arbejdsmedicin

Arbejdets betydning for helbredet har været kendt i gennem århundreder. I år 1700 udgav Bernardino Ramazzini (1663-1714), der var professor ved det medicinske fakultet i Padova, lærebogen De morbis artificium diatribia (1713) (dansk titel Om sygdom og arbejde, 2005). Ramazzini regnes for “arbejdsmedicinens fader”, men det var den industrielle revolution, der fra midten af 1700-tallet for alvor satte fokus på sammenhængen mellem arbejde og helbred.

Industrialiseringen betød at millionvis af arbejdere på de nye fabrikker blev udsat for umenneskelige arbejdsforhold. Arbejdsulykker og sygdomme efter indånding af støv og giftige gasser og dampe steg dramatisk, og kampen for bedre og mere sikre arbejdsforhold blev en vigtig del af den tidlige arbejderbevægelse.

I Ramazzinis lærebog fra år 1700 beskrives sammenhængen mellem faktorer i arbejde og sygdom i over fyrre forskellige erhverv og håndværk. Bredden af påvirkninger er imponerede: Fra kviksølvforgiftning hos spejlmagere til bevægeappartssygdomme hos arbejdere med fastlåste arbejdsstillinger og gentagne bevægelser. Samtidig blev lærebogens systematiske tilgang og insisteren på at kortlægge årsagerne til sygdom en forløber for den epidemiologiske metode.

Inden vedtagelsen af loven om børnearbejde i Danmark i 1873, havde lægen Emil Hornemann (1810-1890) undersøgt helbredeffekterne af børns arbejde. I 1872 holdt han på det Nordiske Industrimøde 1872 et foredrag Om Børns Anvendelse i Fabrikker, som var stærkt medvirkende til lovens vedtagelse.

Islændingen Skuli Gudjónsson (1895-1955) blev imidlertid med en ansættelse som overlæge i direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet i 1933 den første egentlige arbejdslæge i Danmark. Det var dog Gudjónssons efterfølger Poul Bonnevie (1907-1990), der for alvor kom til at præge dansk arbejdsmedicin. Bonnevie, der var overlæge i tilsynet fra 1939-1955, blev klinikchef på den første arbejdsmedicinske klinik på Rigshospitalet i 1946 og i 1948 udnævnt som professor i hygiejne ved Københavns Universitet. Hygiejne omfattede dengang det arbejdsmedicinske område, og Bonnevie, som var med til at udvikle og definere faget og undervise de lægestuderende, blev dermed en central figur i udviklingen af dansk arbejdsmedicin i de tidlige år.

Den betydelige rolle i samfundslivet, som arbejdsmedicinen har i dag, er imidlertid først og fremmest et resultat af det miljø som opstod omkring ungdoms- og studenteroprøret i 1960’erne og 70’erne. På dette tidspunkt blev der i Århus og København indledt et samarbejde mellem en række fagforeninger og medicinske studenter, hvilket resulterede i udgivelsen af en række fagkritiske tekster, fx Malerrapporten, Bryggerirapporten og Skæreolierapporten, der alle på kritisk måde analyserer sammenhæng mellem arbejdsmiljø og helbred.

De fagkritiske rapporter blev en del af den offentlige debat og det stigende politiske fokus på arbejdsmiljøet, som førte til vedtagelsen af arbejdsmiljøloven i 1975, oprettelsen institutioner som Arbejdsmiljøinstituttet (i dag Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø) og Bedriftssundhedstjenesten (1978-2008) samt udbygningen af de arbejdsmedicinske klinikker.

I en lang periode efter oprettelsen i 1946 var klinikken på Rigshospitalet den eneste arbejdsmedicinske klinik i Danmark. Arbejdsmiljøloven – og en senere betænkning fra en embedsmandsgruppe under arbejdsministeriet – betød imidlertid, at der fra 1977 blev etableret en række nye arbejdsmedicinske klinikker.

Klinikkerne i Aarhus og Odense blev oprettet i 1977, og i løbet af de næste ti år var der etableret klinikker i alle landets amter. Regionaliseringen af sundhedsvæsenet betød en vis begrænsning i antallet, og aktuelt er der syv arbejdsmedicinske klinikker i landet, en i Region Sjælland, to i Region Syddanmark, to i Region Midt og en i Region Nord.

Klinikkerne er specialiserede afdelinger på sygehusene, som undersøger om arbejdsmiljøet er årsagen til sygdomme. Det kliniske arbejde omfatter patientundersøgelser på både individ- og gruppeniveau og består af diagnostisk udredning, eksponeringsbeskrivelse, årsags og risikovurdering af arbejds- og miljøforhold, samt vurdering af prognose og rådgivning om arbejdsfastholdelse. Der udføres ikke egentlig behandling.

Sideløbende med oprettelsen af de arbejdsmedicinske klinikker blev der arbejdet med etablering af en egentlig speciallægeuddannelse i arbejdsmedicin, som blev endelig vedtaget i 1982.

En kerneopgave er det forebyggende arbejde, og målbeskrivelsen for speciallægeuddannelsen (senest revideret i 2022) understreger forskningsaspektet som en central del af klinikkernes arbejde og specialets natur. Dette fokus på forskning har været med til at etablere en dansk arbejdsmedicinsk forskning med betydelig international gennemslagskraft.

• erhvervssygdomme
• arbejdsmiljø
• malersyndrom