depression

Depression er ikke en ensartet lidelse, og der er mange forskellige former for depression. For eksempel kan der være depressive symptomer ved bipolar lidelse og dystym lidelse. De depressive symptomer kan variere fra milde symptomer, der i ringe grad påvirker den daglige funktion, til mere alvorlige symptomer, der påvirker funktionen i høj grad eller ligefrem er livstruende pga. tanker om selvmord, eller fordi personen holder op med at spise og drikke.

Resultater fra tvilling- og adoptionsstudier viser, at genetiske faktorer kan bidrage til en disposition for at få en depressiv lidelse. Arveligheden synes at ligge mellem 30 og 50 procent for depressive lidelser.

En række livshændelser har vist sig at øge forekomsten af depressive lidelser. Dette gælder blandt andet omsorgssvigt, incest, vold og traumer i barndommen og tab af vigtige omsorgspersoner. Desuden vil der være en øget forekomst hos personer, der oplever skilsmisse, arbejdsløshed og tab af social status. Ældre, flygtninge, personer med rusmiddelproblemer og personer med lav socioøkonomisk status er eksempler på grupper, der har en forhøjet risiko for at udvikle depression.

Forløbet af en depressiv episode kompliceres, hvis personen har et stofmisbrug eller alkoholproblem. Enten fordi dette har udløst depressionen, eller fordi alkohol eller stoffer bruges som en form for selvmedicinering, for at lindre symptomerne.

Depressioner kan også skyldes kropslige sygdomme, fx sygdomme i skjoldbruskkirtlen, kræft og hjerte- og karsygdomme. Vitaminmangelsygdomme og bivirkninger af medicin, fx p-piller og forskellige former for hjertemedicin, kan også give depressive symptomer.

Ved MR-scanning er der fundet afgrænsede forandringer, såkaldte signalhyperintensiteter, rundt om i hjernen. De skyldes formentligt små skader på blodkar (karlæsioner), måske fremkaldt af let åreforkalkning. Karlæsionerne optræder hyppigere med alderen og viser sig ved et nedsat kognitivt funktionsniveau, fx nedsat hukommelse og indlæring.

Ved PET-scanning er der tilsvarende fundet nedsat blodgennemstrømning og stofskifte i den forreste del af hjernen, men øget blodgennemstrømning i hippocampus, der er et dybtliggende områder i hjernen. Den nedsatte blodgennemstrømning er formentlig ansvarlig for den langsomme tankegang (hæmning) ved sygdommen og de udtalte kognitive vanskeligheder. Forandringerne i hippocampus kan have mange konsekvenser. Hippocampus udøver en central rolle under organismens reaktion på stress, og hos mange personer med depressiv lidelse findes der forstyrrelser i reguleringen af stresshormoner. Hos personer med tilbagevendende depression er der påvist skrumpning af hippocampus. En række nye forskningsresultater peger således på, at depressionssygdommen afspejler uhensigtsmæssige stressreaktioner, især hos særligt disponerede personer, og at visse behandlingsformer indvirker gunstigt herpå.

De mest almindelige tanker ved en depressiv lidelse er, at vedkommende har negative tanker om sig selv, andre mennesker og sin egen fremtid. Dette kan være tanker som: "jeg er værdiløs", "andre mennesker kan ikke lide mig", og "min fremtid er håbløs".

Følelserne er ofte nedtrykthed, fortvivlelse, tristhed, tomhedsfølelse, skyldfølelse og modløshed.

Adfærden påvirkes også ved, at personen, der kæmper med en depressiv lidelse, isolerer sig hjemme, ikke orker at være social og bliver inaktiv. Dette kan også indebære, at de bevæger sig langsommere eller har et øget tempo.

Fysiologisk rammer depressionen koncentrationsevnen, hukommelsen og evnen til at tage beslutninger. Desuden kan sygdommen ramme appetitten, hvilket kan give reduceret appetit eller øget appetit og (trøstespisning) og efterfølgende vægttab eller vægtøgning. Desuden falder energiniveauet og søvnmønsteret bliver forstyrret med besvær med indsovning, hyppig opvågnen i løbet af natten og tidlig opvågning om morgenen.

I definitionen af en depressiv lidelse skelnes der mellem kernesymptomer og tillægssymptomer. Mindst to af kernesymptomerne skal være til stede for, at en depressionsdiagnose kan stilles. Desuden skal de depressive symptomer have varet i mindst 14 dage.

• Kernesymptomerne er: tristhed, nedsat interesse/glæde for aktiviteter, der tidligere gav glæde, og nedsat energi
• Tillægssymptomerne er: nedsat selvtillid, selvbebrejdelser, selvmordstanker, koncentrationsvanskeligheder, ændret søvnmønster, ændring i appetit og ændring i psykomotorisk aktivitet

For at måle eller følge de depressive symptomers alvorlighedsgrad anvendes forskellige graderingsskalaer for depressive symptomer. Den mest anvendte graderingsskala i Danmark er Hamilton Depression rating scale (HDS). Mindre almindeligt brugt er Montgomery-Åsberg Depression Rating Scale (MADRS).

Der er i flere studier nu indikation på, at fysisk aktivitet, søvn og nogle ændringer i kost kan bidrage til at forbedre de depressive symptomer. Ved alle grader af depression kan det være nyttigt at motivere personen, der kæmper med depression, til fysisk aktivitet, en kost baseret på de danske myndigheders kostråd fra samt at bidrage til, at søvnen optimeres. Ofte vil sådanne tiltag dog ikke være tilstrækkelige.

For de milde til moderate depressive lidelser anbefales en eller anden form for struktureret psykoterapi (samtaleterapi). Der findes i dag en række forskellige psykoterapiformer, der gennem videnskabelige studier har vist effekt for depressive symptomer. I Danmark er kognitiv adfærdsterapi og psykodynamisk terapi de mest anvendte. Disse to forskellige samtaleterapier har vist omtrent lige god effekt på depressive lidelser. Den mest undersøgte psykoterapiform for depressive lidelser er kognitiv psykoterapi, hvor der ofte er gode resultater efter 12–16 timer med denne samtaleform. Ved sværere depression eller hvis psykoterapi ikke har været effektivt, bør anvendes antidepressiv medicin samt samtaler sv.t. hvad patienten pga. sin sygdom kan klare.

Generelt er kombinationen samtaleterapi plus antidepressiv medicin overlegen hver af de to behandlinger givet alene.

Ved mere alvorlige depressioner er der ofte behov for at kombinere samtaleterapi med antidepressiv medicin. Generelt er det sådan, at jo dybere og mere alvorlig depressionen er, jo større er effekten af den medicinske behandling. Hvilket antidepressive lægemiddel, der anvendes, vurderes af lægen eller psykiateren og baseres på personens kombination af symptomer, samt hvor alvorlig depressionen er.

De hyppigst anvendte antidepressive lægemidler er serotonin-genoptagelseshæmmere (SSRI). Serotonin er et signalstof i hjernen, der har betydning for stemningsleje, og SSRI-præparater vil bl.a. øge koncentrationen af serotonin i synapsespalten i hjernen. Stofferne har imidlertid også en række andre effekter, som menes at være vigtige for den antidepressive effekt.

Ved de dybeste depressioner, hvor personen ikke har responderet på anden behandling i form af antidepressive lægemidler og samtaleterapi, har elektrostimulering (ECT) vist god effekt.

Lysbehandling hjælper på vinterdepression, men kan forstærke effekten af fx antidepressiv medicin overfor almindelige depressioner.

Der eksperimenteres med andre typer behandling (Transkraniel magnetstimulation TMS, psilocybin og esketamin)