Tidligt i ældre germansk jernalder, ca. 375-ca. 550, opstod der i Vesteuropa en rig dyredekorationsstil, som gradvis udviklede sig til en helt fladedækkende ornamentik, der også kendes fra senere perioder. Reliefspændet fundet øst for Hove Mølle er fremstillet i forgyldt sølv og forsynet med en rektangulær hovedplade.

.

Dyreornamentik var en selvstændig germansk stiludvikling i jernalderen, karakteriseret ved brug af slanger, fugle og dyrefigurer i forvredne stiliserede former. Dyreornamentik optræder som fladedækkende dekoration på smykker og pyntebeslag fra cirka 375 til cirka 1200.

Dyreornamentikkens udvikling

Siden den svenske arkæolog Bernhard Salin i 1904 udgav sit hovedværk Die altgermaniche Tierornamenthik, har man fulgt hans inddeling af jernalderens dyreornamentik i tre kronologiske hovedfaser, der benævnes med romertal: stil I (inklusive den tidlige Nydamstil), stil II og stil III. Greta Arwidsson indførte en yderligere opdeling af stil II i tre trin, A, B og C, og trin III i tre samtidige retninger: D, E og F. Herefter følger vikingetidens dyreornamentik, der står uden for Salins og Arwidssons inddelinger.

Fra ca. 375 til ca. 550: Stil I, herunder Nydamstilen

Den ældste fase af dyreornamentikken er Salins stil I. I denne stil optræder der ikke bare dyrefigurer, men også menneskemasker og menneskefigurer. Denne stil var populær blandt de germanske folk i 400-tallet i det meste af Europa og i Sydengland.

Et særlig tidligt stadium af stil I kaldes Nydamstilen, opkaldt efter dekorationen på sværdskedebeslag fundet i Nydam Mose. Nydamstilen er tydeligt inspireret af karvsnitmønstre og naturalistiske dyremotiver i senromersk kunst fra 300-tallet.

500-700-tallet: Stil II, herunder A, B og C

I løbet af 500-tallet udvikledes den såkaldte stil II, hvor man kombinerede dyremotiver med båndfletmønstre, også benævnt entrelacs. Stil II opdeles i tre kronologiske trin, som man kalder A, B og C. De to tidligste trin, A og B, genfindes på prydgenstande fra Norditalien, Mellem- og Vesteuropa, De Britiske Øer og Norden. Videreudviklingen af dyrestilen i 600- og 700-tallet foregik hovedsagelig i Skandinavien. Stil C med dyrefigurer omgivet af entrelacs er inspireret af anglo-irsk kunst, som bl.a. kendes fra illuminerede håndskrifter.

700-tallet: Stil III, herunder D, E og F

I en gravhøj ved Elstrup er der fundet et beslag af forgyldt bronzeblik fra en mankestol til køreheste, der er kunstfærdigt udsmykket med dyreornamentik i Jellingstil og dateret til ca. 950.

.

I løbet af 700-tallet udvikledes den stil, der benævnes stil III. Den omfatter tre samtidige retninger, kaldet D, E og F. Stil D karakteriseres af smalle, båndformede, jævnt bølgende dyrekroppe med små, smalle hoveder. Stil E, som særlig er knyttet til Gotland, består især af stærkt fligede, opløste fuglelignende figurer. Mere naturalistisk udformede dyr med fortykkede snuder og nakketop karakteriserer stil F, der er snævert forbundet med den irske og angelsaksiske kristne mission, og som i Sydskandinavien ses både på lokalt fremstillede smykker og på importerede kirkelige genstande, fx Fejøbægeret.

Efter ca. 800: Vikingekunsten

I vikingetiden og frem til den tidlige middelalder – indtil omkring ca. 1200 – videreførtes dyreornamentikken i nye former; se vikingekunst.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig