boykot

På arbejdsmarkedet er boykot et kollektivt kampskridt, der bruges af arbejdsmarkedets parter. Boykot består i, at et flertal af arbejdsgivere — oftest en arbejdsgiverorganisation — enes om ikke at antage bestemte lønmodtagere. En følge af lovligt varslede strejker og lockouter er, at de strejkende og lockoutede lønmodtagere også er boykottet af de arbejdsgivere, der er omfattet af strejken eller lockouten. Bruges boykot uden forbindelse til en strejke eller lockout, skal den sædvanligvis varsles på samme måde som strejker og lockouter. Et varsel om boykot skal angive navnene på de lønmodtagere, der er omfattet af boykotten. En boykot kan også etableres skjult, hvis en kreds af arbejdsgivere bliver enige om ikke at antage bestemte arbejdstagere. En sådan uvarslet og overenskomststridig boykot kaldes sortlistning.

Udtrykket boykot kan føres tilbage til Charles Cunningham Boycott (1832-97), der var engelsk godsforvalter i Irland. Hans fæstere fulgte under høsten i 1880 en opfordring fra politikeren Charles Stewart Parnell til uden voldsanvendelse at nægte ethvert samarbejde med ham. Boycott fik høstet med 50 strejkebrydere fra Ulster under beskyttelse af 1000 politifolk, men han blev senere tvunget til at forlade Irland.

• arbejdsmarked
• overenskomst