boldspil

I den græske legemskultur fik boldspil en mindre betydningsfuld placering; til gengæld var romerne entusiastiske boldspillere, især i deres badeanlæg.

En anderledes boldspilkultur opstod og udviklede sig i Mellemamerika. De veldokumenterede kilder fra mayaerne og aztekerne viser, at de mellemamerikanske boldspilkulturer havde visse fællestræk: Brugen af en gummibold, specielle boldbaner af variabel størrelse og med lodretstillede mål, hvorigennem bolden skulle spilles ved hjælp af hofte, fod eller hånd. Spillene var pointspil og holdspil. Den største kendte forhistoriske boldplads var i mayakomplekset Chichén Itzá. Den var indviet til guderne og reliefudsmykket med religiøse motiver; her havde boldspil en kompleks rituel karakter.

Den samme baggrund havde de nordiske boldspil ikke, selvom mange af sagaernes beskrivelser indeholder udtryk, som har forbindelse med de nordiske guder. I vikingetiden blev knattleikr det dominerende boldspil i Norden, især på Island. Det var et holdspil, hvor en hård bold blev slået ud på banen med et boldtræ. Man kæmpede især to og to om kontrol over bolden eller i to store grupper. Hårde kropstacklinger var tilladt, og i sagaerne og andre skriftlige kilder registreres det også, at der i overvejende grad blev spillet på fugtige engområder, hvor vand, græs og siv kunne stoppe boldens flugt.

Man kan spore rødderne til flere af de moderne boldspil tilbage til den tidlige middelalder og især til England i 1300-tallet. Men selvom den konkrete handling var til stede såsom at sparke til bolden eller spille eller slå den med en stok, er der ingen overensstemmelse mellem datidens spil og nutidens.

To typer boldspil optræder i forskellige variationer i senmiddelalderens dominerende kulturer med sandsynligt udgangspunkt i Den Iberiske Halvø og i Frankrig: partiboldspil og slagboldspil. I partiboldspillene spillede store grupper mod hinanden; det drejede sig om at trænge igennem til modpartens "mål". Fx blev der i det senmiddelalderlige engelske folkeboldspil spillet mellem to landsbyer. Med alle midler forsøgte man at drive, slå eller sparke en bold over modpartens bygrænse, evt. til et kors ved kirken eller til krodøren. Ofte var disse voldsomme kampe knyttet til rituelle begivenheder, især fastelavn og karneval, og de menes at have haft udgangspunkt i gamle frugtbarhedskulter. Selve spillet var fuldstændig ustruktureret; tilfældige holdgrupper i både størrelse og styrkeforhold kæmpede på ubegrænsede spillepladser og uden definerede regler.

I Italien udvikledes stor prestige omkring calcio, en traditionel og meget brutal form for fodbold på byens store centralplads mellem grupper af unge mænd fra adelsfamilierne.

I slagboldspil blev bolden enten drevet frem med kæppe og stokke i stil med nutidens hockeyspil eller slået til med en ketsjer. I ketsjerspillene skulle bolden spilles ind på modpartens halvdel af banen, så den ikke kunne returneres.

Adelen, og munkene i klostergårdene, spillede allerede fra 1300-tallet et boldspil i specielt indrettede slotsgårde og boldhuse. Spillet, jeu de paume, udviklede sig til de moderne ketsjerspil: tennis, badminton og squash.

Over de næste tre århundreder indlejredes boldspillet gradvist i samfundet. En anderledes boldspiletik blev fremherskende, bl.a. gennem begreberne fairness og fairplay, der kan beskrives som den moralske forpligtelse hos en udøver til at sørge for dels at følge reglerne, dels at udøve sin sport efter et alment accepteret normsæt. Tillige medførte den industrielle revolution en anden arbejdsdeling og specialisering end før, og dette kom også til at få en betydning for den tidsmæssige udstrækning af boldspil. Sport skulle drives med måde, og de oprindelig ubegrænsede boldkampe blev nu omhyggeligt tidsbegrænset.

For eksempel ændrede især folkefodboldspillet hastigt karakter i perioden 1850-1880. Det skete med udgangspunkt i de førende kostskoler, hvor borgerskabet fik øget indflydelse, hvilket gav sig udslag i en reformering af disciplinen, herunder en påvirkning af de uregerlige forhold, under hvilke de sportslige aktiviteter foregik. Man blev efterhånden enige om at nedskrive et fælles regelsæt for skolernes fodboldspil, og det smittede hurtigt af på universiteterne og medførte ikke mindst mange klubinitiativer, som især tidligere kostskoleelever havde sat i gang. Udbredelsen af det regelfastsatte spil skete også via kirken, gennem pubejere og visse virksomhedsejere. Med deres forskellige forsøg på at få en vis styring på spillet som overordnet fritidsbeskæftigelse medvirkede de til en gradvis institutionalisering af spillet. Forsøg på en standardisering resulterede i, at spillet udviklede sig i to retninger, og efter 1863 fik man to adskilte fodboldspil: fodbold (association football) og rugby.

Boldspiludviklingen i England startede på foranledning af borgerskabet, men i udøvelsen og den videre udvikling af de forskellige boldspil videreførtes den af andre sociale klasser, fx blev fodbold hurtigt arbejderklassens sport, mens overklassen foretrak kricket og hockey.

Englands førende position i 1800-tallet inden for handel og industri bevirkede, at den engelske industrikulturs idéer fra midten af 1860'erne blev eksporteret til det øvrige Europa. I den forbindelse vandt de engelske boldspil især udbredelse via gæstende englænderes udøvelse af deres fritidsfornøjelser, men også efter studie- og handelsophold i England tog mange de nye aktiviteter med til hjemlandet.