Beachvolley er et boldspil, der har oprindelse i volleyball, men som spilles af to hold a kun to personer på et underlag af sand, som skal være mindst 30 cm dybt. Banen måler 16 m × 8 m, og på tværs af banens midte er ophængt et net (1 m × 10 m). Nethøjden for herrerne er 243 cm, mens den for kvinderne er 224 cm.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer fra engelsk beach volleyball, af beach 'strand' og volleyball.

Regler

Beachvolley
Beachvolley. Foto fra 2024.
Beachvolley
Af /Zuma/Ritzau Scanpix.

Der spilles i beachvolley bedst af tre sæt. De to første sæt bliver spillet til 21 point, mens det tredje sæt bliver spillet til 15 point. Alle sæt skal dog vindes med mindst to overskydende point. Et hold må højst røre bolden tre gange, og samme spiller må ikke røre bolden to gange i træk. Dog tæller en blokade ikke som en berøring, og derfor er det tilladt for samme spiller at røre bolden to gange i træk, hvis den første berøring er en blokade.

Modsat indendørs volleyball må serven i beachvolley ikke blive modtaget med et fingerslag, mens et fingerslag også kun må sendes over nettet, hvis det foregår i vinkelret på skuldrenes retning. Desuden må bolden heller ikke rotere i luften efter et fingerslag.

Bolden må heller ikke lobbes over nettet, hvilket er tilladt i indendørs volleyball. Derfor ser man i beachvolley til tider andre variationer af slag over nettet sammenlignet med indendørs volleyball.

Historie

Beachvolley
Beachvolley. Foto fra 2022.
Beachvolley
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Beachvolley blev første gang spillet i 1920'erne i Santa Monica i Californien, hvor også det første officielle verdensmesterskab blev afholdt i 1976. Spillet var første gang på det olympiske program i 1996. Det første officielle danmarksmesterskab blev afholdt i 1994.

Lande som USA og Brasilien har både på herresiden og kvindesiden gennem mange år været dominerende inden for beachvolley, men i de senere år er lande som Sverige og Norge også begyndt at dominere på herresiden. Ved De Olympiske Lege afholdt i 2021 vandt duoen Anders Mol og Christian Sørum fra Norge guld, mens de året efter i 2022 sikrede sig en guldmedalje ved verdensmesterskabet. Den svenske duo bestående af David Åhman og Jonatan Hellvig lå i maj 2024 i toppen af FIVB's World Ranking, som bliver opdateret løbende.

Danmark har aldrig deltaget ved De Olympiske Lege, men i 2022 fik Volleyball Danmark bevilliget 750.000 kroner af Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark, som er tilegnet udviklingen af dansk beachvolley på kvindesiden med særligt fokus på at hjælpe duoen Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard på vej mod OL-deltagelse. Målsætningen bag støtten er helt konkret at få Clara Bernberg Windeleff og Sofia Nørager Bisgaard med til De Olympiske Lege i Los Angeles i 2028.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig