Berbere er en vestlig betegnelse for den oprindelige befolkning i landene i Nordafrika, herunder særligt Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen. De oprindelige befolkninger i landene i Nordafrika kalder sig amazigh (ental), imazighen (flertal).

Berbernes historie

Berbere.
Unge kvinder og piger i Rabat, Marokko, klædt i traditionelle dragter. Foto fra 2025.
Berbere.
Af /EPA/Ritzau Scanpix.

Berberne er det oprindelige folk i det nordlige Afrika, som var i området før fønikerne, romerne, araberne og den europæiske kolonisering. De levede både som agerbrugere og som nomader. Man mener, de har bredt sig fra nutidens Egypten til det vestlige Nordafrika. I hvert fald vides det, at berberisk bredte sig fra ca. 2000 f.v.t Nildalen i Egypten og hen over Sahara og derfra spredte sig i hele Nordafrika.

Der vides ikke så meget om forholdet mellem berberne og henholdsvis fønikerne og romerne. Men fordi fønikerne og romerne primært holdt til langs kystområderne pga. behovet for havne, antager man, at berberne har kunne fortsætte deres levevis relativt uforstyrret længere inde i landet.

Den arabiske invasion i 600-tallet

Med den arabiske invasion af Nordafrika i 600-tallet opstod der kampe mellem berberne og de arabiske stammer. Araberne kom frem med heste og kamelkaravaner til lands, og dermed trængte de ind i de områder, hvor berberne boede. Berber-stammerne dannede alliancer for at forsvare sig. Ifølge legenden samlede berberdronningen Al Kahina (også kaldet Dihya) stammer i nutidens Tunesien og Algeriet i kampen mod araberne. Hun skal være død i kamp i 703 i Aurès i Algeriet.

Den arabiske invasion faldt i bølger. Efter etableringen af det arabiske overherredømme fra 700 til 1000 skete der en gradvis sameksistens mellem berbere og arabere. Mange steder antog berberne islam og begyndte at tale arabisk i stedet for berberisk. Et eksempel på dette er Vestsahara, hvor berberne efterhånden antog den arabiske dialekt hasaniyya.

Berberisk

Berbernes oprindelige sprog kaldes i vestlig og europæisk forskning samlet for berberisk. Berberne selv kalder deres sprog tamazight. Betegnelsen dækker over en gruppe af sprog, der før arabernes erobringer i Nordafrika i 600- til 1000-tallet taltes i hele det nordlige Afrika bortset fra Nildalen.

I forhold til klassifikation er berberisk en gren af den afroasiatiske sprogæt, som også omfatter semitiske sprog – herunder arabisk – samt bl.a. klassisk hebraisk og aramæisk. Berberisk er den gren inden for den afroasiatiske sprogæt, som står semitisk nærmest. Slægtskabet fremgår først og fremmest af en betydelig overensstemmelse i sprogenes grammatiske system, mens ordforrådet er forskelligt, idet kun ca. 300 berberiske ord kan genfindes i semitisk.

Dialekter

Berberisk er opdelt i adskillige dialekter, som falder i to hovedgrupper i forhold til, hvor mange vokaler der indgår i sproget. Den ene omfatter de libyske dialekter og tuaregisk, den anden gruppe omfatter alle øvrige berberiske dialekter i Nordafrika. Eksempler på dialekter der tales i dag er:

  • Marokko: rif, tamazight samt tashelhit. 10.000.000 – 24.900.000 (est.) marokkanere taler berberisk.
  • Algeriet: kabylisk, shawiya, shenwa og tuaregisk. Ca. 7-8 millioner algiere taler berberisk.
  • Mauretanien og nordlige Senegal: zenaga. Tales af ca. 14-15.000 mennesker.
  • Mali, Niger, sydspidsen af Algeriet samt i Ghat i Libyen: ca. 1,2 millioner berberisktalende tuareger.
  • Libyen: berberisk er udbredt i Nafusabjergene syd for Tripoli, i oaserne Ghadamès, Ghat, al-Fogaha, Awdjila, samt i havnebyen Zuwarah.
  • Tunesien: Ca. 100.000 tunesere taler berberisk særligt i Sydtunesien i og omkring Tataouine og de små byer Douiret og Chenini samt Guellela på øen Jerba.

Berbernes fæstninger

Chenini i Sydtunesien
Chenini i Sydtunesien er et eksempel på en berber-tilflugtssted etableret på bjergskråningen og udviklet over tid. Øverst oppe ses en såkaldt kalaa, en fæstning til forråd.
Chenini i Sydtunesien

Under den arabiske invasion i Nordafrika fra 600-tallet blev berberne fortrængt og måtte forlade de områder, de boede i, pga. kampe og nederlag. Det førte til etablering af nye boligformer, som stadig eksisterer og også i vidt omfang stadig bruges som beboelse.

Kaala og ksar i Tunesien

Chenini i Sydtunesien
Foran grotterne i bjergsiden blev der etableret små bygninger, der kunne bruges som stald. Både grotterne inde i bjerget og de små bygninger bruges stadig til både beboelse og opbevaring.
Chenini i Sydtunesien
Chenini i Sydtunesien
Eksempel på hvordan bygninger på bjergsiden er bygget af sten hugget ud af de omkringliggende bjerge. Her i byen Chenini i Sydtunesien.
Chenini i Sydtunesien

I Tunesien blev berberne fordrevet fra sletterne omkring de nuværende byer Tataouine og Medenine. De rykkede op på bjergskråningerne, hvor de etablerede fæstninger. I en første fase flygtede berberne til allerede eksisterende grotter på bjergsiderne for at sikre både sig selv og deres ejendele og forråd.

I en efterfølgende fase etableredes mange steder en såkaldt kalaa på toppen af bjerget. Kalaa var en fæstning til forråd, mens der foran grotten etableredes en lille bygning, der kunne bruges som stald for især får og geder. Byerne Chenini og Ghomrassen i Sydtunesien er særligt gode eksempler på denne fæstnings-beboelse på bjergsiden.

Efterhånden som flugten og etableringen på bjergsiden trak ud og blev permanent, etableredes større fæstningsværker, som kaldes ksar. Flere stammer og mange familier deltes om en ksar. I de hvælvede, smalle opbevaringsrum af sten, kaldet ghorfa, kunne man opbevare og beskytte forråd og ejendele. Mange ksarer har både to, tre og flere etager med ghorfaer oven på hinanden. Adgang til de mange gårde med ghorfaer skete gennem en stor port, som var bevogtet.

Efterhånden som kampene ophørte, og berbere og arabere begyndte at sameksistere, etablerede også de arabiske stammer i Sydtunesien ksarer, hvor de kunne opbevare varer og forråd, mens de levede som nomader på stepperne.

De tunesiske kalaaer og ksarer har både i funktion og udseende mange lighedstræk med berber-fæstningerne i Marokko kaldet agadir.

Agadir i Marokko

I Marokko findes berber-fæstningsværkerne, som her kaldes en agadir, særligt i Høje Atlas- og Anti Atlas-bjergene. De består af to dele: en fæstning øverst på en bjergtop og nedenfor kornmagasiner bestående af små aflange rum bygget oven på hinanden i flere etagers højde. Rummene er bygget med sten brudt i de omkringliggende bjerge. I de største agadirer ligger magasinerne langs meget lange og smalle gader. Særligt i Høje Atlas findes også agadirer, som er gravet ned i jorden.

Her kunne korn og andre afgrøder opbevares, og værdifulde ejendele som tæpper, smykker og våben var beskyttet mod fjendtlige angreb, mens man dyrkede jorden uden for fæstningen eller vandrede som nomader for at græsse sine dyr.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig