etos

Begrebet etos-appel stammer fra Aristoteles’ Retorik (ca. 330 f.v.t.) og skal forstås i sammenhæng med de to andre appelformer, patos og logos. En taler må fremstille sig selv som troværdig, og det gør han ved at tegne et billede af sig selv som klog, dygtig og sympatisk.

Aristoteles skelner i sin Retorik mellem tre appelformer; taleren kan argumentere ved:

• at bruge gode argumenter (logos)
• at vække tilhørernes følelser (patos)
• at fremstille sig selv, så publikum opfatter ham som troværdig (etos).

Aristoteles skelner i sin Retorik mellem tre genrer:

• Den rådgivende/politiske tale
• Den juridiske tale
• Den epideiktiske genre (lejlighedstalen)

Taleren kan bruge etos-appel i alle tre genrer, men den er uomgængelig i den deliberative/politiske tale.

Retorik drejer sig om at nå frem til beslutninger, hvor der ikke er én sand løsning, men flere mulige. Derfor må taleren vække tillid, så tilhørerne bliver positivt stemt over for hans/hendes forslag.

Aristoteles anser etos-appellen for den vigtigste appelform, og han understreger, at en talers etos udelukkende er afledt af hans tale – ikke en effekt af hans forudgående ry eller autoritet.

At det i praksis kan være anderledes, også i det demokratiske Athen i 5. og 4. århundrede f.v.t., er indlysende, men Aristoteles’ pointe er formodentlig, at i et demokratisk samfund kan en taler skabe tillid og troværdighed alene med sine ord – og at han bør gøre det.

Høj status på andre områder skaber ikke en god politiker, for en sådan skal kunne argumentere for sine forslag, blandt andet ved at fremstille sig selv som en troværdig forslagsstiller.

For Aristoteles er det givet, at taleren ikke misbruger sine taleevner. Begrundelsen fremgår ikke helt klart af hans Retorik, men tanken synes at være, at taleren er bundet af de kulturelle normer, som han appellerer til.

Begrebet sandsynlighed forudsætter en ide om sandhed, men det sidste ligger inden for filosofiens og videnskabens domæner.

Nok kan taleren argumentere ud fra ’videnskabelige’ argumenter, og det kan få hende til at virke klog og dygtig (phronesis og arete), men man skal i et demokrati altid afveje argumenterne for og imod politiske forslag.

Hvis en taler fremstiller sig selv lige lovlig positivt, må hun regne med, at de politiske eller juridiske modstander vil pille hendes selvfremstilling ned.

For Aristoteles er etos-appellen et egentligt retorisk bevismiddel, mens talerens ry forud for talen ikke er det.

Mange af Aristoteles’ samtidige og lidt ældre retorikteoretikere var ikke enige, fx mente Isokrates, at talerens livsførelse betød mere end hans ord, og derfor var hans uddannelse og almenviden meget vigtig.

Romerske talere som Cicero talte ind i en kultur, hvor tradition og slægt betød langt mere end i Athen. En talers etos var derfor afhængig af hans slægts ælde og gode ry – der omvendt blev anset for at give en god karakter.

Som ”en ny mand”, der ikke kom fra en af Roms ældgamle patricierfamilier, måtte Cicero gennem flere årtiers talevirksomhed opbygge sin etos som dygtig advokat og patriotisk politiker.

Kirkefaderen Augustin nyfortolkede den ciceronianske retorik, så de kristne kunne bruge den for at udbrede deres budskaber.

Den kristne taler og prædikant henter først og fremmest sin autoritet og troværdighed fra Bibelen og ved i praksis at efterleve Bibelens bud (practise what you preach!).

Arven fra de antikke retorikere blev udviklet af senere forfattere, både i en mere teknisk-retorisk tradition (retoriske lærebøger om effektiv og dannet retorik) og en mere filosofisk/teoretisk.

Etos-begrebet indebærer en forestilling om individ versus samfund, og om hvad der udgør en person eller et menneske. Den traditionelle retoriks menneskeopfattelse blev i stadig stigende grad udfordret af nye tanker om sandhed, subjekt og identitet.

Hvor politiske tænkere som Niccoló Machiavelli fejrede retorikkens muligheder for strategisk at udforme indhold og performe en karakter, stiller senere filosoffer krav om en personlighedskerne og en autenticitet, der var fjern fra den gamle retoriks opfattelse af personligheden som plastisk og kamæleonagtig.

Den amerikanske kritiker Kenneth Burke vendte i 1930’erne tilbage til retorikken i en utilfredshed med samtidens litterære kritik, der ofte affejede litterære teksters sociale kontekst som uvæsentligt for forståelsen af dem.

I moderne retorik har etos igen fået en central plads, da talerens troværdighed er på spil i demokratiske samfund. De globale kommunikationsteknologier udfordrer også talerens selvfremstilling som troværdig og tillidsvækkende.

• logos
• patos
• retorik
• det retoriske pentagram
• Aristoteles
• Cicero
• Quintilian
• Augustin
• Kenneth Burke