Ateisme står oftest for benægtelsen af en personlig gud, men kan også dække over afvisningen af en hvilken som helst form for guddommelig virkelighed.
Begrebet ateisme må skelnes fra agnosticisme, der anser spørgsmålet om Guds eller det guddommeliges eksistens for at ligge uden for erkendelsens grænser.
Som -isme er ateisme en religionskritisk grundindstilling, og ateismen er dermed forskellig fra irreligiøsitet, der blot er uinteresseret i religion.
Gennem tiden er ateismen kommet til udtryk på mange forskellige måder – i høj grad defineret af den kultur og den religion, den enkelte tænker eller bevægelse var formet af. Her er fremhævet de fire hovedstrømninger:
Eftersom ateisme består i en afvisning af troen på én Gud (monoteisme), én overordnet gud (henoteisme) eller flere guder (polyteisme), optræder fænomenet typisk i opposition til et samfunds religionsudøvelse. I sjældnere tilfælde har hele statsdannelser defineret sig selv i modsætning til religion.
Flere tekster i Det Gamle Testamente vender sig imod "tåberne", som siger ved sig selv: "Gud er ikke til!" (Sl. 14,1; Jeremias 5,12). Hermed sigtes der sandsynligvis til en praktiseret ugudelighed, der negligerer Guds bud. I jødisk bibeltolkning ses fx Adam og Esau som "tåber".
De tidlige kristne blev anklaget for ateisme, fordi de ikke ville deltage i kejserkulten, og kirkefaderen Justinus Martyr vedkendte sig betegnelsen ateist i denne betydning, selvom han netop forsvarede troen på Gud.
Tvivl kommer nu og da til orde i den vediske religion i det før-hinduistiske Indien. I en hymne til guden Indra lyder en strofe: "Om ham spørger de: Hvor er han? – og de siger om ham: Han er ikke." (Rigveda 2,12,5). Jainismen og den klassiske buddhisme (hinayana) anses undertiden for ateistiske religioner, selvom de ikke benægter eksistensen af overmenneskelige eller guddommelige væsener. Imidlertid opfattes disse som værende uden indflydelse på verdensforløbet og det enkelte individs frigørelse fra reinkarnationscyklussen.
I modsætning til den førklassiske samkhya-filosofi, der er teistisk, opstår der i det 4. århundrede e.v.t. en modbevægelse, den såkaldt klassiske samkhya-filosofi, der er ateistisk. Som et af hinduismens seks filosofiske systemer, fremstiller den en lære, der benægter eksistensen af en skabende og ordnende Herre (Ishvara). Der findes kun den skabende urmaterie (prakriti) og de uendelig mange enkeltsjæle (purusha).
Inden for islam har ateisme generelt været holdt nede. Blasfemikere og filosoffer, der udbredte den lære, at verden ikke er skabt, men evig, blev forfulgt. Også nogle islamiske mystikere, sufier, blev anklaget for ateisme som følge af panteistiske tendenser.
I antikkens Grækenland beskæftigede de førsokratiske filosoffer (også kaldet naturfilosoffer) sig med grundprincipper for naturen og verdens tilblivelse. I den forbindelse afviste de den traditionelle betydning af det mytiske gudeunivers uden dog at kunne kaldes ateister.
Xenofanes latterliggjorde dyrkelsen af menneskelignende guder (antropomorfi), men henviste til én ulegemlig gud, der overgik alle andre. Ringeagten for statens gudsdyrkelse kunne imidlertid føre til anklage for asebi (fra græsk: mangel på ærefrygt). En sådan anklage ramte naturfilosoffen Anaxagoras, og i klassisk tid blev Sokrates dømt for at vildlede de unge med forestillinger om en anden slags guder (daimones) end de officielle. Siden kom Epikur tæt på en ateistisk indstilling ud fra følgende argument: Eftersom der er meget ondt i verden, befinder guderne sig så fjernt fra mennesker, at de er uden betydning.
En mere udtalt ateisme findes hos sofisten Kritias, der allerede i det 5. århundrede f.v.t. så religion som de herskendes opfindelse for at holde folk nede. Epikuræeren Lukrets, der levede i det 1. århundrede f.v.t., forklarede religion som et psykologisk udslag af dødsangst.
Platonikerne og siden stoikerne afholdt sig fra at benægte gudernes eksistens og formulerede i stedet for et filosofisk gudsbegreb. Guden (typisk kaldet Zeus) var således tilværelsens organiserende og ledende fornuftsprincip. Aristoteles definerede theos ('gud' på græsk) som et levende, men upersonligt princip om altings målsætning.
Dette filosofiske gudsbegreb inspirerede de kristne forestillinger om Kristus som Logos, Ordet, der rent bogstaveligt ledte tankerne hen på et fornuftsprincip (Joh. kap. 1).
1600-tallets mest markante talerør for det, der i samtiden blev opfattet som ateisme, var den hollandske filosof Baruch Spinoza, der ikke skelnede mellem Gud og naturen. Samtidig argumenterede han for, at naturen ikke kunne tilskrives noget andet formål end sin egen opretholdelse.
Den skotske filosof David Hume angreb i 1700-tallet religionen for at indeholde forestillinger, der ikke svarede til den sansbare virkelighed. Det eneste vi ved med sikkerhed, hævdede han, er nemlig det, vi kan erfare med sanserne. Han angreb ligeledes troen på mirakler og Gudsudvalgte profeter som fornuftsstridig.
Først i oplysningstiden med Julien de la Mettries L'Homme machine (1748) og Paul-Henri Holbachs Système de la nature (1770) opstod en ateisme, der var baseret på den mekaniske materialisme. Således hævdede Pierre-Simon Laplace i sit astronomiske værk Mécanique Céleste (1798-1825), at Gud ikke var en hypotese, han behøvede til forklaring af Universets tilblivelse og orden.
Isaac Newton fastholdt en forestilling om Gud som materiens yderste princip, men baserede al naturvidenskabelig indsigt på matematikkens og fysikkens love.
Man taler generelt om apologetik som forsvaret for en grundlæggende Gudsforestilling, og de fleste oplysningstænkere accepterede et abstrakt gudsbegreb, enten i form af panteisme eller i form af en vag deisme. Om ikke andet, så anså de fleste gudstroen som nødvendig af hensyn til moral og samfundsorden, jf. Voltaires tvetydige bemærkning: "Hvis ikke Gud eksisterede, var det nødvendigt at opfinde ham". Dog fortsætter han i samme åndedrag: "Men hele naturen råber til os, at han eksisterer". Samtidig hadede Voltaire dog kirken af et godt hjerte.
Auguste Comte. Samtidigt fransk litografi. Comte fik vidtrækkende betydning for fransk videnskab og åndsliv i 1800-tallets slutning, ikke mindst for sociologen Émile Durkheim.
Ateismens storhedstid faldt i 1800-tallet, da positivismen lancerede ideen om, at religion udgjorde et midlertidigt stade i menneskets udviklingshistorie. Auguste Comte fremsatte således tesen om menneskeåndens tre stadier:
"Naturen" og "Fremskridtet" blev hos Comte erstatningsbegreber for "Gud".
Ludwig Feuerbach, der ligeledes levede i det 19. århundrede, anså gudsbegrebet for at være en projektion af menneskesindets egne egenskaber. Kun ved at trække denne projektion tilbage ville mennesket opnå en større tillid til egen formåen. Denne tankegang fik stor betydning for Karl Marx, der så religionskritikken som en forudsætning for en mere generel samfundskritik. Marx's ateisme bestod i at betragte religion som folkets opium, dvs. en konservativ pacificering af viljen til at kæmpe for et mere retfærdigt samfund.
Nogle årtier senere talte Friedrich Nietzsche tilsvarende for en frigørelse af de kræfter, som "den kristne slavemoral" holdt nede. Til forskel fra sin samtid var Nietzsche dog klar over, at "Guds død" ville overbelaste en allerede degenereret kultur og føre til alle værdiers sammenbrud (nihilisme).
Nietzsche var ikke, som ofte antaget, nihilist, men forkyndte, at mennesket måtte blive sin egen gud for overvinde tabet af den gamle, undertrykkende morallære. Desuden tilbedte han i litterær forstand den oldgræske gud Dionysus som udtryk for livets egen ubændige kraft. Det er derfor et åbent spørgsmål, om Nietzsche egentlig kan kaldes ateist.
Med Charles Darwins evolutionsteori (The Origin of the Species, 1859) blev ikke kun fysikken, men også biologiske livsprocesser forklaret uden henvisning til et Gudsgivet formål. Dermed blev forestillingen om mennesket som åndsvæsen i Guds billede alvorligt udfordret.
"Det er i virkeligheden hjernens fosfor, der tænker i os", skrev Feuerbach omkring 1850, og introducerede den kontroversielle forestilling om sjælen som en sindrig maskine.
I 1920'erne brød den deterministiske årsagsforklaring sammen i kvantefysikken. Dermed begyndte grundlaget for den mekaniske naturforståelses ateisme at smuldre. Det var atter blevet muligt at forbinde videnskabens resultater med en ukendt magt, der kunne udlægges religiøst.
Med 1. og 2. Verdenskrig brød fremskridttroen generelt sammen, selvom marxisterne på deres præmisser forsøgte at holde liv i den. En ny sans for det irrationelle så dagens lys, men det samme gjorde også nye anfægtelser i forhold til en religiøs livsforståelse. For mange blev Auschwitz – som udtryk for holocaust – et vidnesbyrd om Guds fravær i historien.
Kommunismen førte til store antireligiøse samfundsomvæltninger, og begrebet stats-ateisme opstod. Den kommunistiske menneske- og samfundsopfattelse opfattede generelt sig selv som så grundlæggende i tilvejebringelsen af 'det nye menneske', at religionsudøvelse udgjorde en konkurrerende tilværelsesforklaring, der måtte bekæmpes.
De vestlige samfund, der fastholdt en demokratisk forfatning, forstod sig selv som religiøst neutrale og sikrede religionsfrihed gennem lovgivningen. Et venstreorienteret parti som Enhedslisten i Danmark går ind for en adskillelse mellem stat og kirke, men er mere optaget af, at der ikke foregår diskrimination mellem forskellige religiøse tilhørsforhold, end at erklære sig som ateister.
Selv inden for teologien forsøgte man i 1960'erne og 1970'erne at tænke a-teistisk om Gud, mest entydigt inden for Gud-er-død-teologien hos fx Gabriel Vahanian og Dorothee Sölle. Men også hovedstrømmen i nyere protestantisk teologi – med eksponenter som Rudolf Bultmann og Paul Tillich – afviser den tanke, at Gud er en størrelse eller person, der er adskilt fra verden; Gud er livsmagten, "hinsidig midt i livet", som Dietrich Bonhoeffer har udtrykt det.
Den franske filosof Jean-Luc Nancy skrev om kristendommen som en selv-dekonstruerende religion, der ikke desto mindre har bevaret en henvisning til Gud som en dennesidig, forbigående hilsen/forløsning (på fransk: salut). Gennem det kristne budskab viser noget andet end-verden-sig-i-verden. Den italienske filosof Gianni Vattimo gjorde sig til talsmand for en "svag teologi", der opfattede Gud som en ven og ikke som fjern og dømmende tilværelsesmagt.
Ateismens historie i Danmark har som en af sine vigtigste eksponenter Georg Brandes, der var bannerfører for det moderne gennembrud i litteraturen. Inspireret af bl.a. Voltaire og Nietzsche fordømte Brandes' religionen for at fastholde mennesker i moralens og livsflugtens lænker, og mange andre fulgte trop i det, der kaldes for kulturradikalismen i Danmark.
I dag er billedet et andet. Ifølge statistikker for religiøse tilhørsforhold i Danmark står ateismen relativt svagt. Bortset fra andre såvel kristne som ikke-kristne religiøse grupperinger, var 74,3 % af den danske befolkning i 2020 medlem af folkekirken. Forskellige meningsmålinger har imidlertid tydet på, at omkring en fjerdedel af danskerne forstår sig selv som ateister uden nødvendigvis at have behov for en organisatorisk tilknytning.
Ateismen er institutionelt repræsenteret ved Ateistisk Selskab, der bl.a. opfordrer folk til at melde sig ud af folkekirken med tilbud om andre former for konfirmation, vielse og begravelse. Desuden arbejder de for at udbrede kendskabet til en naturvidenskabelig virkelighedsopfattelse.
Det bliver ofte fremhævet, bl.a. af politikere, at religion er en privatsag, men rent faktisk fylder den en hel del i den danske offentlighed, ikke mindst via Kristeligt Dagsblads reaktioner på "ugudelighed" i medierne og andre offentlige sammenhænge.
Naturvidenskabeligt orienterede forskere og samfundsdebattører som Sam Harris, Richard Dawkins, Christopher Hitchins og Daniel Dennett har været fremtrædende talsmænd for religionens negative indflydelse på menneskeheden. Eksempelvis har Hitchins kaldt sig selv for antiteist fremfor ateist for at understrege sin aktive kamp mod religiøse forestillinger. Hos Dawkins og Dennett betegner religion en farlig virus-lignende tilstand hos mennesket. For Harris består religiøs tro slet og ret i benægtelsen af det indlysende i en gudløs virkelighed. Disse fire ateister er i religiøse kredse ofte omtalt som apokalypsens fire ryttere.
Videnskabsjournalisten Lone Frank, der bl.a. har interviewet Daniel Dennett, slutter sig i en dansk kontekst op om den ateistiske naturalisme.
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Frankrig har for nyligt åbnet for at placere deres kernevåben i andre lande i et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
.jpg){kind=link}
.jpg){kind=link}
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.