Cystitis cystica er en særlig form for blærebetændelse, hvor der dannes få millimeter store cyster med gulligt indhold i urinblærens slimhinde. Det er en meget almindeligt forekommende reaktiv ændring i urinblæreslimhinden, som er ufarlig.

Faktaboks

Også kendt som

cystitis glandularis

Udseende ved kikkertundersøgelse

De små gullige forandringer kan ses ved kikkertundersøgelse af urinblæren. Det er en meget hyppig variant hos personer, der for nyligt har haft bakteriel blærebetændelse.

Mikroskopisk udseende

Mikroskopiske undersøgelser af vævsprøver fra de små gule forandringer vil ofte vise von Brunnske-cellereder evt. med indhold af hvide blodlegemer (leukocytter).

Von Brunnske-cellereder

Von Brunnske-cellereder er områder med urinblærens normale overfladeslimhinde, der lukker sig sammen i en kreds (rede) og evt. mister kontakten med overfladen. Von Brunnske-cellereder er normalt store, overfladisk placerede, meget regelmæssige i formen og mangler helt celleforandringer der tyder på, at de skulle være forstadier til blæretumorer eller andre sygelige slimhindeforandringer. Der er ingen cytologisk atypi.

Nogle von Brunnske-cellereder bevarer forbindelsen til den overliggende slimhinde, mens andre fremstår fuldt afsnørede eller frit liggende i laget under slimhinden, som kaldes lamina propria.

Udvikling af von Brunnske-cellereder

Gennem mikroskop kan tegn på sund vækst (proliferation) ses. De fuldt afsnørede von Brunnske-cellereder kan blive fyldte som små vandblærer. Det siges, at de bliver cystisk dilaterede (cystitis cystica) og gennemgår cellemodning mod noget mere kirtellignende (kirtelmetaplasi, cystitis glandularis) eller tarmlignende (tarmtypemetaplasi, cystitis glandularis, tarmtype).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig