I Tunesien blev berberne fordrevet fra sletterne omkring de nuværende byer Tataouine og Medenine. De rykkede op på bjergskråningerne, hvor de etablerede fæstninger. I en første fase flygtede berberne til allerede eksisterende grotter på bjergsiderne for at sikre både sig selv og deres ejendele og forråd.
I en efterfølgende fase etableredes mange steder en såkaldt kalaa på toppen af bjerget. Kalaa var en fæstning til forråd, mens der foran grotten etableredes en lille bygning, der kunne bruges som stald for især får og geder. Byerne Chenini og Ghomrassen i Sydtunesien er særligt gode eksempler på denne fæstnings-beboelse på bjergsiden.
Efterhånden som flugten og etableringen på bjergsiden trak ud og blev permanent, etableredes større fæstningsværker, som kaldes ksar. Flere stammer og mange familier deltes om en ksar. I de hvælvede, smalle opbevaringsrum af sten, kaldet ghorfa, kunne man opbevare og beskytte forråd og ejendele. Mange ksarer har både to, tre og flere etager med ghorfaer oven på hinanden. Adgang til de mange gårde med ghorfaer skete gennem en stor port, som var bevogtet.
Efterhånden som kampene ophørte, og berbere og arabere begyndte at sameksistere, etablerede også de arabiske stammer i Sydtunesien ksarer, hvor de kunne opbevare varer og forråd, mens de levede som nomader på stepperne.
De tunesiske kalaaer og ksarer har både i funktion og udseende mange lighedstræk med berber-fæstningerne i Marokko kaldet agadir.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.