Renæssancens hofunderholdninger, der sammenfattede sang, dans, deklamation og visuelle effekter, arbejdede med en illusionistisk gengivelse af perspektiver, hvori man placerede sindrige allegorier.
En skarpere defineret og selvstændig balletscenografi træffer man i forbindelse med den etablerede dansekunst i 1600-tallets anden halvdel, hvor den italienske Bibiena-families opfindsomme og pragtbetonede perspektiviske scenebilleder markerede et højdepunkt i barokkens scenografi. Den franske rokoko tilførte ballettens scenebillede en rigdom af detaljer i skildringen af det eksotiske og pastorale. De nyklassicistiske strømninger i 1700-tallets sidste årtier forenklede scenebilledet i overensstemmelse med periodens sans for det ordnede.
Med romantikkens indmarch i fransk teater omkring 1830 blev empirens stil blødgjort, og en præcision af det realistiske over for det fantastiske satte ind med Pierre Cicéris berømte månebeskinnede klosterdekoration til nonnernes dans i operaen Robert le Diable (1831). Her og senere i Cicéris skovdekoration til La Sylphide (1832) fandt det romantiske scenebillede sin form, hvad angår dekorationer, kostumer og lyseffekter.
Virkemidlerne blandedes. Det overnaturlige i den blå grotte i Bournonvilles Napoli (1842) blev således fremstillet med realistiske og eksotiske elementer tilsat lokalkolorit, samtidig med at scenebillederne i 1. og 3. akt hentede inspiration fra det samtidige genremaleri.
Slægtskabet mellem en periodes billedkunst og scenografi blev kraftigt understreget efter år 1900, da Les Ballets Russes fornyede hele scenebilledet ved at engagere kunstnere som Pablo Picasso og Henri Matisse til at lave dekorationer og kostumer. Diaghilevs husscenografer Léon Bakst og Alexandre Benois skabte fantasifulde dekorationer og detaljerige kostumer, der både brød med den traditionsrige perspektiviske illusion og frigjorde farveanvendelsen. I det unge Sovjetunionen fik konstruktivismen betydning, og med den modne George Balanchines handlingsløse mesterværker blev anvendelsen af det tomme scenerum uden dekorationer almindeligt, ligesom kostumer, der indskrænkede sig til trikot.
Netop ballettens abstrakte eller symbolske karakter har betydet, at scenebilledet, der indrammer dansen, ofte har været mere frigjort fra det realistiske, end tilfældet er inden for opera og skuespil.
Dansk balletscenografi i 1900-tallet markeredes af interessant modernisme med fx Kjeld Abells scenografier til Balanchines balletter i 1930'erne. Fra midten af 1980'erne til sin død i 1994 vandt scenografen Jens-Jacob Worsaae (f. 1946) international anerkendelse, ligesom det vakte opsigt, at dronning Margrethe 2. i 1991 skabte dekorationer og kostumer til Bournonvilleballetten Et Folkesagn. Nyere balletscenografi skabes ofte via lys og videoprojektioner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.