arabisk

Det første kapitel (*sura*) i Koranen, *Åbningen* (*al-Fatiha*), ses til højre mens begyndelsen på andet kapitel, *Koen* (*al-Baqara*), ses til venstre.

De første sider fra standardudgaven af Koranen (Kairo, 1924)

Af Peter Brylov Christensen.

Licens: CC BY SA 3.0

Arabisk. Ølmærkat på arabisk. De arabiske bogstaver kan oversættes til Carlsberg Beer.

Carlsberg A/S.

Licens: Begrænset anvendelse

Arabisk er et sprog, der ligesom hebraisk, etiopisk og akkadisk til den semitiske sproggruppe inden for den afroasiatiske sprogæt. Arabisk tales i et område, der strækker sig fra Nord- og Vestafrika til Etiopien. I øst afgrænses det af spredte grupper i Iran, Afghanistan og Centralasien.

De tidligste eksempler på sproget kendes fra assyriske og græske tekster, hvor arabiske navne indgår, fra nabatæernes aramæiske tekster og fra nogle dialekter i indskrifter fra omkring Kristi fødsel, fundet på Den Arabiske Halvø.

Den arabisktalende befolkning er tosproget. Klassisk arabisk bruges kun i skrift og oplæsning og læres i skolen. I daglig tale bruger man forskellige dialekter, hvis udtale, grammatik og ordforråd varierer inden for de arabiske lande. Disse dialekter er modersmål for ca. 242 millioner mennesker (2014).

Dialekterne inddeles i nomadernes og de bofastes eller i vestlige og østlige med skel i Egypten. Cairo-dialekten er den dialekt, der bedst forstås i den arabiske verden, fordi den bruges på film og i tv. Dialektale træk findes også i især jødiske og kristne tekster fra middelalderen, hvilket viser, at denne tosprogethed er et gammelt fænomen.

Klassisk arabisk er det sprog, man finder i poesi, ordsprog og beretninger om krige fra tiden før islam. Man finder det i Koranen, i Muhammeds og de første kaliffers breve, i de overleverede beretninger om Muhammed og i de ældste arabiske håndskrifter. Dette sprog blev standardiseret af arabiske filologer i 700-tallet og 800-tallet og blev til den islamiske religions, kulturs og videnskabs sprog og brugt også af andre muslimer end araberne.

Også moderne arabisk litteratur er skrevet på klassisk arabisk. Bortset fra sproget i nogle teaterstykker og i visse dialoger i romaner og noveller er maltesisk den eneste arabiske dialekt, der skrives. Forskellen mellem en moderne tekst og én fra middelalderen ligger i ordforråd og stil — ikke i grammatik og retskrivning. En arabisk student kan altså læse en mere end 1300 år gammel tekst, hvilket på europæiske sprog kun er muligt for videnskabsmænd.

Sprogtypologi

Klassisk arabisk er et overvejende syntetisk sprog. Hvor analytiske sprog ville bruge pronominer, hjælpeverber og præpositioner til markering af tider, kasus etc., bruger klassisk arabisk bøjninger.

Fælles for dialekterne er en mere analytisk sprogtype med bortfald af kasus- og modusmarkeringer, der delvis er erstattet af ændret ordstilling, partikler m.m.

Lydsystemet

Arabisk. Den, som handler efter det, han ved, ham skænker Gud viden om det, han ikke ved (arabisk ordsprog).

Ukendt.

Licens: Begrænset anvendelse

Lydsystemet består af tre vokaler, /a/,/i/ og /u/, der findes som både korte og lange. Der er 28 konsonanter, og nogle af dem findes ikke i indoeuropæiske sprog — fx et hæst, ustemt og et tilsvarende stemt faryngalt h (ħa og ayn), der udtales i svælget, samt faryngaliserede ("emfatiske") sibilanter og dentaler. Der skelnes mellem to k-lyde, den almindelige velære, kāf, og den uvulære qāf, der artikuleres længere tilbage i munden. I dialekterne er konsonantlydene færre, og vokallydene er udvidet med /e/ og /o/.

Den arabiske skrift

Den arabiske skrift stammer oprindelig fra den aramæiske. Det er en kursiv konsonantskrift, der går fra højre mod venstre. Punkter over eller under tegnene adskiller tegn, der ellers er ens, jf. dansk skelnen mellem a og å. Læs videre om den arabiske skrift.

Translitteration

Når arabisk skal gengives med det latinske alfabet, kræver det anvendelse af lydskrifttegn eller diakritiske tegn for at blive helt nøjagtigt. Læs videre om arabisk translitteration.

Ordforråd

Det arabiske ordforråd er meget stort. Fra tidlig tid har sproget optaget låneord fra aramæisk og persisk, og i dialekterne findes låneord fra tyrkisk. I de sidste 200 år har arabisk endvidere lånt fra europæiske sprog. Påvirkningen er også gået den anden vej, og arabisk har påvirket andre islamiske sprog som persisk, tyrkisk og urdu samt afrikanske sprog som swahili og berberisk. I middelalderen optog europæiske sprog mange arabiske låneord, de fleste via spansk. I dansk findes bl.a. alkohol og alkove, hvor den arabiske bestemte artikel al- kan genkendes, men også fx damask, magasin, sukker.

Ordenes grundbetydning er knyttet til konsonanterne, som regel tre, der danner ordets rod, mens vokalerne modificerer rodens betydning. Af roden ktb 'at skrive' fås fx kataba 'han skrev', kutiba 'det blev skrevet', kitāb 'bog', kutub 'bøger', hvorimod udskiftning af en konsonant giver en anden grundbetydning, jf. kitāb 'bog' og kilāb 'hunde'. Også præfikser (forstavelser) og suffikser (endelser) indgår i orddannelsen. Præfikset ma- angiver 'stedet', og maktab betyder således 'kontor'. Suffikset -ī er en adjektivendelse som fx i islāmī 'islamisk'.

Morfologi og syntaks

Verber

En arabisk sætning indeholder ikke altid et verbum. Nominalsætningen, der begynder med et substantiv, har et andet substantiv, et adjektiv eller en præpositionsforbindelse som prædikat, fx al-kātibu fi l-bayti 'skriveren (er) i huset'. Her findes ikke et element, der svarer til det danske verbum at være.

I verbalsætningen angives verbets subjekt ved bøjning, fx katab-a 'han skrev' katab-at 'hun skrev' osv.

Verbet har til grundstammen forskellige afledte stamformer, der er dannet ved konsonant- eller vokalforlængelse, forstavelser m.m. Til 'alima 'vide' findes 'allama, en faktitiv form, 'gøre vidende (dvs. undervise)', ta-'allama, en refleksiv form, 'tilegne sig viden', a-'lama, en kausativ form, 'lade vide (dvs. informere)' og is-ta-'lama, der er en kausativ-refleksiv form, 'lade sig informere', og til kataba 'skrive' findes bl.a. ta-kātaba, en reciprok form, 'skrive til hinanden'. Refleksiv og reciprok dannes altså ikke med pronominer, og faktitiv og kausativ dannes ikke med hjælpeverber.

Aspekt findes i to former: Det lineære aspekt, dvs. det vedvarende (såkaldt imperfekt), udtrykkes med præfikser, og det punktuelle aspekt (såkaldt perfekt), som også er den aspektneutrale form, udtrykkes med suffikser. Hertil kommer vokalskifte, som det ses i fx ya-ktub-u 'han er/var i færd med at skrive' (lineært aspekt) over for katab-a 'han skriver/skrev' (punktuelt eller neutralt aspekt, som fx i betingelsesbisætninger).

Tid markeres ikke i verberne. Tiden fremgår af sammenhængen: dakhal-a tufaylīyun 'ala qawmin ya-'kulūna 'han kom ind (punktuelt aspekt) en snyltegæst til mennesker, (der) spiste (lineært aspekt)', dvs. 'en snyltegæst kom ind'. Verbet kāna 'at være' kan dog bruges i nominalsætninger for at angive datid, kāna l-kātibu fi l-bayti 'skriveren var i huset', og i verbalsætninger for punktuel førdatid, kāna dakhala 'han var kommet ind' og lineær datid kāna ya'kulūna 'de plejede at spise'. Fremtid kan dannes med præfiks.

Modus dannes af præfiksformen af verbet og et suffiks; -u i indikativ, som i fx yaktub-u og -a i konjunktiv (efter visse konjunktioner). I nægtet imperativ og delvis i punktuel og generel betydning er præfiksformen uden suffiks.

Diatese udtrykkes ved vokalskifte eller ved en afledt stamform. I aktiv findes hazama og ya-hzimu 'besejre', der i passiv bliver til huzima og yu-hzamu eller in-hazama (ya-n-hazimu) 'blive besejret'. Passiv kan naturligvis kombineres med verbets aspekter.

Et eksempel på sprogets syntetiske karakter er et bøjet verbum ya-s-ta-'sir-ūna. Roden er 'sr 'binde', og bøjningerne giver betydningen 'de lader sig fange'. Forstavelsen ya- angiver lineært aspekt, -s- er kausativ, -ta- er refleksiv, -ū er hankøn flertal, og -na viser, at verbet står i indikativ

Substantiver

Tal findes i tre former: ental, flertal samt dualis, der dannes ved suffikset -āni. Sammenstillingen yad 'hånd' og -āni i yadāni giver 'et par hænder'. Arabisk har en indre ("brudt") flertalsmarkering, der er typisk for sydsemitiske sprog. Dette ses i kitāb 'bog' over for kutub 'bøger'. Men flertal kan også angives ved suffikser: -ūn i hankøn og -āt i hunkøn.

Kasus markeres med bøjningsendelser, og der findes tre: nominativ, genitiv og akkusativ.

Den bestemte artikel er (a)l, der sættes foran ordet — a er hjælpevokal, og den falder væk, hvis der er en vokal i slutningen af foregående ord: al-baytu 'huset', men fi l-bayti 'i huset'. Hvis ordets første konsonant er en dental eller en sibilant, assimileres artiklens l med denne i udtalen til én lang konsonant, fx (a)sh-shamsu 'solen'. I skrift falder l ikke væk. Nogle forskere mener dog, at konsonantforlængelsen er det oprindelige, og at l er sekundært (dissimilation).

Ubestemt form markeres med endelsen -n efter kasusendelsen, baytun '(et) hus'. Ordet foran en genitiv har hverken bestemt eller ubestemt artikel: bābu l-bayti 'husets dør'. Hankøn har ingen endelse, og for hunkøn bruges bl.a. endelsen -at, der egentlig markerer det specielle. Hunkøn ses i malik-at-un 'dronning' over for malikun 'konge'. Et andet eksempel på det specielle ses i shajar-at-un 'et (enligt) træ' over for shajarun 'træer'. I slutningen af et udsagn falder korte vokaler, hunkønsendelsens -t og den ubestemte artikel væk.

Arabisk i Danmark

Selv om orientalister ved Københavns Universitet i 1500- og 1600-tallet studerede arabisk, og selvom disse i 1700-tallet udgav arabiske tekster på grundlag af håndskrifter, var det først i 1800-tallet, at danske arabiske studier for alvor indledtes.

Johannes Østrup var pioner for det danske studium af arabisk dialekt, og Frants Buhls bog om Muhammed og Johannes Pedersens studier af den arabiske kultur, herunder arabisk bog- og undervisningsvæsen, nyder stadig international anerkendelse. Buhl og Østrup oversatte hhv. dele af Koranen og Tusind og én nat.

Siden 1942 er arabisk også blevet studeret ved Aarhus Universitet og fra 1992 ved Odense Universitet. Faget blev i 2006 for første gang det mest søgte fremmedsprog efter engelsk på Københavns Universitet.

I 2004 var der omkring 65.000 arabisksprogede indvandrere og efterkommere af disse i Danmark.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Arabisk

Peter Brylov Christensen

cand.theol., Københavns Universitet