brokorn

Brokorn var en afgift, som man fra 1500-tallet til 1800-tallet betalte i korn til anlæg og vedligeholdelse af broer på alfare veje mellem købstæderne og til broer i købstæderne. På de alfare veje var trafikken stigende i 1500-tallet, og man ønskede at afløse flere af de gamle vadesteder med træbroer for at forbedre trafiksikkerheden.

Brokorn kunne i perioder suppleres med bropenge – en afgift, men betalte for at passere en bro – for at give et særligt tilskud til broens istandsættelse.

Hver bro havde sine egne regler, og retten (privilegiet) til at modtage brokorn og bropenge kunne påhvile købstæderne eller lensmændene, eller den kunne overtages af private, der så påtog sig ansvaret for broens anlæg og vedligeholdelse. Det hed, at de var forlenet eller fæstet til broen.

Almindeligvis var afgiften for broer på alfare veje 1 skæppe korn for hver ejendom med hest og vogn inden for et større eller mindre område, alt efter hvem der benyttede den. Afgiften udviklede sig efterhånden til en lokal skat, der i 1857 indgik i den kommunale økonomi. Udgifterne til opførelsen og vedligeholdelsen af broerne på de lokale biveje blev i hele perioden afholdt af bønderne selv.