ariere

Etymologisk har arier og arisk sin oprindelse i de indoiranske sprog. Her finder vi en række endonymer, der først optræder i oldsprogene vedisk sanskrit, avestisk og oldpersisk, nemlig:

• vedisk sanskrit āriya-
• ungavestisk airiia-
• oldpersisk ariya-

Alle disse ord kan oversættes med ‘arisk’ og beskriver personer, der taler henholdsvis vedisk, avestisk og oldpersisk og tilhører den medfølgende kulturkreds og religion, samt om sproget selv, skriften og ariernes landområder og ejendomme. Ordet har en positiv konnotation og kan i visse sammenhænge oversættes med ‘ædel, nobel’ og ‘rettroende’. I den indiske tradition bliver det brugt som en betegnelse for de herskende klasser.

Det oldpersiske ariya- er videreført i middelpersisk ēr ‘iransk, iraner’, som i genitiv pluralis har formen ērān, der har udviklet sig til det moderne landenavn Iran, dvs. ‘iranernes (land)’.

Derudover har der eksisteret et adjektiv *aryāna-, der også kendes fra græske og romerske kilder; de omtaler en del af det oldpersiske rige som henholdsvis Arianē og Ariāna og indbyggerne som henholdsvis arianoí og ariānī. Samme adjektiv ses i navnet på det iranske nomadefolk alanerne, hvis form reflekterer en dialektal variant af det iranske ord.

Man kan altså med sikkerhed rekonstruere et adjektiv *arya-, som må have været de ur-indoiranske taleres betegnelse for deres sprog og etnicitet. I denne betydning anvendes ordet fortsat i betegnelsen indoarisk for at skelne de sprog i Indien, der har et indoiransk – og dermed indoeuropæisk – ophav, fra ikke-indoeuropæiske sprog som de dravidiske.

I dag anvendes arisk derimod sjældent om indoiransk sprog og etnicitet, først og fremmest på grund af senere opståede konnotationer med nazistisk ideologi.

En overgang brugtes ariere som en sprogvidenskabelig betegnelse for indoeuropæerne, dvs. talerne af det indoeuropæiske grundsprog, der sidenhen udspaltedes i de forskellige forgreninger af den indoeuropæiske sprogæt.

I kølvandet på opdagelsen af den indoeuropæiske sprogfamilie kom forskerne med forskellige forslag til, hvad talerne af det oprindelige sprog og dets talere skulle kaldes. Betegnelser som indo-keltisk, teutonsk, thrakisk, skytisk og kaukasisk var i relativt kortvarig brug, mens jafetisk i en periode var temmelig udbredt.

Også betegnelsen arisk var en overgang meget almindelig, særligt fordi man på det tidspunkt mente, at sanskrit var alle indoeuropæiske sprogs moder og ikke, som vi ved i dag, blot en forgrening på den indoeuropæiske sprogstamme.

Nogle forskere mente derudover at kunne påvise, at indoeuropæerne brugte netop denne betegnelse om deres eget sprog og etnicitet. De mente for det første, at det indoiranske *arya- havde to kognater i oldirsk: Ériu ‘Irland’ (moderne Éire) og aire ‘fri mand’. Heraf sluttede man, at *arya-, Ériu og aire alle var nedarvede fra det indoeuropæiske grundsprog, hvis talere således havde omtalt sig selv som "ariere".

Af lydlige årsager står det dog klart i dag, at Ériu ikke kan sammenlignes med det indoiranske *arya-; nogle forskere mener nu, at det går tilbage til urindoeuropæisk *pih-u̯er-i̯ōn ‘fed; righoldig’. Derimod kan aire i teorien afspejle et urindoeuropæisk *h₂ari̯o-, der godt kunne ligge til grund for urindoiransk *arya-. Hvis denne analyse er korrekt, er der dog ingen evidens for, at dette *h₂ari̯o- også var et endonym i urindoeuropæisk, på samme måde som *arya- var det i urindoiransk.

For det andet sammenlignede nogle af de tidlige forskere det tyske ord Ehre (dansk ære) med det urindoiranske *arya-. I dag regner man dog med, at ære-ordet går tilbage til et urgermansk *aizo- ‘respekt, velvilje’. Som det ses, har den urindoeuropæiske dannelse et *-s-, der i germansk har udviklet sig til r via et stemt *z (se Verners lov); ære kan således ikke være beslægtet med det urindoiranske *arya-.

I det store og hele er der intet belæg for den idé, at talerne af det urindoeuropæiske grundsprog omtalte sig selv som "ariere".

Opdagelsen af den indoeuropæiske sprogfamilie var et produkt af Kolonitiden, hvor den offentlige og videnskabelige debat i høj grad var optaget af spørgsmålet om menneskehedens ophav og en mulig inddeling i "menneskeracer" (et begreb, der ikke længere er i videnskabelig brug). Centralt i denne debat stod den nyopdagede sprogfamilie, der som noget helt uventet pegede på et slægtskab mellem europæiske og østlige sprog.

I 1800-tallets anden halvdel tog nogle af disse spekulationer en pseudovidenskabelig og ideologisk drejning, styret af europæiske forskere, der arbejdede på at bevise den hypotese, at visse befolkningsgrupper i Europa var særlig højt udviklede. I første halvdel af 1900-tallet blev denne idé videreudviklet i det ekstreme af den nazistiske ideologi, der forherligede såkaldt ‘hvide’ mennesker, først og fremmest af germansk afstamning, som en særlig ophøjet menneskerace. De brugte de sprogvidenskabelige termer ariere og arisk om dette påståede "herrefolk".

Selvom arier og arisk altså historisk er betegnelser for indoiranske folk og sprog, lever den nazistiske definition videre i visse racistiske, antisemitiske og nationalistiske miljøer, hvilket forklarer, at sprogforskerne foretrækker termen indoiransk.

• indoiranske sprog
• indoariske sprog
• nationalsocialisme
• nationalsocialistisk kulturpolitik
• jafetiske sprog
• semitter
• Houston Stewart Chamberlain
• Gustaf Kossinna
• Hans Reinerth
• Germanen-Erbe