Behandling af funktionsforstyrrelser i tyggeapparatet vil i de fleste tilfælde være relativt simpel i form af en bidskinne, evt. suppleret med smertestillende medicin, tyggetræning, gabeøvelser og varmebehandling. Bidskinnen tilpasses, så den giver en mere hensigtsmæssig sammenbidsstilling med forbedrede tandkontaktforhold til gavn for tyggemuskler og kæbeled.
I ca. 1/4 af tilfældene vil behandlingen skulle følges op med mere omfattende foranstaltninger i form af varige ændringer af biddet for at undgå tilbagefald, fx vha. tandfyldninger (plomber), kroner, proteser, slibninger og tandregulering. Kirurgiske indgreb i kæbeleddet er der kun behov for i få tilfælde.
Behandlingsresultaterne er i de fleste tilfælde tilfredsstillende, men behandlingen kan være langvarig, og det er uvist, om den kan føre til en fuldstændig helbredelse af alvorlige myoseforandringer i tyggemusklerne.
For belastningslidelserne i kæbeleddet er der derimod gode muligheder for, at generne kan svinde fuldstændigt, men det kan vare flere år. Manglende behandling af alvorlige funktionsforstyrrelser kan føre til permanent nedsat bevægelighed af underkæben og vedvarende smertetilstande med forringet livskvalitet til følge.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.