Børns psykiske udvikling omfatter forandringer i følelsesliv, erkendelse og social forståelse fra nyfødthedsperioden og indtil voksenalderen. Udviklingen bestemmes af et kompliceret samspil mellem biologiske og miljømæssige forhold; opvækst i familie, samfund og kultur spiller dog en afgørende rolle for udviklingens forløb. Det må også tages i betragtning, at børn på diverse alderstrin oplever deres omverden meget forskelligt.
Nyfødte kommer til verden parate til menneskelig kontakt. De reagerer rytmisk på tale, stimuleres af øjenkontakt, berøring og viser nysgerrighed over for den fysiske omverden. Evnen til at udtrykke grundlæggende følelser udvikles hurtigt (fx interesse, overraskelse, frygt, vrede), og kort tid efter fødslen er spædbørn i stand til at imitere en voksen, der udtrykker glæde og bedrøvelse. Spædbørn er helt afhængige af omsorg, og allerede i løbet af den første måned udvikles genkendelse af den primære omsorgsperson ved en kombination af forskellige sanseerfaringer (syn, hørelse, lugt, berøring). Det sociale smil opstår, når barnet er mellem seks og ti uger gammelt, latter i 3-4-månedersalderen, og pludren bliver forløber for sproget. Forståelse af andre menneskers følelsesudtryk viser sig ved slutningen af det første leveår. Fremmedangst og protest over at blive forladt kan iagttages i anden halvdel af første leveår, hvilket viser barnets følelsesmæssige tilknytninger til dets mor og far. Gennem hele spædbarnsperioden bliver forældre og andre omsorgsgivere i stigende grad foretrukket som sikre baser, hvorfra barnet undersøger sin omverden.
Det mindre småbarn (1-3 år) bevæger sig rundt med stigende motorisk sikkerhed i sit nære miljø, og undersøgelsestrangen er stor. Barnet uddyber båndene til de voksne, men begynder i stigende grad at markere psykologisk selvstændighed. Omsorgsgivernes rolle ændrer sig efterhånden fra primær omsorg til en støttende, accepterende holdning, som tillader barnet at afprøve sig selv. Symbolsk tænkning og sprog opstår i denne periode, og barnet bliver gradvis i stand til at udtrykke indre forestillinger. Samvær med andre børn får betydning, hvor samarbejdets grundregler og impulskontrol læres i den sociale leg.
For det større småbarn (3-6/7 år) er forældrene stadigvæk centrale for barnets psykiske udvikling, men andre børn og voksne får stigende betydning (fx i daginstitutionen). Barnets oplevelse af initiativ (fx lyst og interesse til at prøve nye aktiviteter) er periodens positive psykologiske problematik, hvorimod den negative side er følelsen af skyld, barnets forventning om at fejle og manglende tiltro til egne evner. Det større småbarns tænkning styres mere og mere af indre, symbolske forestillinger, hvor det mindre småbarns praktiske sanse- og handlingsmæssige måde at erkende på træder i baggrunden. Sproget udvikles hastigt og bliver et effektivt redskab til kommunikation samt til støtte for tænkningen. Legen udfolder sig og spiller en stor rolle for udviklingen af personligheden. Barnets stigende evne til at forestille sig noget (symbolfunktionen) muliggør fantasi- og rollelege, hvor der eksperimenteres med forskellige identiteter. Ved at leve sig ind i "ikke-jeg verdener" afprøves grænser for egen identitet, og barnet udvikler tillige en sikker fornemmelse af grænsen mellem realitet og fantasi. Samarbejde med andre børn udvikles yderligere i perioden, og egentlige venskaber opstår.
Familien fortsætter med at være den følelsesmæssige basis for barnet i den mellemste barndomsperiode (6/7 år til pubertet), men andre forhold præger i stigende grad den psykiske udvikling; eksempelvis skolen, hvor barnet lærer og møder andre identifikationsmodeller i form af lærere og kammerater. I den mellemste barndom er egentlig konkret logisk tænkning dominerende, men forløbere til abstrakt tænkning ses dog allerede i begyndelsen af denne periode og udvikler sig videre efter 10-11-årsalderen. De fleste børn er i denne livsfase i relativ harmoni med sig selv og deres omgivelser — en dæmpet periode før pubertetsalderens følelsesmæssige turbulens. Afgørende for barnets følelsesmæssige stabilitet er, hvorvidt det oplever sig som værende fremgangsrigt eller mislykket i forhold til vigtige personer og aktiviteter.
Pubertetsalderen indledes i ca. 13-årsalderen, tidligere for piger end for drenge, og glider efterhånden over i den egentlige ungdomsalder. Selvom definitionen af pubertet grundlæggende er biologisk (genetisk styret kropsvækst med udvikling af kønskarakteristika), er perioden indvævet i psykologiske og kulturelle betydninger. Derfor må man også tale om "psyko-kulturel pubertet", hvor den unge i vor kulturkreds er konfronteret med den udviklingsopgave, det er at udvikle en selvstændighed og en integreret identitet som kommende voksen. Familiens betydning ændres, men forsvinder ikke. Når man taler om "løsrivelse" i ungdomsperioden, anvendes ordet ofte for absolut og dækker ikke den relative frigørelse fra forældrene, der i realiteten er tale om. Kammeratskabsgrupper og medier spiller en central rolle som holdningsdannere for den unge i overgangsfasen mellem barndom og voksenalder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.