Ebolavirus er en virus, der typisk forekommer i Afrika omkring ækvator. Den findes hos flagermus, som kan sprede smitte blandt mennesker, der ikke er immune. Smitte fra flagermus kan fx ske via ekskrementer på frugt til andre dyr som antiloper og aber og derfra til mennesker ved spisning af inficerede flagermus eller kød fra vilde dyr (bushmeat), der ikke er gennemstegt. Mennesker kan smitte andre menneske ved tæt, direkte kontakt. Tiden fra smitte til symptomer (inkubationstiden) er cirka 10 dage. Ebolavirus kan forårsage en sjælden, men alvorlig sygdom, hvor det kan bløde fra huden og andre steder af kroppen. Der er ingen behandling, der dræber ebolavirus, men der er udviklet vacciner, der kan forebygge eller mildne sygdom ved smitte.

Faktaboks

Etymologi

Ebolavirus har navn efter en lille biflod, Ebola, i den nordlige del af Congofloden.

Historisk baggrund

Ebolavirus i elektronmikroskop, 2015
Ebolavirus blev påvist med et elektronmikroskop i 1976.

Ebolavirus blev opdaget september 1976 under et udbrud i landsbyen Yambuko og 55 andre små landsbyer, ca. 1000 km nordøst for hovedstaden Kinshasa i det daværende Belgisk Congo, som nu hedder Den Demokratiske Republik Congo. I udbruddet, hvor ebolavirus blev opdaget, døde 280 personer ud af 318, hvilket svarer til en dødelighed på 88 %.

Den belgiske mikrobiolog Peter Piot (f. 1949) beskrev det første ebolaudbrud. Han navngav virus efter en biflod til Congofloden og ikke en landsby eller et område for ikke at stigmatisere de mennesker, der boede i området, hvor sygdommen blev opdaget. Virus blev først påvist ved elektronmikroskopi.

Om ebolavirus

Ebolavirus
Af .
Licens: CC0

Ebolavirus er en filovirus, der tilhører virusfamilien Filoviridae, som er nogle lange trådformede RNA-virus med en ydre sæbeboble-lignende membran, der stammer fra den celle, som virus inficerede. Membranen går i stykker af sæbe og/eller sprit, hvilket inaktiverer virus. Ebolavirus indeholder 6-10 proteiner, og nogle af dem kløves yderligere til flere mindre proteiner.

Forekomst

Der har været 43 udbrud, hvor mennesker er blevet smittet med filovirus (ebolavirus, Sudanvirus, Bundibugyovirus, og Taï Forest virus) i Afrika fra 1976 til 2022. Små udbrud forekommer i mindre og vanskelige tilgængelige landsbyer på landet og junglen i stigende grad og nu cirka hvert år. Hvert udbrud dør typisk hurtigt ud, når landsbyboerne isolerer sig i et tidsrum svarende til inkubationstiden på omkring 10 dage, men større og langvarige udbrud forekommer.

Ebolaudbruddet 2013-2016

Ebolaudbrud i Vestafrika, 2014
I 2014, fire måneder efter det første tilfælde af ebola, var mere end 1200 personer døde på tværs af tre vestafrikanske lande, og forebyggelsen mod yderligere smitte var intensiveret.
Af .
Licens: CC BY NC ND 2.0

I 2013 opstod helt atypisk verdens største udbrud af ebola, som for første gang involverede Vestafrika og storbyer. Man regner med, at flagermus, der var inficerede med ebolavirus fra deres normale habitat i den centrale del af Afrika, pludselig havde spredt sig til nye lokalisationer.

I december 2013 opstod et sygdomsudbrud i Guéckédou syd i Guinea Conacry. Udbruddet skyldtes, at en fireårig dreng blev smittet med ebolavirus, formentlig ved at spise flagermus. Drengen blev syg den 6. december 2013 og smittede familiemedlemmer og personale på et hospital. Personalet blev syge og smittede deres familier, som smittede videre. Sygdommen bredte sig, som en enkel smittekæde, der kunne spores tilbage til drengen, videre fra Guinea til nabolandene Liberia og Sierra Leone og især de tre landes tætbefolkede hovedstæder. Der blev desuden rapporteret om et begrænset antal tilfælde spredt til Nigeria og Senegal. Nogle tilfælde blev også importeret til Europa og USA i forbindelse med, at syge europæere og amerikanere blev evakueret fra de afrikanske områder. Der kom ingen ebolasmittede til Danmark.

I august 2014 erklærede Verdenssundhedsorganisationen (WHO) udbruddet af ebolavirus for en international folkesundhedskrise, en såkaldt public health emergency of international concern. Da WHO ophævede dette den 29. marts 2016, havde det været totalt 28.616 rapporterede tilfælde i Guinea, Liberia og Sierra Leone, og 11.310 af disse patienter døde. Udbruddet havde haft alvorlige medicinske aspekter med en usædvanlig høj dødelighed og store humanitære og økonomiske konsekvenser.

En stor del af smitten under ebolaudbruddet skyldtes begravelsesceremonier, hvor der tradition for at vaske og kysse den afdøde, hvorved pårørende blev smittet. Der er desuden tradition for at transportere liget tilbage til det område, hvor den afdøde var født, og denne transport foregik sommetider i deletaxier. Derudover blev personer, som man formodede var smittede, transporteret i grupper i ambulancevarevogne til et diagnostisk behandlingscenter ofte mange timers kørsel væk. De, der ikke havde ebola inden transporten, havde det ofte efter transporten.

Andre større udbrud af filovirus

I august 2018 opstod et større udbrud af ebolavirus i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) i et område plaget af borgerkrig, hvilket besværliggjorde hjælpeaktioner. Dette udbrud varede i 22 måneder og blev det værste i Congos historie med over 3.470 tilfælde og 2.287 døde. Den nye ebolavirusvaccine blev givet til over 125.000 læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale.

I september 2022 opstod et større filovirusudbrud, denne gang med Sudanvirus i Uganda. Den godkendte virksomme ebolavirusvaccine var dog kun specifik for ebolavirus og kunne ikke kryds-beskytte mod Sudanvirus.

Smitteveje

Ebolavirus smitter fra dyr til mennesker (zoonose). Smittereservoiret er sandsynlig flagermus, der kan smitte mennesker eller andre dyr direkte eller indirekte gennem ekskrementer. Ebolavirus smitter ikke gennem luften.

Virusset smitter mellem mennesker via direkte kontakt med blod og andre kropsvæsker fra den smittede, fx ved tæt kontakt til familiemedlemmer eller plejepersonale eller ved seksuel overførsel. Virus kan også smitte indirekte via overflader, som fx indeholder kontaminerede kropsvæsker fra en smittet person. Laboratoriepersonale, som håndterer inficerede blodprøver, kan også smittes.

Tiden fra smitte til symptomer (inkubationstiden) er ca. 10 dage, men kan variere og være mellem 2 og 21 dage. En person er ikke smitsom i inkubationsperioden, men kan smitte andre, så snart symptomerne er begyndt.

Symptomer ved ebolavirus-sygdom

Det første symptom er der opstår, efter inkubationstiden på ca. 10 dage, er feber. Nogle dage senere opstår der opkast, mavesmerter og kraftig diarré. Andre symptomer, der også er blevet beskrevet ved ebola er bl.a. hovedpine, øjenbetændelse, udslæt, hikke og ledsmerter. I senstadiet af sygdommen kan der opstå blødninger i huden og fra forskellige steder af kroppen, hvilket kaldes blødningsfeber.

Under en ebolavirusinfektion foregår det vækst af virus i de fleste af kroppens organer, bortset fra centralnervesystemet. Dette kan føre til multiorgansvigt med bl.a. lunge-, lever- og nyresvigt.

Epidemiologiske undersøgelser af blodprøver fra aktuelle befolkningsgrupper kan tyde på, at de fleste ebolavirusinfektioner faktisk forløber uden eller med mindre alvorlige symptomer.

Behandling

Der er ingen godkendte lægemidler, der kan dræbe ebolavirus, og derfor er behandling af symptomerne vigtigst. Behandlingen af symptomerne består bl.a. i at opretholde væske- og elektrolytbalancen for at sikre tilstrækkelig blodcirkulation i kroppen og at sikre tilstrækkelig ilttilførsel. Ved behandling af ebolapatienter på intensivafdelinger på hospitaler i Tyskland fandt man, at ebolapatienter let mister 10-13 liter væske i døgnet over flere døgn, ligesom patienter med kolera gør. Herudover er den understøttende behandling bl.a. dialyse, respirator, blodtransfusioner.

Immunforsvaret er afgørende for at få udryddet virus i kroppen.

Prognose

Ved optimal intensiv behandling af symptomer på en intensivafdeling er dødeligheden vist at kunne reduceres til omkring 10 %. Optimal behandling var ikke muligt de fleste steder i Afrika under udbruddet i 2013-2016, og dødeligheden var derfor høj, ca. 40–90 %. Dødeligheden var især høj under epidemiens start, hvor det oftest var de mest syge, der kom til hospitalet og blev registreret som smittede med ebolavirus.

Mange patienter oplever langvarige symptomer efter en gennemgået sygdom. Det er desuden vist, at ebolavirus er i stand til at kunne være til stede i ca. 6-9 måneder i såkaldte immunpriviligerede områder, hvor immunsystemet ikke kan komme til, fx i øjne, i hjernen og i sæd. Der er således set eksempler på smitte gennem sæd ved seksuel kontakt i længere tid og der er set genopblussen af alvorlig ebolasygdom (blødninsfeber og hjernebetændelse) 7-9 måneder efter tilsyneladende helbredelse fra ebolavirus, der persisterede i længere tid skjult i hjernen eller inde i øjet.

Diagnostik

Diagnosen stilles sædvanligvis ved påvisning af virussets arvemateriale RNA ved PCR-teknik på en blodprøve og/eller urinprøve. Påvisning af specifikke ebola-antistoffer eller -antigen ved hurtigtests på blod er også muligt.

Forebyggelse

Forebyggelse består i grundig oplysning om smitteveje og smittemåder samt personlige beskyttelsesforanstaltninger ved direkte kontakt fx beskyttelsesbriller, mundbind eller ansigtsvisir, samt beskyttelsesdragt og handsker. Ebolavirus har yderst en sæbeboblemembran, som går i stykker af sæbe eller sprit, hvorved ebolavirus inaktiveres. Derfor indgår håndvask og/eller håndsprit også i råd om forebyggelse.

Vacciner mod ebola

Under den store ebolaepidemi blev der forsket intensivt i en ebolavaccine. Ved et stort internationalt samarbejde mellem vaccinefirmaet MERCK, forskere fra forskellige institutioner og en lang række private og offentlige organisationer og fonde lykkedes det på under et år, at udvikle en virksom og sikker forebyggende vaccine, som nåede at blive afprøvet i flere lande og er siden godkendt som rutine ebolavaccine.

Vaccinen er en levende, svækket virus-vektor-vaccine, hvor en vesikulært stomatitis-virus fra heste, der er en ufarlig virus for mennesker, er blevet ændret ved gensplejsning (kloning), ved at sætte et gen fra ebolavirus' overflades glykoprotein ind i den. Vaccinen beskytter kun mod ebolavirus og krydsbeskytter ikke mod sygdom fra andre filovirus fx Sudanvirus.

Ringvaccination

Under afprøvelsen af den nyudviklede vaccine blev teknikken ringvaccination anvende. Ringvaccination er en teknik, der også blev anvendt i udryddelsen af sygdommen kopper. Princippet er, hurtigt at vaccinere alle de personer, der har været udsat for smitte af en syg. Fordi inkubationstiden af ebola er så relativ lang, kan det ofte nås at vaccinerer efter udsættelsen for smitte, så sygdom forebygges eller mildnes.

For at øge effektiviteten ved ringvaccinationerne mod ebola blev også kontakters kontakter vaccineret, hvilket øgede effektiviteten af vaccinationsprogrammet uden, at det var nødvendigt at vaccinere i store geografiske områder, lande eller befolkninger. Hver ring i ringvaccinationerne omfattede cirka 80 personer.

Lægemidler

Der er i dag ingen behandling mod ebolavirusinfektion, men en række lægemidler er under afprøvning. Et lægemiddel med navnet ZMapp, der består af tre antistoffer, der binder sig til ebolavirusset, viste lovende resultater i forsøg på ebolasmittede aber og blev forsøgt på ebolapatienter under ebolaudbruddet i 2013-2016. Patientgruppen, der fik ZMapp sammen med behandling for symptomer, havde lavere dødelighed, men det var ikke muligt at konkludere sikkert, om lægemidlet havde reel effekt eller ej. Der forskes i flere typer antistoffer og antivirale lægemidler.

Ebolalignende virus

Der findes andre filovirus i samme virusfamilie som ebolavirus, der også forårsager blødningsfeber hos mennesker, dog med lidt forskellig dødelighed. På baggrund af deres genetiske opbygning, genetiske slægtskab, egenskaber og geografi kan de deles i fire forskellige RNA-virus; Sudanvirus, Bundibugyovirus, Taï Forest virus og Restonvirus.

Sudanvirus

Sudanvirus blev opdaget næsten samtidigt med ebolavirus i 1976 i Gbudwe State i Sydsudan. 151 af 284 syge døde. Der har været flere udbrud siden.

Bundibugyovirus

Bundibugyovirus blev opdaget i Bundibugyo District i Uganda under et udbrud, der varede fra 2007 til 2008. Her døde 37 ud af 149. Der har været et tilfælde mere i 2012 i Orientale-provinsen. Smittekilden er ikke identificeret.

Taï Forest virus

Taï Forest virus blev opdaget i 1994 hos en syg og død chimpanse fra en flok, der blev undersøgt i Taï National Park i den vestlige del af Elfenbenskysten. Den schweiziske etnolog, der udførte obduktionen af chimpansen blev smittet og syg med influenzalignende febersygdom, men kom sig.

Restonvirus

Restonvirus blev opdaget i 1989 blandt flere krabbespisende makak-aber i en bygning med forsøgsaber i byen Reston i Virginia, USA. Aberne ankom fra Filippinerne og blev syge med blødningsfeber. Nogle af dyrepasserne blev smittet, men ikke syge, da virus viste sig kun at være sygdomsfremkaldende i aber. Aberne blev transporteret ca. 60 km igennem Washington D.C. bag i en bil til den amerikanske hærs viruslaboratorium, USAMRIID. Hændelsen blev beskrevet i bøger og blev til filmen Outbreak med Dustin Hoffman i hovedrollen. Restonvirus er vidt udbredt i Asien, især blandt grise og nogle flagermus.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig