Bitterling
Bitterlinger (Rhodeus amarus) gyder over en flodperlemusling. Bemærk læggerøret, som hunnen har ført ind i muslingen.
Bitterling
Af /Ritzau Scanpix.

Bitterlingen er en karpefisk med en bitter smag. Den bliver knap 10 cm lang og findes i Mellem- og Østeuropa. Omkring år 2000 er der fundet flere bestande på Sjælland.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er en afledning af tysk bitter.

Også kendt som

Rhodeus amarus, blåfisk

Den har en ejendommelig forplantningsbiologi. Om foråret udvikler hunnen et 5-6 cm langt læggerør omkring kønsåbningen. Med dette placerer den sine æg inde i en musling. Derefter gyder hannen sin sæd, som føres ind i muslingen med dennes indåndingsvand. Her befrugtes og udvikles æggene, beskyttet mod rovdyr; siden forlader fiskelarverne muslingen. Samtidig med æglægningen frigiver muslingen sine egne larver, som sætter sig på fisken, der så fører dem med sig.

Andre bitterlinger

Bitterlingen tilhører familien Acheilognathidae, der omfatter syv slægter med tilsammen ca. 75 arter. Ligesom bitterlingen udnytter de alle ferskvandsmuslinger, som en slags rugekamre for deres æg. Navnet bitterling benyttes ofte om hele familien og dens medlemmer.

Enkelte arter holdes af og til som akvariefisk, heriblandt Rhodeus ocellatus fra Østasien og Sinorhodeus microlepis fra Kina.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig