Voltaire
Af /Wellcome Images.
Licens: CC BY 4.0

Deisme er, ligesom den beslægtede betegnelse teisme, et begreb for læren om Gud inden for en kristen kontekst. Til forskel fra teismen, der bekender sig til Biblens personlige skabergud, støtter deismen sig til ideen om en guddommelig kraft, der opretholder naturens orden.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer af latin deus 'gud' og -isme.

Deismen afviser begrebet om en handlende Gud, der kan gribe ind i verden via mirakler, og som åbenbarer sig for mennesker gennem Den Hellige Skrift. Hvor teismen normalt forbindes med konfessionel rettroenhed (ortodoksi), betegner deisme en uortodoks fornuftsreligion eller en naturlig religion.

Deister som fritænkere

Tilhængere af deismen, der udviklede sig til en populær retning i 1600-1800-tallet, blev af kirkens folk betragtet som fritænkere og Gudsbenægtere (ateister). Deisme kan dog ikke siges at betegne nogen samlet religionsfilosofisk bevægelse eller retning, og ordet 'deist' er blevet brugt om filosoffer og forfattere tilhørende vidt forskellige skoler.

Herbert of Cherbury

Herbert of Cherbury, ca. 1603
Af /National Portrait Gallery.
Licens: CC BY NC ND 3.0

Den engelske filosof Herbert of Cherbury regnes ofte for en af de første vesteuropæiske deister. I modsætning til opfattelsen hos senere deister, forestillede han sig stadig eksistensen af en handlende gud. Han fastslog i sit hovedværk fra 1624 De veritate (Om sandhed), at

  • der er universelle fornuftsandheder
  • der findes en gud, som bør dyrkes, bl.a. i form af dyd og fromhed
  • mennesket bør angre sine synder
  • guddommen straffer og belønner i denne såvel som i en kommende tilværelse.

John Toland

Den kendteste og mest læste engelske deist var imidlertid John Toland, som i 1696 udgav værket Christianity not mysterious (Kristendommen rummer ingen mysterier). Han afviste den kristne åbenbaring og de dertil hørende mysterier og søgte at påvise den kristne læres overensstemmelse med fornuften.

David Hume

David Hume, 1754
Af /National Galleries Scotland.
Licens: CC BY NC 2.0

Den skotske filosof David Hume, der også i samtiden blev betragtet som fritænker, skrev bl.a. Dialogues Corning Natural Religion (Dialoger om den naturlige religion), der pga. dens provokerende indhold først blev udgivet 1779, tre år efter hans død.

Heri lod Hume tre samtalepartnere diskutere Guds eksistens og natur, og dialogen mundede ud i en forkastelse af fornuftens forsøg på at definere Gud. En af deltagerne, Cleanthes, optræder som en blanding af deist og teist og bliver gang på gang udfordret af skeptikeren Philo med argumenter om menneskets manglende evne til egentlig erkendelse i religiøse anliggender.

Voltaire og Rousseau

Jean-Jacques Rousseau
Af /LIFE Photo Collection.
Licens: CC BY 2.0

I Frankrig regnes François de Voltaire og Jean-Jacques Rousseau blandt deisterne, sidstnævnte pga. sin fremstilling af en fornuftsreligion i afsnittet om den savojiske præsts trosbekendelse i det berømte værk fra 1762, Émile ou de l'éducation (Émile eller Om opdragelsen).

Voltaire betragtede deismen som en sand kristen erkendelsesform og afviste med forfærdelse samtidens franske ateister som fx Paul Henri Thiry d'Holbach. Han fordømte således dennes anonymt udgivne værk fra 1770 Système de la nature (Naturens system), som var dens deterministiske naturforståelse inspireret af djævlen selv.

Deismens virkningshistorie

Deisterne var af den opfattelse, at man i i kraft af fornuften kan komme frem til de samme indsigter som i de religiøse dogmer. Således medvirkede deisterne til at løsrive en kristen etik fra det specifikke tilhørsforhold til en religiøs trosretning, og dette bidrog til udviklingen af religiøs tolerance, der voksede frem i 1700-tallet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig