cGMP er en vigtig intracellulær budbringer, der dannes ud fra GTP (guanosintrifosfat) ved hjælp af enzymet guanylatcyklase. cGMP fungerer som en sekundær budbringer, hvilket vil sige, at det overfører og forstærker signaler inden i cellen som respons på stimuli fra omgivelserne, der er modtaget af celleoverfladen. Ligesom cAMP (cyklisk adenosinmonofosfat) spiller cGMP en central rolle i mange forskellige cellulære processer, og de to molekyler har strukturelle og funktionelle ligheder.

Faktaboks

Etymologi
Ordet er en forkortelse af engelsk cyclic guanosine monophosphate|n|. Cyclic kommer af det græske kyklos, som betyder 'cirkel, ring'. Det refererer her til den ringformede (cykliske) struktur af molekylet, hvor fosfatgruppen danner en cyklisk binding med guanosin. Guanosine kommer af guanin fra det spanske guano, som betyder 'gødning, fuglegødning', da guanin oprindeligt blev isoleret fra guano.
Også kendt som
Cyklisk GMP, Cyklisk guanosinmonofosfat

Dannelse og nedbrydning af cGMP

Dannelsen af cGMP initieres ved aktivering af enzymet guanylatcyklase, som findes i to hovedformer: en membranbundet og en opløselig form. Den membranbundne guanylatcyklase aktiveres typisk af peptidhormoner, fx atrialt natriuretisk peptid (ANP), der spiller en rolle i reguleringen af blodtrykket. Den opløselige guanylatcyklase aktiveres derimod ofte af nitrogenoxid (NO), en gasformig signalmolekyle, der blandt andet virker afslappende på glat muskulatur i blodkar. cGMP nedbrydes af enzymer kaldet fosfodiesteraser, som hydrolyserer cGMP til GMP og dermed afslutter signalet.

Klinisk relevans af cGMP

cGMP’s funktion og regulering har stor klinisk betydning. Lægemidler, der påvirker cGMP-niveauerne, anvendes til behandling af forskellige sygdomme. Eksempelvis virker stoffer som sildenafil (Viagra®) ved at hæmme fosfodiesterase-enzymet (PDE5), som nedbryder cGMP. Dette forlænger cGMP's virkning og fører til øget blodgennemstrømning i penis.

Læs mere i Lex

  • signalformidling
  • sekundær budbringer

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig