deisme

Tilhængere af deismen, der udviklede sig til en populær retning i 1600-1800-tallet, blev af kirkens folk betragtet som fritænkere og Gudsbenægtere (ateister). Deisme kan dog ikke siges at betegne nogen samlet religionsfilosofisk bevægelse eller retning, og ordet 'deist' er blevet brugt om filosoffer og forfattere tilhørende vidt forskellige skoler.

Den engelske filosof Herbert of Cherbury regnes ofte for en af de første vesteuropæiske deister. I modsætning til opfattelsen hos senere deister, forestillede han sig stadig eksistensen af en handlende gud. Han fastslog i sit hovedværk fra 1624 De veritate (Om sandhed), at

• der er universelle fornuftsandheder
• der findes en gud, som bør dyrkes, bl.a. i form af dyd og fromhed
• mennesket bør angre sine synder
• guddommen straffer og belønner i denne såvel som i en kommende tilværelse.

Den kendteste og mest læste engelske deist var imidlertid John Toland, som i 1696 udgav værket Christianity not mysterious (Kristendommen rummer ingen mysterier). Han afviste den kristne åbenbaring og de dertil hørende mysterier og søgte at påvise den kristne læres overensstemmelse med fornuften.

Den skotske filosof David Hume, der også i samtiden blev betragtet som fritænker, skrev bl.a. Dialogues Corning Natural Religion (Dialoger om den naturlige religion), der pga. dens provokerende indhold først blev udgivet 1779, tre år efter hans død.

Heri lod Hume tre samtalepartnere diskutere Guds eksistens og natur, og dialogen mundede ud i en forkastelse af fornuftens forsøg på at definere Gud. En af deltagerne, Cleanthes, optræder som en blanding af deist og teist og bliver gang på gang udfordret af skeptikeren Philo med argumenter om menneskets manglende evne til egentlig erkendelse i religiøse anliggender.

I Frankrig regnes François de Voltaire og Jean-Jacques Rousseau blandt deisterne, sidstnævnte pga. sin fremstilling af en fornuftsreligion i afsnittet om den savojiske præsts trosbekendelse i det berømte værk fra 1762, Émile ou de l'éducation (Émile eller Om opdragelsen).

Voltaire betragtede deismen som en sand kristen erkendelsesform og afviste med forfærdelse samtidens franske ateister som fx Paul Henri Thiry d'Holbach. Han fordømte således dennes anonymt udgivne værk fra 1770 Système de la nature (Naturens system), som var dens deterministiske naturforståelse inspireret af djævlen selv.

Deisterne var af den opfattelse, at man i i kraft af fornuften kan komme frem til de samme indsigter som i de religiøse dogmer. Således medvirkede deisterne til at løsrive en kristen etik fra det specifikke tilhørsforhold til en religiøs trosretning, og dette bidrog til udviklingen af religiøs tolerance, der voksede frem i 1700-tallet.

• teisme
• ateisme
• Herbert of Cherbury
• John Toland
• Voltaire
• Rousseau
• religionsfilosofi