I Danmark dannedes der allerede i forhistorisk tid landsbyer, mens byer, hvor hovederhvervene var handel og håndværk, først kendes fra 700-t. De tidligste i det daværende danske område var Ribe og Hedeby lidt syd for den nuværende Slesvig by. I løbet af vikingetiden kom flere til, og inden år 1250 var de fleste af den senere tids købstæder grundlagt. De kom ofte til at ligge ved et trafikknudepunkt, fx tæt ved en ås udløb i havet, hvor der i åmundingen var anløbsmuligheder for handelsskibe, ved overfartssteder mellem landsdelene eller ved nogle af de handelsveje, der opstod ned gennem Jylland og tværs over Sjælland. Efter kristendommens indførelse fik nogle af byerne desuden betydning som centre for kirkelig administration, men næsten alle havde under 1000 indbyggere.
I de følgende århundreder blev de danske byer administrativt betegnet som købstæder, der var karakteriseret ved, at de af kongen fik tildelt særlige privilegier, som mht. styreform og jurisdiktion skilte dem ud fra de omliggende landsogne og gav dem eneret på handel og de fleste håndværk.
Omkring 1350 var der i Danmark vest for Øresund oprettet over 60 købstæder, og i den følgende tid frem til begyndelsen af 1800-t. kom der yderligere knap 20 til. Nogle af disse nye byer var vokset op omkring kongelige slotte eller klostre, andre var fiskerlejer, mens kun nogle få som fx fæstningsbyen Fredericia, der blev købstad i 1650, blev grundlagt på steder, hvor der ikke i forvejen fandtes en bymæssig bebyggelse. De fleste købstæder var endnu i år 1800 meget små; kun København var vokset til en storby med ca. 100.000 indbyggere, mens landets næststørste by, Odense, kun havde knap 6000.
I 1857 blev handel og håndværk tilladt uden for købstæderne, og næsten samtidig begyndte et omfattende jernbanebyggeri. Det gav grobund for nye bebyggelser omkring jernbanestationerne, og der opstod på den måde en ny type af byer, stationsbyerne. De havde ikke købstadsprivilegier, men flere voksede sig større end de mindste købstæder. I løbet af 1800-t. begyndte også nogle købstæder at vokse, først pga. en stigende handel, senere som følge af tidlig industrialisering. Væksten fortsatte ind i 1900-t., da mange af de større byers forstæder bredte sig ud i de omliggende landdistrikter, således at det hidtidige skarpe skel mellem by og land gradvis blev udvisket. At dette skel dog langt fra er forsvundet, skyldes by- og landzonelovgivningen, der gennemførtes 1970 med det formål at beskytte det dyrkede areal mod byudvikling (se Planlægningsloven). Al ny bydannelse skulle herefter foregå i særligt godkendte og samlede områder overvejende i tilslutning til eksisterende byarealer, hvilket dels førte til en mere rationel infrastrukturudbygning, dels til stop for byggeri, bortset fra landbrugets, i det åbne landskab.
Ved kommunalreformen i 1970 tog man konsekvensen af de sidste 100 års byudvikling og ophævede købstædernes særlige stilling; en dansk by kunne derefter ikke længere karakteriseres ved dens administrative status, men alene ved størrelsen af den sammenhængende bebyggelse. Hvad angår forholdet mellem byer og landområder førtes frem til 1990'erne den såkaldte egnsudviklingspolitik, der skulle sikre ensartede levevilkår over hele landet. Denne bestræbelse gik hånd i hånd med industriens forskydning mod vest og udbygningen af den offentlige servicesektor i landområderne, mens Hovedstadsområdet oplevede en demografisk og økonomisk stagnationsperiode. Siden 1990'erne opfattes København i stigende grad som et kraftcenter, der skal kunne konkurrere med andre storbyer, og den har følgelig nydt de bevilgende og lokaliserende myndigheders bevågenhed.
Se også byplan og byplanlægning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.