ebolavirus

Ebolavirus blev opdaget september 1976 under et udbrud i landsbyen Yambuko og 55 andre små landsbyer, ca. 1000 km nordøst for hovedstaden Kinshasa i det daværende Belgisk Congo, som nu hedder Den Demokratiske Republik Congo. I udbruddet, hvor ebolavirus blev opdaget, døde 280 personer ud af 318, hvilket svarer til en dødelighed på 88 %.

Den belgiske mikrobiolog Peter Piot (f. 1949) beskrev det første ebolaudbrud. Han navngav virus efter en biflod til Congofloden og ikke en landsby eller et område for ikke at stigmatisere de mennesker, der boede i området, hvor sygdommen blev opdaget. Virus blev først påvist ved elektronmikroskopi.

Ebolavirus er en filovirus, der tilhører virusfamilien Filoviridae, som er nogle lange trådformede RNA-virus med en ydre sæbeboble-lignende membran, der stammer fra den celle, som virus inficerede. Membranen går i stykker af sæbe og/eller sprit, hvilket inaktiverer virus. Ebolavirus indeholder 6-10 proteiner, og nogle af dem kløves yderligere til flere mindre proteiner.

Der har været 43 udbrud, hvor mennesker er blevet smittet med filovirus (ebolavirus, Sudanvirus, Bundibugyovirus, og Taï Forest virus) i Afrika fra 1976 til 2022. Små udbrud forekommer i mindre og vanskelige tilgængelige landsbyer på landet og junglen i stigende grad og nu cirka hvert år. Hvert udbrud dør typisk hurtigt ud, når landsbyboerne isolerer sig i et tidsrum svarende til inkubationstiden på omkring 10 dage, men større og langvarige udbrud forekommer.

Ebolavirus smitter fra dyr til mennesker (zoonose). Smittereservoiret er sandsynlig flagermus, der kan smitte mennesker eller andre dyr direkte eller indirekte gennem ekskrementer. Ebolavirus smitter ikke gennem luften.

Virusset smitter mellem mennesker via direkte kontakt med blod og andre kropsvæsker fra den smittede, fx ved tæt kontakt til familiemedlemmer eller plejepersonale eller ved seksuel overførsel. Virus kan også smitte indirekte via overflader, som fx indeholder kontaminerede kropsvæsker fra en smittet person. Laboratoriepersonale, som håndterer inficerede blodprøver, kan også smittes.

Tiden fra smitte til symptomer (inkubationstiden) er ca. 10 dage, men kan variere og være mellem 2 og 21 dage. En person er ikke smitsom i inkubationsperioden, men kan smitte andre, så snart symptomerne er begyndt.

Det første symptom er der opstår, efter inkubationstiden på ca. 10 dage, er feber. Nogle dage senere opstår der opkast, mavesmerter og kraftig diarré. Andre symptomer, der også er blevet beskrevet ved ebola er bl.a. hovedpine, øjenbetændelse, udslæt, hikke og ledsmerter. I senstadiet af sygdommen kan der opstå blødninger i huden og fra forskellige steder af kroppen, hvilket kaldes blødningsfeber.

Under en ebolavirusinfektion foregår det vækst af virus i de fleste af kroppens organer, bortset fra centralnervesystemet. Dette kan føre til multiorgansvigt med bl.a. lunge-, lever- og nyresvigt.

Epidemiologiske undersøgelser af blodprøver fra aktuelle befolkningsgrupper kan tyde på, at de fleste ebolavirusinfektioner faktisk forløber uden eller med mindre alvorlige symptomer.

Der er ingen godkendte lægemidler, der kan dræbe ebolavirus, og derfor er behandling af symptomerne vigtigst. Behandlingen af symptomerne består bl.a. i at opretholde væske- og elektrolytbalancen for at sikre tilstrækkelig blodcirkulation i kroppen og at sikre tilstrækkelig ilttilførsel. Ved behandling af ebolapatienter på intensivafdelinger på hospitaler i Tyskland fandt man, at ebolapatienter let mister 10-13 liter væske i døgnet over flere døgn, ligesom patienter med kolera gør. Herudover er den understøttende behandling bl.a. dialyse, respirator, blodtransfusioner.

Immunforsvaret er afgørende for at få udryddet virus i kroppen.

Ved optimal intensiv behandling af symptomer på en intensivafdeling er dødeligheden vist at kunne reduceres til omkring 10 %. Optimal behandling var ikke muligt de fleste steder i Afrika under udbruddet i 2013-2016, og dødeligheden var derfor høj, ca. 40–90 %. Dødeligheden var især høj under epidemiens start, hvor det oftest var de mest syge, der kom til hospitalet og blev registreret som smittede med ebolavirus.

Mange patienter oplever langvarige symptomer efter en gennemgået sygdom. Det er desuden vist, at ebolavirus er i stand til at kunne være til stede i ca. 6-9 måneder i såkaldte immunpriviligerede områder, hvor immunsystemet ikke kan komme til, fx i øjne, i hjernen og i sæd. Der er således set eksempler på smitte gennem sæd ved seksuel kontakt i længere tid og der er set genopblussen af alvorlig ebolasygdom (blødninsfeber og hjernebetændelse) 7-9 måneder efter tilsyneladende helbredelse fra ebolavirus, der persisterede i længere tid skjult i hjernen eller inde i øjet.

Diagnosen stilles sædvanligvis ved påvisning af virussets arvemateriale RNA ved PCR-teknik på en blodprøve og/eller urinprøve. Påvisning af specifikke ebola-antistoffer eller -antigen ved hurtigtests på blod er også muligt.

Forebyggelse består i grundig oplysning om smitteveje og smittemåder samt personlige beskyttelsesforanstaltninger ved direkte kontakt fx beskyttelsesbriller, mundbind eller ansigtsvisir, samt beskyttelsesdragt og handsker. Ebolavirus har yderst en sæbeboblemembran, som går i stykker af sæbe eller sprit, hvorved ebolavirus inaktiveres. Derfor indgår håndvask og/eller håndsprit også i råd om forebyggelse.

Under den store ebolaepidemi blev der forsket intensivt i en ebolavaccine. Ved et stort internationalt samarbejde mellem vaccinefirmaet MERCK, forskere fra forskellige institutioner og en lang række private og offentlige organisationer og fonde lykkedes det på under et år, at udvikle en virksom og sikker forebyggende vaccine, som nåede at blive afprøvet i flere lande og er siden godkendt som rutine ebolavaccine.

Vaccinen er en levende, svækket virus-vektor-vaccine, hvor en vesikulært stomatitis-virus fra heste, der er en ufarlig virus for mennesker, er blevet ændret ved gensplejsning (kloning), ved at sætte et gen fra ebolavirus' overflades glykoprotein ind i den. Vaccinen beskytter kun mod ebolavirus og krydsbeskytter ikke mod sygdom fra andre filovirus fx Sudanvirus.

Der er i dag ingen behandling mod ebolavirusinfektion, men en række lægemidler er under afprøvning. Et lægemiddel med navnet ZMapp, der består af tre antistoffer, der binder sig til ebolavirusset, viste lovende resultater i forsøg på ebolasmittede aber og blev forsøgt på ebolapatienter under ebolaudbruddet i 2013-2016. Patientgruppen, der fik ZMapp sammen med behandling for symptomer, havde lavere dødelighed, men det var ikke muligt at konkludere sikkert, om lægemidlet havde reel effekt eller ej. Der forskes i flere typer antistoffer og antivirale lægemidler.

Der findes andre filovirus i samme virusfamilie som ebolavirus, der også forårsager blødningsfeber hos mennesker, dog med lidt forskellig dødelighed. På baggrund af deres genetiske opbygning, genetiske slægtskab, egenskaber og geografi kan de deles i fire forskellige RNA-virus; Sudanvirus, Bundibugyovirus, Taï Forest virus og Restonvirus.

• virus
• vaccine
• kolera