divination

Nogle tegn viser sig uventet af sig selv. Det kan være fødsel af misfostre, kometer på himmelen eller mærkelige hændelser, der ligesom viser, at systemet er ved slå revner. Fra oldtidens Mesopotamien er der bevaret håndbøger i tydning af misfostre og anvisninger til ritualer til afværgelse af trusler fra ildevarslende hændelser. Den romerske historiker Livius (59 f.v.t. – 17 e.v.t.) fortæller ofte om tegn, der har varslet drastiske begivenheder: et lyn var slået ned i et tempel, et muldyr havde fået et føl, eller der var faldet regn fra en skyfri himmel. Den slags overraskende tegn kalder man prodigier eller med et gammelt dansk ord jærtegn.

Også drømme har tidligt været opfattet som tegn, der varslede om fremtiden. En egyptisk håndbog i drømmetydning fra o. 1250 f.v.t. lover en stor høst til den, der i drømme har set en stor kat, og fremgang til den, der har drømt at han spiste æselkød. Men drømte man, at man blev udnævnt til embedsmand, var det ifølge denne bog et dårligt varsel om snarlig død. Sammenhængen mellem drømmens emne og det, den forudsiger er aldrig helt ligefrem. En drømmetyder kan jo netop noget, som ikke enhver kan finde ud af. I København udkom midt i 1900-tallet Mor Gunhilds store komplette Drømme- og Spaabog. Her kan man se, at hvis man har drømt, at man talte med en Amagerpige, betyder det fordelagtig handel. En god og sund levemåde kan man vente sig, hvis man drømmer at man bager en kage.

Men de fleste tegn fremkaldes ved en slags eksperiment eller lodtrækning eller ved en observation, hvor man selv har valgt tid og sted. Hos oldtidens romere foretog en særlig embedsmand, en augur, observationer især af fugle forud for vigtige beslutninger. Natten før beslutningen valgte han et område for sit auspicium og udtalte formelt betingelserne for den afgørelse, der skulle træffes. Han fik rejst et telt, hvorfra han kunne lytte efter de fuglelyde, der efter gammel tradition kunne tolkes som grundlag for dagens beslutning. Til brug for militære beslutninger holdt romerne særlige kyllinger i et bur, der kunne medbringes i felten. Deres appetit var afgørende for, om hæren skulle rykke ud til kamp. Den romerske taler og politiker Cicero, som selv havde været augur, skrev en filosofisk dialog Om divination. Hans eget syn på divination var skeptisk, men fuldt af respekt for ældgammel romersk skik.

Offerdyrenes indvolde, navnlig leveren, var hos mange oldtidsfolk en vigtig kilde til divination. Allerede på Hammurapis tid (o. 1700 f.v.t.) havde babylonierne lister over alle mulige forekomster og særpræg på offerfårets lever, galleblære mm. og deres betydning, og levermodeller i ler illustrerede særligt interessante tilfælde, ofte knyttet til historisk tradition. Hos romerne deltog en haruspex, en leverundersøger, ved større offerhandlinger, for netop ved offeret var guder og mennesker tæt på hinanden, og fremtiden var på spil.

Al divination er forbundet med en – skriftlig eller mundtlig – tradition for tydning af de tegn, der findes eller fremkaldes. Divinationsprocessen består af tre led:

1. En undersøgelse eller et eksperiment, der udpeger et tegn, der henviser til
2. en tekst og/eller et billede, ofte noget dunkelt og mangetydigt, fx et ordsprog eller en lille fortælling, der kan danne forbillede for det råd, man får.
3. En tolkning af teksten eller billedet som et udsagn om den foreliggende situation eller det spørgsmål, man har stillet.

Der kan evt. være flere led, men det afgørende er, at processen på en underfuld måde forvandler et tegn, der var uforudsigeligt og uden relevans for den foreliggende sag, til et brugbart råd og et relevant beslutningsgrundlag.

Et godt eksempel er den kinesiske klassiker Yijing, som går helt tilbage til 2. århundrede f.v.t. Den konsulterer man (med en omhyggelig problemformulering) ved seks komplicerede lodtrækninger med røllikestængler eller med møntkast, der udpeger ét af 64 mulige hexagrammer, dvs. tegn, der består af seks linjer, brudte eller ubrudte. Til hvert hexagram svarer en tekst, ofte en slags ordsprog eller billedtale, der kan udmøntes i konkrete råd til den, der har søgt vejledning. Teksten er i tidens løb blevet udbygget med en omfattende kommentar, der udleder almene principper af den oprindelige tekst og på den måde inspirerer til endnu bedre rådgivning.

På helt tilsvarende måde fungerer et vestafrikansk divinationssystem baseret på mundtlig tradition. Fra Yoruba i Nigeria, hvor det kaldes Ifa, har det spredt sig til nabolande og til Caribien. Der trækkes lod med 16 palmenødder, der holdes i højre hånd. Specialisten (babalawo) sætter nu højre hånd på den flade venstre hånd og løsner grebet om nødderne lidt. Falder én ud, sætter han to streger i en bakke med sand; falder der to ud, sætter han kun én streg. Eksperimentet gentages otte gange og fører til én af 256 mulige kombinationer af dobbelte og enkelte streger. Til hver af disse kombinationer kan en babalawo udenad én eller flere tekster. Ordsprog indgår ofte i dem, men typisk handler de om mytiske eller legendariske fortilfælde, hvor Ifa har rådet nogen til at bringe bestemte ofre, der viste sig at bringe held og velsignelse. Den, der aktuelt har rådspurgt Ifa, må da bringe tilsvarende ofre for at få succes med sit forehavende. Det konkrete råd indgår altså i tekstens fortælling, og i klassisk Ifa-divination er det ikke nødvendigt at babalawo kender klientens situation eller planer.

I Nordeuropa har man helt op til nutiden brugt såkaldte mannakorn, opkaldt efter de flager eller frø, som Gud ifølge 2. Mos. 16 lod falde ned fra himmelen til næring for Israels folk i ørkenen. Det er små stykker papir eller karton med henvisninger til bibeltekster, fx ’4. Mos. 10, 8’ eller ’Luk. 12, 15’. Man trækker ét og slår op i bibelen for at se, hvilken vejledning der kan hentes i det pågældende bibelvers. Ligesom flere andre divinationsformer kan mannakorn også konsulteres på internettet; en dansk hjemmeside er: https://danskoase.dk/inspiration/mannakorn/

I Europa har en række divinationsformer gennem mange år hævdet en status som videnskaber, evt. okkulte eller alternative videnskaber. Det gælder især fysiognomi, kunsten at kende et menneskes karakter ud fra dets ansigt eller i det hele taget fysiske fremtræden, kiromanti, kunsten at spå ud fra håndens linjer, astrologi, hvor stjernehimmelens konstellationer og bevægelser tænkes at bestemme menneskers karakter og skæbne, og geomanti, divination ud fra linjer, punkter og målinger på jorden, ofte med det formål at finde det gunstigste sted til en bygning eller en aktivitet. Fengshui er en kinesisk form for geomanti, der har vundet udbredelse i det moderne Europa.

Også drømmetydning eller oniromanti har været anset for en videnskab, og da psykoanalysens fader, Sigmund Freud i året 1900 gav sin banebrydende bog titlen Drømmetydning, indskrev han sig helt bevidst i en ældgammel divinatorisk tradition – men rigtignok med en moderne selvbevidsthed om endelig at have nået en egentlig videnskabelig teori om drømmes vidnesbyrd om menneskers sjæleliv.