oftest brunlig, men hanner kan også være hvidlige. Har en usædvanligt tyk vinterpels.

Sibirisk snefår findes i det østlige Sibirien fra 0-1.800 meter over havet. Det overlever vintertemperaturer ned til -60°C.

Urial (Ovis vignei)

Vægten er 36-85 kg for hanner, 25-42 kg for hunner. Skulderhøjden er op til 97 cm hos hanner og op til 88 cm hos hunner. Hannernes horn bliver op til 73 cm, hunnernes sjældent over 13 cm. I vinterpelsen har hannerne en manke på undersiden af halsen og brystet, der er sort og/eller hvid, samt en "saddelplet" på ryggen.

Urial er udbredt i Kasakhstan, Turkmenistan, Iran, Afghanistan, Pakistan, Usbekistan, Tadsjikistan og Ladakh (Indien) fra 0-4.500 meter over havet.

Tamfår (Ovis aries)

Tamfåret er fremavlet fra mouflonen. Man mener, at domesticeringen af fåret og geden skete i samme periode og samme område: for omkring 10.500 år siden i Mellemøsten i det sydøstlige Anatolien og Zagrosbjergene i det vestlige Iran.

Levesteder

Som geder lever de egentlige får typisk i bjerge og andre kuperede områder og i åbne landskaber frem for skov. De egentlige får er dog ikke i samme grad som geder specialiserede i ekstrem klippeklatring. Det afspejler måden, som egentlige får og egentlige geder fordeler landskabet imellem sig i Eurasien. Mouflon, urial og argali foretrækker terræner, der ikke er helt så stejle, som dem de vilde gedearter holder til i, og de færdes typisk i dele af bjerglandskaberne, som er blødt kuperede og ikke så forrevne. Sibirisk snefår, amerikansk snefår og tykhornsfår, derimod, lever i stejlt bjergterræn og minder på den måde mere om gederne i levestil.

Føde, fouragering og fordøjelsessystem

Flok af muflonfår ved Rørbæk Sø. Foto: 2015.

Johnny Skov Christensen.

Licens: Materialet er fri af ophavsret

Egentlige får er vegetarer og kan udnytte mange forskellige plantetyper og plantedele afhængig af tilgængeligheden. De lever især af græs, men æder også urter, buske, mos, laver og svampe.

Typisk for drøvtyggere har de et fordøjelsessystem med fire mavekamre og mikrobiel fermentering af planteføden, der er yderst effektivt til at nedbryde svært fordøjelig, fiberrig plantekost.

Adfærd

Egentlige får er sociale, floklevende dyr. De findes overordnet i tre slags grupperinger: (1) familiegrupper med voksne hunner og deres unger samt juvenile fra de sidste 1-2 år, (2) ungkarlegrupper kun med hanner og (3) blandede grupper med både hunner og hanner. Hos egentlige får lever de voksne hunner og hanner adskilt en stor del af året og kan oven i købet færdes i helt forskellige områder. I parringstiden slutter hannerne sig imidlertid til hunflokkene. Om vinteren kan nogle arter samle sig i større blandede flokke, fx argalien, der kan ses i vinterflokke på op til 500. Størrelsen af de egentlige fårs flokke varierer meget fra art til art og område til område fra mindre grupper med en håndfuld medlemmer til over 100 individer. Hos sibirisk snefår danner de ældre hanner mindre grupper og lever for sig selv indtil yngletiden, mens de yngre hanner indgår i blandede grupper.

Yngleadfærd og stangekampe

I yngletiden etablerer hannerne rangorden igennem ritualiserede opvisninger og slåskampe. Typisk vil ældre hanner med store horn være de dominerende og dem, der får flest parringer. Dominerende hanners strategi er at mandsopdække én hun i brunst ad gangen og jage andre hanner væk fra hende.

I deres slåskampe kan hanner løbe mod hinanden på alle fire eller rejst på bagbenene for med voldsom kraft at smadre deres tunge horn mod hinanden. Dette kan gentages talrige gange, indtil en af kombattanterne giver op. Hornene og kranierne hos får er konstrueret, så de er stødabsorberende. Bl.a. er fårs bihuler særligt store og fungerer som en slags airbags. Det beskytter fårene imod at få hjernerystelse, når de slås.

Forplantning, unger og livshistorie

Hunner af egentlige får går drægtige i 5-6 måneder. De fleste får én unge ad gangen, men hos mouflon og ind imellem urial ses også tvillinger. Lammene vejer omkring 3-4 kg ved fødslen. De kan stå op allerede inden for en halv times tid og kan følges med moren efter et døgn. De dier typisk i 3-5 måneder. Blandt hovdyr er unger af får og geder kendt for at være specielt legesyge.

Man har registreret levetider for vilde argalier og moufloner på op til 13 år og tykhornsfår på op til 24 år.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Hovdyr

Mogens Trolle

Cand.scient., zoolog, Københavns Universitet