bugspytkirtelkræft

Illustration af bugspytkirtelkræft
Illustration af bugspytkirtelkræft. Af /Scientific Animations Inc.. CC BY SA 4.0

Bugspytkirtelkræft er en alvorlig sygdom, hvor der er ondartede kræftsvulster i bugspytkirtlen. Typen af bugspytkirtelkræft afhænger af, hvor kræften er placeret i bugspytkirtlen, og ca. 90 procent af tilfældene af bugspytkirtelkræft udgår fra kirtelceller i bugspytkirtlens udførselsgang, pancreasgangen. Kræft i bugspytkirtlen kan sprede sig til lymfer eller andre organer, særligt leveren, og årsagen til sygdommen er oftest ukendt.

Faktaboks

Også kendt som

pancreas cancer, cancer pancreatis

Der diagnosticeres ca. 1000 nye tilfælde af kræft i bugspytkirtlen i Danmark om året, og forekomsten er højest i aldersgruppen 65-75 år, og sygdommen er meget sjælden hos personer under 40 år. Sygdommen er oftest fremskreden på diagnosetidspunktet, hvilket medfører en gennemsnitlig kort levetid og meget høj dødelighed.

Symptomerne på bugspytkirtelkræft er ofte ukarakteristiske, hvilket kan gøre sygdommen svær at diagnosticere tidligt. De almindeligste symptomer er gulsot (ikterus), nedsat appetit, ufrivilligt vægttab, smerter og udvikling af sukkersyge. Behandlingen og prognosen er afhængig af hvilket stadium sygdommen er på ved diagnosetidspunktet. Kirurgi er den eneste helbredende behandling, og operationen kombineres med efterfølgende kemoterapi. 20-25 procent af personer med bugspytkirtelkræft kan opereres, og ved en total fjernelse af svulsten er ca. 20 procent i live fem år efter operationen.

Forekomst

Kræft i bugspytkirtlen udgør 2,5 procent af kræfttilfældene i Danmark med ca. 1000 nye tilfælde årligt. Den årlige forekomst er let stigende pga. den aldrende befolkningssammensætning. Kønsfordelingen i tilfældene af bugspytkirtelkræft er nogenlunde lige. Risikoen for at udvikle kræft i bugspytkirtlen i løbet af livet (ved alder 75 år) er omkring en procent. På verdensplan tilhører Danmark, så vidt vides kun pga. den aldrende befolkning, et højrisikoområde, når det gælder kræft i bugspytkirtlen.

Forekomsten er højest i aldersgruppen 65–75 år, men sygdommen kan også optræde også hos yngre voksne, dog yderst sjældent under 30-årsalderen. Medianalderen ved diagnose er 72 år. Når bugspytkirtelkræft optræder hos yngre personer, er der en større sandsynlighed for, at sygdommen er arvelig eller genetisk betinget.

Årsager til bugspytkirtelkræft

De fleste tilfælde af bugspytkirtelkræft opstår, uden at der er en kendt årsag. Cirka 10–15 procent af tilfældene skyldes en arvelig disposition.

Den største risikofaktor for at udvikle kræft i bugspytkirtlen er høj alder. Derudover er rygning en risikofaktor, og på verdensplan er forekomsten af bugspytkirtelkræft forbundet med høj andel af rygere i befolkningen. Der kan desuden ses en forøget risiko hos personer med diabetes type 2 og personer med kronisk bugspytkirtelbetændelse (kronisk pankreatitis). Bugspytkirtelkræft kan forårsages af medfødte gendefekter, især defekter i BRCA-genet, som dog hyppigere medfører bryst- og æggestokkræft hos kvinder og blærehalskirtelkræft hos mænd. Bugspytkirtelkræft er i dag en hyppig årsag til kræftdødsfald hos personer med medfødt BRCA-mutation.

Symptomer på bugspytkirtelkræft

Symptomer ved kræft i bugspytkirtlen er ofte uspecifikke og kan skyldes lokal vækst af svulsten eller spredning til fjerntliggende organer. De almindeligste symptomer er nedsat appetit, træthed, ernæringsproblemer, udvikling af diabetes og ufrivilligt vægttab samt smerter i maven eller lænden.

Hvis svulsten sidder i hovedet af bugspytkirtlen (caput pancreatis) kan galdevejene blive trykket af svulsten, og patienten bliver gul i huden (ikterisk) og i øjnenes bindehinde (konjunktiva). Derudover bliver afføringen grålig og kitfarvet og urin bliver mørk. Hvis galdeveje er komprimerede, viser en blodprøve forhøjet bilirubin og basisk fosfatase, og bugspytkirtelkræft kan være årsagen til gulsot (ikterus), hvis det opstår uden, at der er en anden forklaring, fx galdesten.

Svulster, der er lokaliserede til halen af bugspytkirtlen (cauda pancreatis) giver ofte symptomer på et mere fremskredent stadium i af sygdommen end svulster, der er lokaliserede i hovedet af bugspytkirtlen (caput pancreatis). Dette sker fordi galdevejene ikke komprimeres i samme grad, når svulsten er placeret i bugspytkirtlens hale, og symptomerne derfor først opstår, når svulsten har spredt sig.

Diagnosen bugspytkirtelkræft

Diagnosen bugspytkirtelkræft stilles ved billedundersøgelser af maven (abdomen) og bugspytkirtlen. Der foretages altid CT-scanning for at stille diagnosen, og i nogle tilfælde foretages også en MR-undersøgelse eller endoskopisk ultralyd.

Formålet med udredningen er, at undersøge hvor meget sygdommen har spredt sig, for at afgøre om kirurgisk behandling er mulig. Hvis svulsten kan fjernes kirurgisk, tages der ikke vævsprøve på forhånd, da udseendet af svulsten ved CT-scanning typisk er tilstrækkeligt til at stille diagnosen, og da en vævsprøve giver risiko for at kræften spreder sig. En vævsprøve tages i tilfælde, hvor svulsten ikke kan fjernes kirurgisk, eller hvor kræften har spredt sig til andre organer.

Det er endnu ikke muligt at stille diagnosen, forudsige prognosen eller bedømme effekten af behandlingen ved en blodprøve, men der foregår lovende forsøg med påvisning af tumorgener i blodprøver, såkaldt cirkulerende tumor-DNA (ctDNA). Cancer antigen (Ca) 19-9 er en tumormarkør, som kan være forhøjet i blodprøver hos patienter med kræft i galdeveje eller bugspytkirtelen. Prøven er dog ikke egnet til at stille diagnosen, da Ca 19-9 kan være forhøjet af andre årsager, og da antigenet ikke kan måles hos ca. 1/3 af kræftpatienter. Tumormarkøren kan i stedet anvendes som en del af undersøgelserne, hvis der er mistanke om tilbagefald efter operation, og til at vurdere effekten af behandlingen med kemoterapi.

Stadieinddeling

TNM-klassificering benyttes til at beskrive svulstens vækst lokalt (T) og om det er spredning til regionale lymfeknuder (N) eller fjernmetastaser (M). I forhold til behandling inddeles svulsterne i lokaliserede, lokalt-avancerede og metastatiske.

75 procent af patienterne med bugspytkirtelkræft har fremskreden sygdom ved diagnosetidspunktet, enten fordi svulsten vokser ind i vigtige blodkar i omgivelserne og ikke kan fjernes kirurgisk (lokalavanceret svulst), eller fordi kræften har bredt sig i form af metastaser (spredning til fjerntliggende organer). Spredning til lever, lunge og bughinde er det almindeligste.

Histologi og molekylærbiologi

Kræftceller i bugspytkirtlen
Kræftceller i bugspytkirtlen
Af .
Licens: CC BY NC 2.0

Over 90 procent af kræftsvulsterne i bugspytkirtlen er duktale adenokarcinomer. De opstår i kirtelepitelceller i bugspytkirtlens udførselsgang og kan være forudgået af forstadier, såkaldt intraepitelial papillær mucinøs neoplasi (IPNM). Det er såkaldte eksokrine svulster, da de udgår fra celler, som producerer bugspytkirtlens sekret. Andre, sjældnere typer bugspytkirtelkræft er neuroendokrine svulster, acinærcelle karcinom, maligne lymfomer eller sarkomer.

Adenokarcinomer er molekylært karakteriserede ved meget hyppigt (hos 80-90 procent) at have mutationer i KRAS-onkogenet. Hos 5-10 procent findes særlige genforandringer, som kan behandles i forsøg med molekylært målrettet kræftmedicin.

Behandling af kræft i bugspytkirtlen

Behandlingen af bugspytkirtelkræft er kirurgisk behandling, og evt. livsforlængende behandling, hvis en operation ikke er mulig.

Kirurgisk behandling

Kirurgi er eneste helbredende behandling ved bugspytkirtelkræft. Det er dog kun muligt at fjerne svulsten hos 20-25 procent af patienterne ved diagnosetidspunktet. Hvis svulsten har spredt sig til andre organer eller til centrale blodkar, kan kræften ikke fjernes kirurgisk. I enkelte tilfælde kan svulster, som har spredt sig til centrale blodkar, men ikke til andre organer, opereres efter forbehandling med kemoterapi. Det er et stort kirurgisk indgreb og kan derfor ikke foretages på alle patienter med bugspytkirtelkræft pga. fx alder eller svækkelse.

De fleste svulster, som kan opereres, er lokaliserede i hovedet af bugspytkirtlen. Disse svulster opereres efter operationsmetoden Whipples operation. Denne metode indebærer at hovedet af bugspytkirtlen og dele af galdevejene og tolvfingertarmen fjernes. Hvis svulsten er udbredt i kirtlen, kan det være nødvendigt at fjerne hele bugspytkirtlen, hvilket kaldes total pankreatektomi. Hvis svulsten er lokaliseret til bugspytkirtlens hale, fjernes denne del af bugspytkirtlen, hvilket kaldes distal pankreatektomi, og det omkringliggende væv og milten fjernes.

Tillægsbehandling efter kirurgi

Hvis svulsten kan fjernes kirurgisk kan der efterfølgende anvendes (adjuvant) kemoterapi, såfremt patienten er kommet sig tilstrækkeligt efter indgrebet. Behandlingen nedsætter risikoen for tilbagefald og omtrent fordobler femårsoverlevelsen. På trods af tillægsbehandling får flertallet af patienter dog tilbagefald efter operation. Det benyttes forskellige regimer og hvilken type kemoterapi, der gives, er afhængig af patientens alder, funktionsstatus og eventuelle tillægssygdomme. Hvorvidt kemoterapi før operation (neoadjuvant kræftbehandling) forbedrer overlevelsen undersøges aktuelt.

Metastasekirurgi

Bugspytkirtelkræft, som har spredt sig til andre organer, opereres normalt ikke, da metastaserne oftest er udtryk for en omfattende spredning af kræften, og metastasekirurgi er eksperimentel.

Livsforlængende medicinsk behandling

Hvis kræftspredningen er så omfattende, at kirurgi ikke er mulig, er der flere lægemidler, som kan øge livslængde og livskvalitet (palliativ behandling).

Kemoterapi kan reducere størrelsen af svulsten, forlænge levetiden og nedsætte symptomer af sygdommen hos mange patienter med spredning fra bugspytkirtelkræft, men op mod 40 procent af de patienter, som ikke kan opereres, ønsker ikke eller er ikke egnede til behandling med kemoterapi pga. dårlig almentilstand.

I dag findes flere forskellige typer kemoterapi, der kan benyttes i behandlingen. Intensiteten af behandlingen tilpasses efter hvor meget patienten kan tåle. Den mediane levetid for patienter, som behandles med den mildeste form for kemoterapi (gemcitabin) er 6 måneder, mens patienter, som kan tåle de mest effektive typer kemoterapi, har en median overlevelse på op mod 1 år.

Patienter, som har en BRCA-mutation, kan i nogle tilfælde have gavn af vedligeholdelsesbehandling med Olaparib. Olaparib er en PARP-inhibitor med specifik virkning på de genetiske følger af gendefekten. Der er ikke vist gavnlig effekt af behandling med immunterapi ved kræft i bugspytkirtlen, og immunterapi anvendes kun i forsøg.

Efter behandlingen vurderes skrumpningen af kræftvævet med CT-scanninger. I enkelte tilfælde med lokalavanceret spredning kan kemoterapi reducere svulstvolumen så meget, at en svulst, som ikke tidligere kunne opereres, kan fjernes kirurgisk. Kombineret strålebehandling og kemoterapi samt præcisionsstrålebehandling (stereotaktisk strålebehandling) anvendes i nogle få tilfælde hos patienter med lokaliseret eller lokalavanceret sygdom.

Prognose

Dødeligheden ved bugspytkirtelkræft er meget høj, også i de tilfælde, hvor kirurgisk behandling er mulig. Hvis sygdommen ikke behandles, er den forventede levetid ved udbredt kræft i bugspytkirtlen meget kort, typisk få måneder. For patienter, der diagnosticeres på et tidligt stadium, hvor svulsten ikke har spredt sig, og som opereres, er op mod 25 procent i live efter fem år. Patienter, hvor svulsten har spredt sig til andre organer eller vigtige blodkar (fjernspredning) er kun omkring to procent i live efter fem år.

Følgetilstande efter operation

Efter operation for kræft i bugspytkirtlen kan patienters almen- og ernæringstilstand være påvirket, og følgetilstandene kan bl.a. være mangel på pankreasenzym (lipase), vitaminmangel, udvikling af sukkersyge, smerter og fordøjelsesbesvær. Der kan derudover være senfølger til kemoterapi.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig

Fagansvarlig for Mave- og tarmkræft

Morten Ladekarl
Professor, overlæge, dr.med., Aalborg Universitet

Forstå aktuelle begivenheder

Krigen i Ukraine

Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.

Mellemøsten i krig

Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.

Kernevåben

Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Frankrig har for nyligt åbnet for at placere deres kernevåben i andre lande i et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.

Seneste ændringer på Lex

Se al aktivitet