erindring

Ordet erindre er hentet i tysk. Dets kerne finder vi i oldhøjtysk innaro, som betyder 'den indre', hvortil hørte innarōn 'at få noget til at trænge ind i nogen, blive bekendt med noget'. Middelhøjtysk innern, (er)innern hvilket vil sige 'at bevirke, at nogen har noget inde (i sig), gøre nogen bekendt med noget'. Goethe har fint benyttet Erinnern som substantiv i et af sine ordsprogsvers, som betyder 'Yndig tænken og sød erindren, det er livet dybest inde': "Zierlich Denken und süss Erinnern/Ist das Leben im tiefsten Innern". Over erinnern og afledningen Erinnerung har dansk dannet erindre. I 1600-t. brugtes de to ord bl.a. som litterære varianter til huske (ihukomme) og hukommelse (ihukommelse). Holberg foretrækker erindre. Han bruger aldrig ordet huske og kun sjældent ihukomme. Han anvender nuanceret erindring og ihukommelse. De nye ord lå helt fast hos Johannes Ewald og Jens Baggesen. Erindring har nu fået en karakter af inderlighed, der viser frem til den filosofiske distinktion mellem hukommelse og erindring, som blev så betydningsfuld hos Kierkegaard. I sit magtfulde digt til "Haab og Erindring" (1772) søgte Ewald forgæves at fastholde det altid flygtende nu. Men håbet og erindringen er himmelgivne kræfter. I håbet om en evig salighed er denne allerede til stede. Erindringen er stor og skøn, med en glans af Gud over sig. Historiens minder om helte er en kilde til glæde ligesom erindringen om fortids lykke og smerte. Intet vil jeg i mindets gyldne øjeblik forglemme.

Dobbeltmotivet af lyst og smerte forstærkedes tragisk, da Schack Staffeldt skrev "Erindring og Haab" (1820). Han bortviser strengt det falske håb, som kun har givet ham et "Digtertidsfordriv", "et hyklet Liv", og holder på erindringen som håbets søster, så han kan lade livet rinde tilbage: "Thi ingen Jordens Fremtid skjænker mig,/Hvad, tabende, jeg anbetro'de dig".

Sin patetiske vægt har erindring erobret fra det gamle, men ingenlunde forældede minde. Ordet er fuldt af sødme; selv poesi kalder det på poesi. Bevinget er Grundtvigs vers: "Mindet vel lader som ingen Ting/Er dog et lønligt Kildespring".

For mange fortællere virker erindring og skabende fantasi sammen. Slå ned ved et punkt i fortiden, og ved kædereaktion fremtræder erfarede eller nyskabte situationer. På de fleste mennesker virker den form for erindringsillusion, der kaldes déjà-vu, stærkt: Dette har jeg set og oplevet før. For nogle som en tilbageførelse til et tidligere liv.

Som et lys fra fortiden kan den dyrebare erindring dukke op. Således i Ludvig Bødtchers digt "En Aften i Hjemmet" (1871). Den aldrende digter har forberedt en aften for minderne, et møde i tankerne med en fjerntboende ven. Der er vin og to glas på bordet. Værten lader sin kære guitar lyde, så tonerne må komme for vennens øre, og de kan dele "Ungdomsminder søde". Men det er virkningsløst, og snart er digteren alene, stormen suser, Dødens skrig høres deri, der er øde i og om ham. Da vækkes til gengæld erotikkens glød: "Hvem gav dit unge Hjerte/Sit allerbedste Guld?". Han finder en venindes breve frem, vil læse dem en sidste gang og så brænde, hvad ingen anden skal se. Men hvert blad blev læst og "Intet brændt", men blev til en drøm om roser og "om Dig!".

Sindet kan samle sig om fortrolige fænomener, og personer fra dengang nærmer sig som usikre, vaklende skikkelser, efter Goethes prolog til Faust (1808): "Ihr naht euch wieder, schwankende Gestalten", der mesterligt er gentaget af J.L. Heiberg i hans digt til "Adelaïde, Grevinde af Bombelles, født Brun" (1857): "De samle sig, lig underfulde Drømme, /De rige Minder fra en svunden Vaar". Hun er død, og netop meldingen herom giver erindringen om den 18-årige forstærket liv fra dengang omkring 1810, da hun fortryllede statsmænd og digtere, gamle som unge.

St.St. Blicher har døbt et erindringskompleks: "Ak, hvor forandret". I novellen genses en åndslivlig og glad teologisk studerende som åndeligt forsumpet i en halvt forarmet landsbypræsts trivielle dagligdag. Dette tema — forfaldet som konstateres, nu af den erindrende selv — fik sit mest håndfaste udtryk i verdenslitteraturen med François Villons poetiske Testamente, hvor han med burlesk realisme skildrer sin skæbne som tyvedømt galgenfugl og overhovedet altings forgængelighed. Store Testamente, digtet omkring 1462, indeholder bl.a. balladen: "Den skønne Hjelmslagerskes Klagesang". I ti strofer, mesterligt gendigtet af Kai Friis Møller, synger den fordums lækre og lebendige kvinde, hvis gunst verdslige og gejstlige mænd ville betale med alt, hvad de havde. Mange havde hun, dumt nok, givet afslag, fordi hun elskede en ung fløs: der bare tog mine penge, ydmygede mig, og så forlangte elskov, som jeg så gav ham. Men hvor er nu alt det, som satte mændene i flamme? Nu er al skønhed borte; mager, puklet, slatten er den krop, der før kaldte på og nød elskovskampen.

Det er efter tidens kvindeideal, at hun begræder tabet af de runde, fyldige former: "Mit store kryds, min blusel, sat/mellem stærke lår og svære,/midt i et yndigt kruset krat". Den franske billedhugger Auguste Rodin har i en bronzestatue (1890) med pinefuld akkuratesse fremstillet kvindens opfattelse af sin hærgede krop og trøstesløse sindstilstand.

I J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876) har titelpersonen lidt skibbrud i sit ægteskab og i et frit kærlighedsforhold: "Hun vilde glemme. Men Glemsel er som Lyngen, der gror kun af sig selv, og Alverdens Fredning og Omhu og Røgt lægger ikke en Tomme til dens Vækst" (kap. 15). Baggesen bad i digtet: "Der var en Tid, da jeg var meget lille" (1785) til Gud, at han aldrig måtte tabe erindringen om sin barndom. Erindringen kan dø, vidste han.

Når Klaus Rifbjerg benævner en novellesamling Og andre historier (1964), kan det betyde, at læseren kan sætte hvilken som helst af de 22 novelletitler foran. Omslagets tegning forestiller et lille barns tegning af "mand" eller "mig", og historierne har emner fra barndom, ungdom og begyndende manddom. Mange med umiskendeligt erindringsstof. "Frække Jensen" gør sig bemærket som "en minderune": "Jeg sidder roligt i aftenskumringen... Jeg er aggressionsløs, jeg finder behag i at lade fortiden — også den fjerne — komme til mig med sine skvæt af glemte følelser, en mindelse om varmebølger, jeg havde glemt eksisterer."

Den frække Jensen havde en kælderforretning for reparation af radioer; i værkstedet bag butikken kunne drenge få lov at se pornografiske fotografier. Under et besøg i værkstedet bliver fortælleren et sekund vidne til en ulækker scene mellem Jensen og en lille pige. Drengen fyldes med rystende skræk: "Jeg måtte udrydde billedet", og han kundgør sit oprørende syn. Jensen slæbes bort af to hjelmklædte betjente. Den halvvoksne dreng udryddede eller fortrængte oplevelsen; men det registrerende jeg i aftenskumringen får den tilbage som sentimental erindringsfantasi og forloren selvretfærdiggørelse. Det er pinefulde erfaringer, både af overgreb fra andre og egne onde gerninger, som fortrænges. Traumer opstår, som forsvar for umiddelbare oplevelser og som skjul for dårlig samvittighed. Siden afdækningen af underbevidstheden, ved Freud og Jung og deres talrige efterfølgere, har dybdepsykologer satset på, under tolkning af drømme og tvangstanker, at løfte deres klienters fortrængte erindringer op i lyset, og digterne har ladet sig inspirere heraf, selvom litteraturen for længst indeholdt sådanne erfaringer, hvad psykoanalysen også erkendte og trak på.

Dagbogen er dagens erindring. Den har, når den er bedst, varme fra dagens dont, glimt af møder med mennesker, glæden ved den tid, der her gik godt, eller et suk over en tabt dag.

Dagbogen er det mest individuelle og private af alle skriftstykker. Der er altid to om et brev, afsenderen og modtageren. Dagbogen erindrer den forløbne dag, som kalenderdagbogen erindrer om det, der skal huskes. Dagbøger spejler eller forespejler dagene. Skønt enhver dagbog er et unikum, som ved indhold og stil melder om et enkelt menneske, lader det sig gøre at udpege visse grupper af dagbøger. Som rejsedagbogen, her repræsenteret af den lærde itinerarium i vort 1600-t. Den europæiske dannelsesrejse var nærmest en selvfølge før højere embedsvirksomhed i hjemlandet. Anatomen Holger Jacobæus' Rejsedagbog 1671-1692 (1910) er stateligt udgivet af Vilhelm Maar, også med den rejsendes små tegninger, f.eks. af gadehandlerne, hvor de råber med koste, skildpadder, pærer, kul, sne til at sætte vinen i osv. Vi kan følge Jacobæus, når han 12. marts rejser fra Lucca til Livorno, hvor han kom til at bo hos sin berømte landsmand "Stenone", Niels Stensen, der viste ham byen. Stensen var 1667 konverteret til katolicismen, og han synes at have fristet Jacobæus til at følge ham. I Livorno beså man "fangehuset, hvor slaverne er inde udi stor mangfoldighed, går bundne med lænker. Ved stranden lå adskillige skibe, hollandske, engelske, franske, spanske, etc. Ligeledes store og små galejer. En af de store bør at stå imod 24 tyrkiske, ellers bliver kaptajnen hængt".

Der knytter sig international interesse til polyhistoren Ole Borchs latinske rejsedagbog, Itinerarium 1660-65 (1983). Under rejsen til videnskabelige centre i Holland, England, Frankrig, Italien og Tyskland traf Borch førstemænd inden for filologi, botanik, kemi, alkymi og medicin. Dagbogen emmer af fryd ved de detaljeret beskrevne eksperimenter udført alene eller i fællesskab med samstemte lærde.

Den ordrigeste dagbog er også fransksproget. Den schweiziske filosofiprofessor Henri-Frédéric Amiel førte en dagbog 1831-81, der trykt som Journal intime (1-12, 1976-94) fylder ca. 12.000 sider. Som filosof i Hegels ånd praktiserede han, hvad vor egen hegelianer J.L. Heiberg rådede til: "Vend mod dit Indre dit Blik! / Hvad i din Verden forgik, / vil i din Tanke du finde" (1841). Introvert af natur, kritisk over for byen Genève, sit pligtarbejde og mennesker omkring sig lagde han sin energi i at iagttage og beskrive sine indre tilstande. Han udsatte f.eks. beslutninger, til de blev overflødige. I dagbogen opstiller han med mellemrum argumenter for og imod ægteskabet, men giftede sig aldrig. Som den mest konsekvente diarist, dagbogsskriver, har Amiel præcise vurderinger af dagbogens betydning for ham: "Kun til den kan jeg fortælle alt, hvad der plager eller tynger mig. Denne fortrolige befrir mig for mange andre. Faren er, at den opløser i ord såvel mine beslutninger som mine sorger. Den har en tendens til at fritage mig for at leve, til at erstatte liv... Dagbogen er min trøst, min hjertestyrker, min befrier, men måske også mit bedøvelsesmiddel. Den nedbryder samfundsinstinktet, den er, ville Michelet sige, ensomhedsnydelse og derfor skadelig, usund" (21. dec. 1860). Da dele af dagbogen, udgivet som Fragments d'un journal intime (1884), var udkommet efter Amiels død, blev den en inspiration for det udgående århundredes melankolske dyrkelse af sjælen. Det bevingede ord: "Et landskab er en sjælstilstand" stammer fra et notat 31. oktober 1852.

Den mest tanketunge dagbog på dansk er et digterværk, som danner sidste afdeling af Kierkegaards Stadier paa Livets Vei (1845): I "Skyldig?"—"Ikke-Skyldig?" spørger en mand sig under vånde, om han er skyldig over for den trolovede, han har brudt med. Dagbogen er en morgen- og aftendagbog. Om morgenen fremstilles, hvad der skete "idag for et Aar siden", det er "Erindringens Gjerning i Morgentimerne" (27. marts), fortællingen om forlovelsens indgåelse og pinefulde afvikling. Ved midnat noteres dagens begivenheder, det er "Redningsforsøget i Midnatstimen" (smst.), det håbløse håb om en genoptagelse af forholdet, som måtte brydes pga. hans uovervindelige tungsind. Stadier paa Livets Vei slutter således: "Her ender Dagbogen for denne Gang. Den handler om Intet, dog ikke i den Forstand, som Ludvig den Sextendes, hvis vexlende Indhold skal have været, den ene Dag: paa Jagt, den anden: rien, den tredie paa Jagt. Den indeholder Intet, men bliver det de letteste Breve, som Cicero siger, der handler om Intet, saa er stundom det det tungeste Liv, der handler om Intet".

For bogen er bygget op som en lukket ring, dagbogen spænder fra 3. januar til 7. juli. Dernæst indtræder dvalens halvår, tomgang, så tager vor ven fat igen, sat i gang af datoerne. Psykologisk en kredsning, der ikke blot angår en brudt forlovelse, men får et evighedsperspektiv, når den skyldbetyngede må overveje, om "En Lidelseshistorie", som denne dagbog kaldes i sin undertitel, er bestemt af Gud for at føre ham til den tilstand af anger, som fører til frelse.

H.C. Andersens Dagbøger 1825-75, 1-12 (1971-77) går fra de intimeste erotiske stemninger til objektiv beskrivelse af lokaliteter (til tider ledsaget af tegninger) til brug i romaner og rejsebøger samt temaer til og arbejde med bl.a. nye eventyr. En dags indførsel står i reglen som en afsluttet, selvstændig tekst. Men både i enkeltheder og holdninger får den hyppigt fællesskab med Andersens samtidige breve og hans senere redigerede selvbiografier.

Kierkegaards optegnelser, som benævnes Papirer (1909-48, 2. udg., 1968-78), indeholder foruden noteringer om dagens begivenheder hastigt nedskrevne sætninger, som gjaldt det at gribe tankens kostbare udtryk i flugten, citater af teologiske lærebøger og anden litteratur, samt udkast og kladder, korte eller lange partier af egne skrifter under udarbejdelse. Det er arbejdspapirer, der også rummer korte stykker som milepæle i Kierkegaards åndelige udvikling. Blandt disse et fra foråret 1836, der viser den unge mand som bytte for en livslede, der prægede Europas store begavelser i 1830'erne. Under 1838 finder vi modsætningsvis et stykke om "en ubeskrivelig Glæde", på mystikernes vis mærket med dag og time: "d. 19 Mai, Formidd. Kl. 1012" (bd. 2).

Højest når en dagbog, hvor den så at sige ophæver sig selv: Oplevelse og nedskrivning er så tæt på hinanden, sjælens grebethed så stærk, at bevægelsen skyller det bevarende formål til side, og ordene tilhører helt øjeblikket.

Gennem sin forening af før- og nu-oplevelsen glider dagbogen genremæssigt over i enmandserindringerne, memoirerne.

I fortalen til sine Poetiske Skrifter, som han samlede i 1833, skelner J.L. Heiberg mellem digterens ydre fremtræden, dvs. hans portræt, "hans Livs upoetiske Deel, den hvori han ikke var Digter", og de værker, hvori han har skænket folket sig selv og sit liv: "Thi hans sande Liv maa være indeholdt i hans poetiske Virksomhed". Derfor, når en digter "kalder sine ved Tid og Rum vidt adspredte Skrifter sammen for at stille dem under et fælles Tag, da lever han sit forbigange Liv om igjen i Erindringen; da skriver han sin sande Biographie, paa det at han og Andre maae komme til Kundskab om, hvad og hvorledes han er. Jeg vil derfor kalde dette Foretagende en nødvendig Act i den digteriske Selvbevidstheds Proces".

Med dette bemærkelsesværdige skriftstykke har den kloge kritiker givet en målestok for alle samlede eller udvalgte værker besørget af forfatteren selv: Hvordan og for hvad vil skribenten erindres?

Med titlen på Johanne Luise Heibergs navnkundige selvbiografi, Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1891-1892), blev fællesnævneren fundet for alle arter af selvbiografier. Den uhyre spredning heri kan belyses kronologisk ved prøver fra fremmed og dansk litteratur.

Med enestående åndelig kraft formede Augustin sine Confessiones som bekendelser for Gud og som takoffer til Gud: livets stadier i kødet fra den spædeste alder og åndens gennembrud til omvendelse og frelse i kristelig askese.

Den kristendom, der besjælede Jammers Minde (udg. 1869), som kongedatteren Leonora Christina Ulfeldt begyndte under sit knap 22-årige fangenskab og efter løsladelsen afsluttede i Maribo Kloster, forudsætter tillid til den Gud, der har ladet hende, i egne øjne uskyldig, lide så hårdt. Hun kan derfor gøre regnskabet op med dem, der handlede ilde mod hende. Leonora Christinas krasse situationskunst er beslægtet med samtidens nederlandske malere. Forhistorien, barndom og ungdom, ægteskabs- og rejseår, havde hun allerede fortalt i et livfuldt fransk, på begæring af en tyskfødt historiker.

Holberg havde sikkert gerne kendt disse to selvbiografier, da han gav et rids af Leonora Christinas "heltindehistorie" (1739). For sin egen biografi sørgede han tidligt med sine mangfoldigt motiverede erindringer, Epistolæ ad virum perillustrem (1-3, 1728-43), breve rettede "til en fornem herre", som om brevskriveren kunne behøve en højtsiddende protektor. I virkeligheden er det utvivlsomt en litterær fiktion, der giver forfatteren mulighed for fri, fortrolig udtryksform; helt åbenlyst på latin for at meddele udlandet, at Danmark-Norge havde fået en moderne litteratur, og at han, Holberg, havde frembragt den. Endelig en dristig trang til som en anden picaro eller lykkeridder at fortælle sin ungdoms roman, til fods i Europa, uden at skjule, at han, da rejsepengene var små, forsøgte at løbe fra en gæstgiverregning, men blev grebet og måtte betale til sidste hvid.

Holberg var åbenhjertig — og noget af en mystifaks. Jean-Jacques Rousseau tænkte med sine Bekendelser, Confessions, at krænge sin sjæl og tilstå sine fejl og hemmelige tilbøjeligheder; men samtidig var han overbevist om sin karakters adel: I en fordærvet tid forbliver han ren af hjerte, fuld af kærlighed til andre, til dyden og til Gud. Rousseaus Bekendelser, der først blev trykt 1782-1789, begejstrede Goethe (1749-1832). Men mens Rousseau ligesom H.C. Andersen nøje noterer, hvilket indtryk han gør på de mennesker, han træffer, så beskriver Goethe udførligt de personer, kvinder og mænd, der tiltrækker ham. Aus meinem Leben, Dichtung und Wahrheit (1811-1831, da. Digtning og Virkelighed, 1924-1928) blev ved sin titel og sin dramatiske opbygning, der gælder hver af værkets fire dele, et mønster for senere digteres autobiografier.

H.C. Andersen (1805-1875) skulle støbe sin efter sin hovedgenres og sin livsanskuelses grundbegreb. Mit Livs Eventyr (1855) begynder: "Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt!". Helgenbiografen Johannes Jørgensen præsenterede i samme ånd Mit Livs Legende (1-7, 1916-28). I sin fortale henviser han til Goethes Digtning og Virkelighed og tolker omvendelsen til katolicismen efter sin overbevisning om, at: "hvorhen et Menneske inderst inde vil, did kommer han ogsaa". Med evangeliets ord: "Salige ere de, som hungre efter Retfærdighed, thi de skulle mættes". (Matth.5, 6).

Som Montaigne om sine Essais (1580-1588) erklærede, at: "jeg er selv emnet for min bog", og dermed mente, at hans erindringer og iagttagelser var til nytte for mange, således gav Rousseau, patetisk, tilsvarende motivering for sine Confessions, og Strindberg satte sin selvbiografi, Tjenstequinnans son (1-4, 1886-1909), som et naturalistisk bidrag til videnskaben om mennesket. Kunstnerisk sløres personernes historiske navne, hovedpersonen med forfatterens andet fornavn, Johan; men som værkets grundmotiv tolkes Johans skæbne bestemt som søn af en kvinde fra underklassen. Strindberg ser sig ved slaveblodet splittet, derfor altid forstødt, hjemløs, som Ismael fra 1. Mosebog, Abrahams søn med Hagar, Saras slavinde.

"Minder er legetøj", siger Vagn Lundbye i Julidøde (1995). Det er de erindringer, vi pusler om, og som Lundbye stiller sammen med menneskeslægtens erindringer og magiske forestillinger, der genopleves, når bedstemor fortæller sit barnebarn eventyret om det trylleord, Fiddiwaw, waw, waw, der sætter ildstedet i lue. Og videre med "det ældste ritual på Jorden", svedbadet, som det praktiseres i svedhytten hos omahaerne i Nordamerika og irokeserne i Canada.

Lundbye åbner her bagud til den verden af magi, som fødtes med mennesket, de arketypiske forestillinger, symboler, ritualer, som lever videre i myter, sagn og eventyr. Som betegnelse for den kreds af videnskaber, der kortlægger disse fænomener, dannedes på engelsk ordet folklore, lykkeligt gengivet som folkeminder (eller folkemindeforskning), der naturligt står i samarbejde med etnologi, antropologi, religionshistorie og hele det forgrenede net af historievidenskaber; blot skal nævnes slægtshistorien, nationalhistorien og verdenshistorien. Ordet saga betyder oprindelig 'det sagte', 'udsagn', 'beretning'. Slægtssagaerne er blomsten af den middelalderlige islandske fortællekunst sammen med Snorri Sturlusons Heimskringla eller norske kongesagaer. Forbindelsen mellem Danmarkshistorien og universalhistorien strejfedes af en lille dansk dreng, der blev spurgt: "Hvem var det første menneske?" Han svarede: "Gorm den Gamle". "Jamen, hvad med Adam og Eva?" Så lød svaret: "Det er jo naturhistorie".

Slægtserindringer kan, især i adelsdyrkende kulturer, være tungt knyttet til familiens stolthed og ære. Etniske eller nationale traditioner kan glæde en stamme eller et folk, men kan i modgang kaste medlemmerne i uafrystelig sorg. Fælles fortid gløder af minder. Derfor hedder det i Valdemar Rørdams ægteste nationaldigt (1917): "Danmark, i tusend Aar/længer end Saga naar/vor Stammes Arv/hærget og frugtbargjort/Hjemstavn og Verdens-Port/Lær os at raade stort/saa rig en Arv".

Tilbageblik praktiseres i al slags fortælling og dramatik. Fortiden bliver erindring, når en person fortæller om gamle dage. Eller når som i Ibsens moderne skuespil handlingen fører til afsløring af fortidens synder. Gengangere (1881) er komponeret således, at de tidligste forhold inden for familien Alving først røbes til sidst. Soya har i 30 Aars Henstand (1944) med behændighed fremstillet handlingen i ryk fra slutningen hen mod begyndelsen. Skuespillet er moralsk. Det skal vise, at skyld straffes her i livet. Moraliseringen skærpes, idet straffen eksekveres i første akt, mens vi baglæns, i tre akter, føres tilbage til den skyld, hovedpersonen har pådraget sig.

Filmens teknik skaber gunstige betingelser for at gøre erindrede optrin levende. Filmkunstens muligheder med erindringens tidsplaner blev fremragende udnyttet i tv-filmen Rendezvous (1995), en erindringsfilm, hvor Ole Roos fremstillede sit møde med den store schweizisk-franske skuespiller Michel Simon. Først udspænder Roos filmens yderplaner. Han mindes sin oplevelse som ungt menneske af filmen om flodprammen L'Atalante (1934), som vi får glimt af, og han besøger atter det hus i Noisy le Grand i omegnen af Paris, hvor mødet med Michel Simon havde fundet sted i april 1963. Dernæst selve Rendezvous: Den aldersprægede skuespiller, som fortæller os om sit liv og sine filmroller, der markeres i hans stemme og demonstreres ved filmklip. Herunder, som en triumf for teknikken, den grånende kunstner, vi ser passere så at sige i baggrunden af filmstrimlen, mens der i forgrunden ruller scener af L'Atalante. Ole Roos' Rendezvous er gennemtrængt af erindringens patos både hos filmskaberen og hos hans beundrede forvandlingsskuespiller, der vil se sin karriere opløst i roller, men under de syv dages optagelser ikke kan skjule, at han elsker dyrene — hunden, aben, beostæren — højere end menneskene.

Ifølge den græske mytologi var de ni muser Zeus' døtre med Mnemosyne 'Erindringen'. Ud fra det foregående lader dette slægtsforhold sig umiddelbart forstå for de muser, som kræver en formel ordkunst: Kalliope, den episke digtning; Melpomene og Thaleia, tragedien og komedien; Kleio, historieskrivningen. Ordet lyrik kommer af græsk lyra; ord og musik forbandtes hos Erato, musen for sang til lyre; Terpsichore, lyrespil og dans. Euterpe står for fløjtemusik; Polyhymnia for dans og pantomime; Urania, astronomien, dirigerede vel sfærernes musik!

De bildende kunster, maleri og skulptur, havde ingen muser. De regnedes for håndværk. Kunsthistorikeren Julius Lange mente, at den moderne malerkunst overvejende var indtrykskunst, impressionistisk i videre betydning, og derfor i hovedsagen måtte bygge på arbejdet "i Marken" både derude og inde foran modellen i kunstnerens atelier. Et selvfølgeligt grundlag var viden om menneskets anatomi og kunstartens teknik. Men i modsætning til impressionismen og studiekunsten findes, "hvad man kunde kalde Erindringens Kunst". Når sindet, i stilhed og i mørke, "faar Ro til at gøre sit Udvalg af, hvad Erindringen gemmer, da dukker der Billeder frem for dit indre Øje, halvt klare, halvt dunkle. Billeder fra dit ubevidste Sjælelivs fødende Nat, den mørke, grødefulde Bund". Hvad der her kaldes erindring, tilføjer Lange, falder ind under fantasien: "Fantasiens egentlige Materiale er jo intet andet end Erindringen, og det er Hjertets Ønske og Trang, som gør sit eget Udvalg af dette Materiale, tager det frem og former det om" (1889, trykt i Bastien-Lepage og andre afhandlinger).

Erindring er altid tilbagevenden, uden mekanisk gentagelse.