I antikkens Grækenland beskæftigede de førsokratiske filosoffer (også kaldet naturfilosoffer) sig med grundprincipper for naturen og verdens tilblivelse. I den forbindelse afviste de den traditionelle betydning af det mytiske gudeunivers uden dog at kunne kaldes ateister.
Xenofanes latterliggjorde dyrkelsen af menneskelignende guder (antropomorfi), men henviste til én ulegemlig gud, der overgik alle andre. Ringeagten for statens gudsdyrkelse kunne imidlertid føre til anklage for asebi (fra græsk: mangel på ærefrygt). En sådan anklage ramte naturfilosoffen Anaxagoras, og i klassisk tid blev Sokrates dømt for at vildlede de unge med forestillinger om en anden slags guder (daimones) end de officielle. Siden kom Epikur tæt på en ateistisk indstilling ud fra følgende argument: Eftersom der er meget ondt i verden, befinder guderne sig så fjernt fra mennesker, at de er uden betydning.
En mere udtalt ateisme findes hos sofisten Kritias, der allerede i det 5. århundrede f.v.t. så religion som de herskendes opfindelse for at holde folk nede. Epikuræeren Lukrets, der levede i det 1. århundrede f.v.t., forklarede religion som et psykologisk udslag af dødsangst.
Platonikerne og siden stoikerne afholdt sig fra at benægte gudernes eksistens og formulerede i stedet for et filosofisk gudsbegreb. Guden (typisk kaldet Zeus) var således tilværelsens organiserende og ledende fornuftsprincip. Aristoteles definerede theos ('gud' på græsk) som et levende, men upersonligt princip om altings målsætning.
Dette filosofiske gudsbegreb inspirerede de kristne forestillinger om Kristus som Logos, Ordet, der rent bogstaveligt ledte tankerne hen på et fornuftsprincip (Joh. kap. 1).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.