artilleri

Allerede 400 f.Kr. fandtes artilleri, som kunne udskyde projektiler mekanisk: fjederpåvirket artilleri som meget store armbrøster, torsionspåvirket artilleri, der brugte elasticiteten i en snoet streng til at udskyde et projektil, og kontravægtspåvirket artilleri. Med det sidstnævnte — fx bliden fra omkring 1200 — kunne projektiler på over 100 kg kastes 300-400 m.

Fra omkring år 1300 begyndte man i Europa at udnytte krudtets drivkraft til udskydning af projektiler — først i vaseformede våben, som udskød pile. I Danmark omtales disse første gang 1372. Herefter var artilleri enten fremstillet af smedejern eller støbt af bronze eller støbejern.

Smedejernsskyts var hurtigskydende bagladevåben, der udskød lette projektiler som fx stenkugler. De var velegnede til beskydning af "bløde mål", fx personel.

Bronze- og støbejernsskyts var forladevåben, der fortrinsvis skød med massive støbejernskugler, egnede til bekæmpelse af "hårde mål", fx fæstningsværker.

Indtil 1600-t. spillede artilleriet ingen afgørende rolle, men i takt med militariseringen af de europæiske stater, de mange indbyrdes krige og nye kampmåder vandt artilleriet større udbredelse og fik øget betydning.

Krigsskibe og fæstninger blev nu bygget som våbenplatforme for artilleri i et stort antal. Smedejernsartilleri forsvandt, og støbt skyts blev det almindeligste. Artilleri systematiseredes og blev inddelt i kanon, haubits og mortér. Affutagerne blev udformet, så de passede til anvendelsen; i felten blev anvendt lavetter og på skibe og fæstninger raperter. Skytsunderlaget for mortérer (mortérblokke eller stole) var meget kraftigt. Til betjening af artilleri anvendtes særlige laderedskaber, sigtemidler og ammunitionsværktøj. Den maksimale skudafstand var 3-4 km, den effektive under 1 km.

Omkring 1860 var det støbte, glatløbede artilleri forældet pga. nye opfindelser — især rifling af skytset og panserbeskyttelse af visse måltyper. Artilleri blev riflet, og samtidig forstærkedes røret, der blev omgivet af smedejernsringe for at modstå trykpåvirkning fra store ladninger. De ringede og riflede kanoner voksede i størrelse for at kunne bekæmpe de nye pansrede krigsskibe.

På samme tid blev den gamle idé med bagladekanoner genoptaget, da det var lykkedes at konstruere tætte baglademekanismer. Fordelene var mange: Projektilet passede fuldstændigt ind i løbet, skudafstand og træfsikkerhed øgedes derved, og betjeningen var hurtigere og lettere. Riflet bagladeskyts blev i 1876 indført i Danmark. Udviklingen gik herefter stærkt. Hurtigskydende kanoner, der anvendte patronhylstre til tætning af baglademekanismen, vandt i 1890'erne udbredelse til søs og til fæstningsbrug. Tårn-, kuppel- og kasemataffutager blev almindelige, da de ydede mandskabet bedre beskyttelse.

Omkring 1900 indførtes til feltskyts hydraulisk rekylbremse til at begrænse løbets bevægelser, når det i skudafgangen rekylerer og skal bringes frem igen. Yderligere rekyl blev opfanget af lavettens spade, der blev presset ned i jorden. Ved skydning med artilleri havde man hidtil sigtet direkte mod målet, men nu blev indirekte skydning almindelig; den foregik ved, at en observatør blev placeret fremme et sted, hvorfra han kunne lede ilden ind i målet, mens skytset stod længere tilbage i dækning.

Under 1. Verdenskrig blev svært artilleri hyppigt benyttet og var det afgørende våben både på slagmarken og på havene. Indførelsen af fly og kampvogne medførte fremkomsten af nye typer artilleri såsom luftværns- og panserværnskanoner.

Under 2. Verdenskrig havde artilleriet i begyndelsen ikke den samme betydning som tidligere, fordi fly og kampvogne delvis havde overtaget artilleriets rolle; men fx under den sovjetiske erobring af Berlin oplevedes koncentrationer af artilleri, som aldrig er set før eller siden.

Raketter anvendes også af artillerienheder. Som våben til krigsbrug blev de først anvendt omkring år 1800. De gik dog snart af brug pga. deres ringe træfsikkerhed, men genopstod under 2. Verdenskrig som artilleri-, fly- og luftværnsraketter og som tyskernes V1- og V2-våben. Anvendelsen af raketter og fly gjorde samtidig store kyst- og fæstningsartillerisystemer forældede.

Efter 2. Verdenskrig indførtes selvkørende artilleri. Fornyelsen var imidlertid i mange år begrænset. Automatisering af ildledelsen og brug af nye ammunitionstyper, hvorved man hurtigt kan koncentrere stor ildkraft og har mulighed for at beskyde punktmål, har igen givet artilleriet afgørende betydning.

En fast organisation af artilleri i Danmark kendes først fra 1615. Da var det en personelorganisation til brug i fredstid. I krigstilfælde opstilledes artilleriet i særlige formationer og var indtil 1739 fælles for hær og flåde. I 1800-t. og i begyndelsen af 1900-t. var artilleriet organiseret efter anvendelsesmåde: felt-, fæstnings-, kyst- og senere også luftværnsartilleri. I 1920 blev fæstningsartilleriet nedlagt, og i 1932 overførtes kystartilleriet til søværnet. Fra 1970 er søartilleriet indgået i Søværnets Materielkommando og er i dag en integreret del af våbensystemerne i flådens skibe. Luftværnsartilleriet blev efter 2. Verdenskrig enten overført til flyvevåbnet eller sammenlagt med de øvrige artilleriregimenter. Disse uddannede i fredsorganisationen batterier og afdelinger, som indgik i bl.a. division og brigade i hærens krigsorganisation. I 2005 blev antallet reduceret til ét, benævnt Danske Artilleriregiment.

Hærens Artilleriskole uddanner sergenter til artilleriet og gennemfører efter- og videreuddannelse af personellet.

Feltartilleriet udgør de hærenheder, der betjener tungere skytssystemer, som med indirekte beskydning bekæmper mål under hærstyrkers kamp. Feltartilleriets skytssystemer, som består af såvel rørartilleri som raketartilleri, er fleksible, idet beskydningen kan gennemføres hurtigt og præcist under alle vejr-, lys-, sigtbarheds- og terrænforhold. Skytssystemerne inddeles efter transportmåde i trukne (bugserede) og selvkørende. De trukne skytssystemer er karakteristiske ved, at betjening udføres i det fri, mens den ved de selvkørende skytssystemer normalt finder sted i let pansrede bælte- og hjulkøretøjer. Rækkevidden for rørartilleri afhænger af kanonrørets diameter (kaliber) og længde samt anvendt antal drivladningselementer. Forholdet mellem kanonrørets kaliber og længde (kaliberlængde) angiver en inddeling i type. Skytssystemer med lille kaliberlængde benævnes haubits, med stor kaliberlængde kanon. Haubitser og kanoner kaldes i bred forstand pjecer. For raketartilleriets vedkommende benævnes den enkelte enhed raketstyr. Eksisterende udbredte skytssystemer har en kaliber mellem 105 mm og 227 mm. Kaliber 155 mm er den mest anvendte i moderne, vestlige rørskytssystemer. Den har en skudvidde på ca. 20 km med ældre, men stadig anvendte ammunitionstyper, mens moderne ammunitionstyper, bl.a. på grund af forbedret aerodynamik, giver mulighed for skudafstande på ca. 30 km.

Raketartilleriets skudvidde er i almindelighed større end rørartilleriets. Ved raketartilleri er skudafstanden bl.a. afhængig af raketmotorens kapacitet.

Ammunition til rørartilleri er sammensat af granat, drivladning, brandrør og fængrør. Granattypen vælges under hensyn til den ønskede virkning i målet. Granaten består af en aerodynamisk metalskal med indhold, som fremkalder den ønskede virkning. De ældre ammunitionstyper er overvejende granater indeholdende trotyl (brisantgranater), hvor virkningen opnås ved, at granatskallen splittes i småstykker (fragmenter) og spredes, når trotylet detonerer. Denne granattype er især effektiv mod personel. Nyere granattyper konstrueres til dels efter samme princip, men også med henblik på at kunne bekæmpe pansrede mål, fx kampvognskoncentrationer, ved at der fra granaten udkastes et antal sprænglegemer, der detonerer, når den rammer målene.

Drivladningen anvendes til at accelerere granaten, mens den endnu befinder sig i kanonrøret. En drivladning er modulopbygget i et antal ladningselementer, normalt af sejldug indeholdende krudt. Det anvendte antal afhænger af skytstype og skudafstand til målet.

Brandrøret skrues normalt på granatens forende og er bestemmende for, hvor i skudbanen granaten skal sprænges. Afhængig af brandrørstype kan granaten bringes til sprængning i luften over målet (luftsprængning), ved berøring af jordoverfladen i målet (nedslag) eller der indlægges en forsinkelse, således at granaten sprænges efter nedtrængning i jordoverfladen i målet (minevirkning).

Fængrøret sættes bagest i kanonrøret, hvor det antændes ved en mekanisk påvirkning. Med en stikflamme gennem en tændkanal antændes drivladningen. Raketartilleriets ammunition er konstrueret således, at den enkelte raket accelereres og fremføres af en raketmotor i skudbanen.

Dansk feltartilleri består fra 2005 af selvkørende haubitser, anskaffet i slutningen af 1960'erne. De er senere blevet modificeret med bl.a. længere kanonrør. Det har bevirket, at skudafstanden er blevet forøget, og at pjecerne kan afskyde moderne ammunition. Med den nye kaliberlængde kaldes disse skytssystemer kanon.

Feltartilleriet er karakteriseret ved at beskyde flademål ved indirekte ildafgivelse, dvs. at målene normalt ikke kan ses fra skytssystemet (ildstillingen). Stedsbestemmelse af mål gennemføres derfor på et topografisk kort, idet målpunktet udtages som koordinater i et fælles koordinatsystem, normalt Universal Transversal Mercatorprojektion (UTM). Koordinaterne sendes via radio eller telefon til ildstillingen, hvor koordinaterne omsættes til data for pjecerne, som derpå rettes i side og højde under anvendelse af påmonterede optiske instrumenter. Automatisering af skydeledelsen under anvendelse af målbestemmelse ved hjælp af satellitter, automatisk datatransmission og udstrakt brug af elektronik er indført eller under indførelse i alle moderne hære, også den danske.

For at ildafgivelsen mod flademål skal have god virkning, er rørartilleriet organiseret i enheder med et antal pjecer, der samtidig beskyder samme mål. Batteriet indeholder 6-8 pjecer, der normalt skyder fra samme ildstilling. Afdelingen består af tre batterier med pjecer samt et batteri, der bl.a. har til opgave at genforsyne afdelingens øvrige batterier.

Afdeling er den normale størrelse på en skydende enhed; det betyder, at et mål kan udsættes for samtidig beskydning med 18-24 pjecer.

For raketartilleriets vedkommende veksler antallet af raketstyr i en skydende enhed fra et enkelt og op til samme antal som for rørartilleri, afhængigt af kaliber. Fra et raketstyr kan affyres fra 1 til 36 raketter samtidig. Et raketstyr med stor kaliber (220 mm) kan ved samtidig affyring af alle raketter give samme effekt som en afdeling rørartilleri, men bruger længere tid til genladning.

For at sikre, at stedsbestemmelse af mål, aktivitetspåkald og ledelse af ildstøtte gennemføres hensigtsmæssigt, giver feltartilleriets organisation mulighed for, at der ved hærstyrkernes kampenheder indgår artillerister (artilleriobservatører). Ildstøtten er nøje koordineret ved et samarbejde mellem udsendte artilleriobservatører og kampenhedernes chefer.

Feltartilleriets generelle opgaver er at yde nærstøtte, bekæmpe fjendens artilleri og mortérer samt bekæmpe øvrige mål i dybden. Nærstøtte har til formål at bekæmpe fjendtlige styrker, som umiddelbart kan hindre eller vanskeliggøre egne hærstyrkers gennemførelse af deres opgaver.

Artilleri- og mortérbekæmpelse skal uskadeliggøre fjendens ildstøttevåben for derved at opnå den nødvendige overlegenhed i ildkraft.

Bekæmpelse af øvrige mål i dybden har til formål at vanskeliggøre fjendtlige landstyrkers bevægelser, herunder bl.a. fremføring af reservestyrker og våbensystemer. Virkningen i et mål fastlægges ud fra et ønske om enten at ødelægge eller neutralisere målet. Det sidste indebærer, at målet i en kortere eller længere tid ikke kan påvirke kampen. Herudover kan en opgave bestå i at blænde et mål (røgskydning) eller at belyse et mål (lysskydning).

Disse våbensystemer anvendes i luftværnsenheder til at bekæmpe modstanderens fly; begrebet "fly", som hidtil omfattede såvel propel- og jetfly som helikoptere, er efter Falklandskrigen i 1982 og Golfkrigen 1991 udvidet til også at omfatte krydsermissiler og ballistiske missiler (fx Scud).

Våbensystemerne omfatter først og fremmest kanoner og missiler, men også andre våben er blevet anvendt — eller har været planlagt anvendt — mod fly; fx atomvåben mod store formationer af fly, spærreballoner ophængt i kraftige wirer mod lavtflyvende fly eller miner og (sten-)mortérer, der automatisk udløses af en føler, når fx helikoptere flyver over dem.

Luftværnets våbensystemer inddeles oftest efter rækkevidden, som normalt ligger inden for intervallet 3-80 km. I almindelighed gælder, at jo større rækkevidden skal være, jo tungere og mere kompliceret bliver våbensystemet; derved øges også kravene til betjeningspersonellet og systemets styremåde. Andre måder at inddele våbensystemerne på kan være trukne (påhængskøretøj efter en lastvogn), eller selvkørende på hjul (evt. bæltekøretøj), passive (varmesøgende) eller aktivt styrede (radar eller laser), kanoner eller missiler. Såvel kanonammunition som missiler kan være udstyret med en anordning (nærhedsbrandrør), der bevirker, at sprængladningen udløses, når blot granaten eller missilet er i nærheden af målet.

Luftværnets opgave er at forsvare egne styrker ved at nedskyde modstanderens fly, inden disse kan virke aktivt med beskydning eller bombning, samt naturligvis at undgå nedskydning af egne fly. Dette stiller store krav til kontrol- og varslingssystemet. Varslingssystemet, som fortæller våbensystemerne, at modstanderens fly er på vej mod dem, er udviklet fra blot at være en kæde af observationspersonel, der melder pr. radio, til at være et system af sensorer (radarer, varmefølende eller lydopfattende anordninger), der automatisk fortæller selve våbensystemet om den trussel, der nærmer sig, og giver detaljerede oplysninger om den. Varslingssystemet er nødvendiggjort af flyenes høje hastighed samt af behovet for at bekæmpe dem på stor afstand. Dette medfører ofte, at bekæmpelsen skal indledes, inden flyet kan ses fra våbensystemet (ildstillingen).

Kontrolsystemet sikrer, at luftværnsenheden ikke beskyder egne fly, der løser opgaver i samme område som luftværnsenheden. Denne (luftrums-)kontrol udføres ved et snævert samarbejde mellem de myndigheder, der anvender luftrummet: flyvevåbnet, hærflyene og luftværnet.

Luftværn er organiseret i luftværnsbatterier, der er samlet i en afdeling. Luftværnsbatteriet består normalt af et føringsled, faglige led, et kontrol- og varslingsled samt et antal våbensystemer af ens type. Luftværnsbatteriet er normalt den mindste enhed, der kan sættes ind til løsning af en luftsikringsopgave.

Et luftværnsbatteri kan løse følgende type luftsikringsopgaver: punktforsvar (fx en bro), områdeforsvar (fx et terrænområde, hvori der kan nedkastes faldskærmstropper) eller et lineært forsvar (fx en kystlinje eller en vejstrækning). Luftsikring af kampvogne og infanteri under bevægelse er den vanskeligste opgave at løse. Den kræver, at luftværnsvåbnene er selvkørende og pansrede, hvilket normalt er ensbetydende med meget kostbare våbensystemer. I den danske hær anvendes det amerikansk fremstillede luftværnsmissil Stinger (anskaffet i 1991). Missilet er kortrækkende, enmandsbetjent og passivt, idet det styrer efter flyets infrarøde eller ultraviolette signatur. Stinger indgår i luftværnsmissilbatteriet, som består af 12 missilgrupper. Desuden indgår en indvisningsradar, der udfører luftrumskontrol og varsling samt giver målanvisning til grupperne. Luftværnsmissilbatteriet indgår i luftværnsmissilafdelingen i et antal af 3-4 batterier, samt et stabsbatteri med føringsled og faglige led og endvidere et overordnet kontrol- og varslingssystem. Luftværnsmissilafdelingens hovedopgave er luftsikring af felthæren.