Dagbogen er dagens erindring. Den har, når den er bedst, varme fra dagens dont, glimt af møder med mennesker, glæden ved den tid, der her gik godt, eller et suk over en tabt dag.
Dagbogen er det mest individuelle og private af alle skriftstykker. Der er altid to om et brev, afsenderen og modtageren. Dagbogen erindrer den forløbne dag, som kalenderdagbogen erindrer om det, der skal huskes. Dagbøger spejler eller forespejler dagene. Skønt enhver dagbog er et unikum, som ved indhold og stil melder om et enkelt menneske, lader det sig gøre at udpege visse grupper af dagbøger. Som rejsedagbogen, her repræsenteret af den lærde itinerarium i vort 1600-t. Den europæiske dannelsesrejse var nærmest en selvfølge før højere embedsvirksomhed i hjemlandet. Anatomen Holger Jacobæus' Rejsedagbog 1671-1692 (1910) er stateligt udgivet af Vilhelm Maar, også med den rejsendes små tegninger, f.eks. af gadehandlerne, hvor de råber med koste, skildpadder, pærer, kul, sne til at sætte vinen i osv. Vi kan følge Jacobæus, når han 12. marts rejser fra Lucca til Livorno, hvor han kom til at bo hos sin berømte landsmand "Stenone", Niels Stensen, der viste ham byen. Stensen var 1667 konverteret til katolicismen, og han synes at have fristet Jacobæus til at følge ham. I Livorno beså man "fangehuset, hvor slaverne er inde udi stor mangfoldighed, går bundne med lænker. Ved stranden lå adskillige skibe, hollandske, engelske, franske, spanske, etc. Ligeledes store og små galejer. En af de store bør at stå imod 24 tyrkiske, ellers bliver kaptajnen hængt".
Der knytter sig international interesse til polyhistoren Ole Borchs latinske rejsedagbog, Itinerarium 1660-65 (1983). Under rejsen til videnskabelige centre i Holland, England, Frankrig, Italien og Tyskland traf Borch førstemænd inden for filologi, botanik, kemi, alkymi og medicin. Dagbogen emmer af fryd ved de detaljeret beskrevne eksperimenter udført alene eller i fællesskab med samstemte lærde.
Den ordrigeste dagbog er også fransksproget. Den schweiziske filosofiprofessor Henri-Frédéric Amiel førte en dagbog 1831-81, der trykt som Journal intime (1-12, 1976-94) fylder ca. 12.000 sider. Som filosof i Hegels ånd praktiserede han, hvad vor egen hegelianer J.L. Heiberg rådede til: "Vend mod dit Indre dit Blik! / Hvad i din Verden forgik, / vil i din Tanke du finde" (1841). Introvert af natur, kritisk over for byen Genève, sit pligtarbejde og mennesker omkring sig lagde han sin energi i at iagttage og beskrive sine indre tilstande. Han udsatte f.eks. beslutninger, til de blev overflødige. I dagbogen opstiller han med mellemrum argumenter for og imod ægteskabet, men giftede sig aldrig. Som den mest konsekvente diarist, dagbogsskriver, har Amiel præcise vurderinger af dagbogens betydning for ham: "Kun til den kan jeg fortælle alt, hvad der plager eller tynger mig. Denne fortrolige befrir mig for mange andre. Faren er, at den opløser i ord såvel mine beslutninger som mine sorger. Den har en tendens til at fritage mig for at leve, til at erstatte liv... Dagbogen er min trøst, min hjertestyrker, min befrier, men måske også mit bedøvelsesmiddel. Den nedbryder samfundsinstinktet, den er, ville Michelet sige, ensomhedsnydelse og derfor skadelig, usund" (21. dec. 1860). Da dele af dagbogen, udgivet som Fragments d'un journal intime (1884), var udkommet efter Amiels død, blev den en inspiration for det udgående århundredes melankolske dyrkelse af sjælen. Det bevingede ord: "Et landskab er en sjælstilstand" stammer fra et notat 31. oktober 1852.
Den mest tanketunge dagbog på dansk er et digterværk, som danner sidste afdeling af Kierkegaards Stadier paa Livets Vei (1845): I "Skyldig?"—"Ikke-Skyldig?" spørger en mand sig under vånde, om han er skyldig over for den trolovede, han har brudt med. Dagbogen er en morgen- og aftendagbog. Om morgenen fremstilles, hvad der skete "idag for et Aar siden", det er "Erindringens Gjerning i Morgentimerne" (27. marts), fortællingen om forlovelsens indgåelse og pinefulde afvikling. Ved midnat noteres dagens begivenheder, det er "Redningsforsøget i Midnatstimen" (smst.), det håbløse håb om en genoptagelse af forholdet, som måtte brydes pga. hans uovervindelige tungsind. Stadier paa Livets Vei slutter således: "Her ender Dagbogen for denne Gang. Den handler om Intet, dog ikke i den Forstand, som Ludvig den Sextendes, hvis vexlende Indhold skal have været, den ene Dag: paa Jagt, den anden: rien, den tredie paa Jagt. Den indeholder Intet, men bliver det de letteste Breve, som Cicero siger, der handler om Intet, saa er stundom det det tungeste Liv, der handler om Intet".
For bogen er bygget op som en lukket ring, dagbogen spænder fra 3. januar til 7. juli. Dernæst indtræder dvalens halvår, tomgang, så tager vor ven fat igen, sat i gang af datoerne. Psykologisk en kredsning, der ikke blot angår en brudt forlovelse, men får et evighedsperspektiv, når den skyldbetyngede må overveje, om "En Lidelseshistorie", som denne dagbog kaldes i sin undertitel, er bestemt af Gud for at føre ham til den tilstand af anger, som fører til frelse.
H.C. Andersens Dagbøger 1825-75, 1-12 (1971-77) går fra de intimeste erotiske stemninger til objektiv beskrivelse af lokaliteter (til tider ledsaget af tegninger) til brug i romaner og rejsebøger samt temaer til og arbejde med bl.a. nye eventyr. En dags indførsel står i reglen som en afsluttet, selvstændig tekst. Men både i enkeltheder og holdninger får den hyppigt fællesskab med Andersens samtidige breve og hans senere redigerede selvbiografier.
Kierkegaards optegnelser, som benævnes Papirer (1909-48, 2. udg., 1968-78), indeholder foruden noteringer om dagens begivenheder hastigt nedskrevne sætninger, som gjaldt det at gribe tankens kostbare udtryk i flugten, citater af teologiske lærebøger og anden litteratur, samt udkast og kladder, korte eller lange partier af egne skrifter under udarbejdelse. Det er arbejdspapirer, der også rummer korte stykker som milepæle i Kierkegaards åndelige udvikling. Blandt disse et fra foråret 1836, der viser den unge mand som bytte for en livslede, der prægede Europas store begavelser i 1830'erne. Under 1838 finder vi modsætningsvis et stykke om "en ubeskrivelig Glæde", på mystikernes vis mærket med dag og time: "d. 19 Mai, Formidd. Kl. 1012" (bd. 2).
Højest når en dagbog, hvor den så at sige ophæver sig selv: Oplevelse og nedskrivning er så tæt på hinanden, sjælens grebethed så stærk, at bevægelsen skyller det bevarende formål til side, og ordene tilhører helt øjeblikket.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.