aztekere

I begyndelsen af 1400-tallet sluttede mexicaerne sig sammen med bystaten Texcoco, og under herskeren Itzcoatl besejrede de i 1428 de indtil da dominerende tepanekere på søens vestbred. Denne alliance blev grundlaget for en permanent alliance mellem tre bystater: Mexico-Tenochtitlan, Texcoco og Tlacopan. Under ledelse af mexicaerne underlagde tripelalliancen sig nu en lang række samfund, som den afkrævede tributter af både i form af arbejde og værdifulde varer. Det er dette tributimperium, der i dag ofte kendes som aztekerriget.

I Itzcoatls regeringstid (1427–1440) og under de næste fem herskere udvidede tripelalliancen støt sit domæne, og hver hersker underlagde sig nye regioner og bystater, forsvarede imperiet mod oprør fra tributprovinser og byggede tempelpyramiden i Tenochtitlan gradvist større. Herskeren i Mexico, kaldet Huey Tlahtoani, varetog ledelsen af hele tripelalliancen og blev valgt ud fra en kombination af nært slægtskab med tidligere herskere og ofte også at have været en succesfuld general for erobringstogter.

Den efterfølgende hersker, Moteczoma I "Ilhuicamina" (1440–1466), udførte vigtige erobringer sydpå i Oaxaca og nordpå blandt Huasteker-folket. I hans regeringstid var der flere naturkatastrofer og tørker, som betød, at folket i perioder sultede. Inden han efterfulgtes af Axayacatl i 1472, var hans datter Atotoztli muligvis fungerende hersker i en periode.

Axayacatl (1472–1481) fortsatte ekspansionen og indlemmede bl.a. bystaten Tlatelolco i riget. I 1476 led han et ydmygende nederlag mod den taraskiske stat mod vest i Michoacán. Tizoc (1481–1486) anses af eftertiden for en svag hersker, som ikke havde held med at tage fanger til ofring ved sin kroningsceremoni. Han døde efter få år på tronen, og der er teorier om, at han måske blev forgiftet.

Ahuitzotl (1486–1502), barnebarn til Itzcoatl og storebror til Axayacatl og Tizoc, blev derefter hersker. Hans erobringer var blandt de største af nogen aztekisk hersker. Desuden grundlagde han de militære garnisoner i forskellige områder, som var truede af oprør. Senere fortællinger siger, at da en ny etape af pyramiden skulle indvies i 1487, ofrede Ahuitzotl 80.400 krigsfanger. Dette tal anses dog i dag for at være en betydelig overdrivelse, selv om der næppe er tvivl om, at antallet af ofrede fanger var betydeligt.

Han blev efterfulgt af Moteczoma d. II "Xocoyotzin" (1502–1520) søn af Axayacatl. Moteczoma II var en succesfuld hersker, der erobrede nye områder og udbyggede Tenochtitlan. I eftertiden huskes han dog mest som en lidt svag og overtroisk hersker pga. den måde han handlede på under spaniernes invasion og de beskrivelser af ham, som blev skrevet i kolonitiden. I 1519 strakte det aztekiske riges sig fra Den Mexicanske Golf til Stillehavet.

Den spanske adelsmand Hernán Cortés landede i 1519 på den Mexicanske golfkyst med en flåde bestående af 11 skibe, 500 mænd og 13 heste. Cortés lavede en alliance med bystaten Tlaxcala som havde haft held til at modstå aztekernes angreb. Sammen med et stort antal tlaxcaltekiske soldater ankom Cortés til Tenochtitlan, hvor han blev modtaget af Moteczoma II.

Spanierne boede i Tenochtitlan som Moteczomas gæster i mange måneder, men da Cortés rejste tilbage til kysten for at kæmpe mod en spansk styrke, der var blevet sendt for at arrestere ham, gjorde mexicaerne oprør mod de resterende spanske og tlaxcaltekiske styrker og jagede dem ud af byen. Under kampene døde Moctezoma II, muligvis slået ihjel af sine egne undersåtter, der var utilfredse med hans passivitet over for spanierne. Spanierne trak sig tilbage til Tlaxcala, hvor de opbyggede en ny erobringsstyrke.

Aztekerne kronede Axayacatls anden søn Cuitlahuac. Tenochtitlan blev dog ramt af en voldsom koppeepidemi som slog ham ihjel efter kun 80 dage på tronen. Spanierne erobrede gradvis alle bystaterne rundt om Tenochtitlan og begyndte en belejring af byen, som endelig måtte overgive sig den 13. August 1521. Her blev den sidste aztekiske hersker, Cuauhtemoc, taget til fange. Han blev henrettet af Cortés i 1525.

Blandt de vigtigste guder var kulturguden Quetzalcoatl 'den fjerede slange', guden for nat, magt og magi Tezcatlipoca 'det rygende spejl', fertilitets-, regn- og stormguden Tlaloc og Mexica-stammens skytsgud Huitzilopochtli 'den venstre kolibri'.

Den komplekse kalender var en vigtig faktor i organisationen af aztekernes religiøse liv. Ligesom andre mesoamerikanske kalendersystemer bestod den aztekiske kalender af to forskellige kalenderrunder: en 365-dages solkalender kaldet xiuhpohualli 'årstælling' og en 260-dages rituel kalender kaldet tonalpohualli 'soltælling'. Solkalenderen opdelte året i 18 perioder af 20 dage, som hver var dedikeret til fejring af en bestemt gud og afholdelse af et stort ritual, der involverede mange af samfundets aktører, fra herskeren til de jævne macehualtin. 260-dages kalenderen bestod af 20 dagstegn, som blev kombineret med tal fra 1 til 13, der gav hver dag sit navn og karakter; nogle dage heldige og andre uheldige. Den blev både brugt til navngivning af børn og til divinatoriske formål. Hvert 52. år startede begge kalenderrunder forfra samtidig, og her blev der afholdt et særligt ritual kaldet xiuhmolpilli 'årsbinding', hvor al ild i landet slukkedes og en ny ild tændtes på et særligt bjerg og bragtes derfra til hvert enkelt hjem.