antiloper

Antiloperne tilhører de skedehornede hovdyr (familien Bovidae) inden for drøvtyggerne (underordenen Ruminantia) og de parrettåede hovdyr (ordenen Artiodactyla). Af de 141 nulevende arter af skedehornede hovdyr kan de 91 arter betegnes som antiloper.

Antiloper udgør ikke en monofyletisk gruppe, dvs. en samlet taksonomisk gruppe med en fælles stamform. De spiralhornede antiloper, nilghaien og den firhornede antilope er placeret i underfamilien Bovinae sammen med okserne, og de spiralhornede antiloper er faktisk tættere beslægtet med okserne end med nogen af de andre antiloper.

Alle de resterende antiloper hører til underfamilien Antilopinae. I denne underfamilie findes også stammen Caprini, der bl.a. omfatter geder, får og moskusoksen. Chiruen (tibetansk antilope) tilhører også denne stamme og er tættere beslægtet med geder og får end med andre antiloper.

Nedenfor er vist, hvordan antiloperne er placeret inden for de skedehornede hovdyr. I stamtræet til højre ses, hvordan disse grupper er beslægtet med hinanden.

Af de 91 arter af antiloper findes de 77 arter i Afrika, mens de resterende 14 arter er udbredt i Asien og Mellemøsten.

I Afrika udnytter antiloper stort set alle slags levesteder inklusive savanner (fx gnu, thomson- og grantgazelle, impala, topi, kongoni, stor kudu og sydlig eland), ørkener (gazeller, springbuk, oryxer og addax), regnskove (dykkerantiloper og bongo), vådområder (fx sitatunga og letjer), klipper (klippespringer) og bjerge (fx bjergrørbuk og bjergnyala, der findes i op til hhv. 5.000 og 4.300 meters højde).

Tre antilopearter er vidt udbredt i Indien: hjorteantilope og nilghai, der begge findes på græs- og busksletter samt i åben skov, og firhornet antilope, som især lever i løvfældende skov. Asien gør sig dog særligt bemærket ved at huse flere antiloper, som er tilpasset et liv på højtliggende bjergsletter i bl.a. Mongoliet og på Det Tibetanske Plateau. De omfatter de asiatiske bjerggazeller (slægten Procapra), heriblandt tibetansk gazelle, der lever i op til 5.750 meters højde, og chiruen, som findes i op til 5.500 meters højde. Den unikke nomadiske saiga lever på de centralasiatiske sletter. I Asien findes der ikke antiloper i tæt skov; den niche er her udfyldt af muntjakker og dværghjorte.

Typisk lever de små, korthornede antiloper i tæt vegetation som skov og buskads, mens de mellemstore og store antiloper er tilpasset mere åbne naturtyper. En undtagelse er bongoen, der lever i regnskov, selv om den er en af de største antiloper og har lange horn.

Antiloperne varierer i størrelse fra de to arter af elander, der kan veje over 900 kg, til pygmæantilopen og dværgantilopen, som har en vægt på blot 1,5-3 kg. Hos de mindre arter er kønnene nogenlunde lige store (fx dykkerantiloper, stenbukantilope, grysbokke, klippespringer og suni), eller hunnerne er en smule større end hannerne (fx dikdikker, dværgantilope og nogle af dykkerantiloperne). Hos de mellemstore og store antiloper er hannerne derimod større end hunnerne, og hos elanderne kan hannerne blive dobbelt så tunge som hunnerne.

Antiloper hører til de egentlige drøvtyggere (Ruminantia), der er kendetegnet ved at have fire mavekamre og en usædvanlig effektiv fordøjelse af fiberrig plantekost. Fordøjelsen omfatter bl.a. en mikrobiel fermentering af føden.

Antiloper er udelukkende planteædere. Den eneste undtagelse er dykkerantiloperne, som indimellem kan æde animalsk kost i form af mindre dyr.

Små antiloper som dykkerantiloper, dikdikker, suni og klippespringer er typisk meget selektive og går med deres smalle snude og nipper forholdsvis letfordøjelige plantedele med et højt proteinindhold som frugt, frø, blade, knopper og blomster.

Mellemstore og store antiloper er med deres større vom (og dermed større mængde mikroorganismer) i stand til at leve af mere vanskeligt fordøjelig plantekost som græs og urter med et lavere proteinindhold og et højere fiberindhold. Her ligger også nøglen til antilopernes evne til at leve i åbne områder som savanner, sletter, halvørkner og ørkner.

Af specialiserede græsædere er medlemmer af stammen Alcelaphini (gnuer, kongoni, topi m.fl.), stammen Hippotragini (sabelantilope, roan, oryxer og addax), stammen Reduncini (vandbuk, letjer, kob, puku, rørbukke, men ikke rhebok) samt oribien. Selv om græs dominerer kosten, kan de dog også browse, dvs. æde planter som ikke er græs.

Spiralhornede antiloper udnytter frisk græs, når det er til rådighed. De er dog først og fremmest browsere, dvs. at de lever af plantedele andet end græs som fx blade og knopper fra buske og træer og urter.

Mange af de mellemstore antiloper er det, man på engelsk kalder for mixed feeders, dvs. at de både er græssere og browsere. Det gælder gazellerne og impalaen.

Antiloper i tørre områder kan grave rødder og rodknolde op for at udnytte deres høje vandindhold. På den måde kan de klare sig i lange perioder uden drikkevand. Det ses hos oryxer, springbuk, sydlig eland, stenbukantilope og ørkenlevende gazeller.

Nogle antiloper har en særlig evne til at æde meget giftige planter eller plantedele, fx beisaoryx og stor kudu.

Typisk for drøvtyggere går en stor del af antilopernes dag med skiftevis at æde og tygge drøv, dvs. gylpe føden op igen og tygge den grundigt.

Der er meget stor variation i antilopernes sociale liv. Mens der er arter, som hovedsagelig lever alene, er der andre, som under deres årlige vandringer samles i flokke på op til flere hundredetusinde individer; de største flokke af pattedyr, der findes på Jorden.

Små antiloper i skov, buskads og anden form for tæt vegetation lever typisk solitært eller i monogame par og er territoriale. Det gælder bl.a. dikdikker, dykkerantiloper, pygmæantilope, dværgantilope, stenbukantilope, klippespringer og oribi.

De fleste mellemstore og store antiloper er mere sociale og samler sig i flokke af forskellige størrelser og kompositioner. De hyppigste sociale kategorier blandt disse antiloper er:

• Flokke af hunner og deres unger. Ses hos alle floklevende antiloper. Eksempler på typiske størrelser af hunflokke: sydlig eland på 10-12 individer, stor kudu på 3-21 individer, impala på 4-120 individer, vandbuk på 3-25 individer, sabelantilope på 15-20 individer, gnu på 2-25 individer og topi på op til 12 individer.
• Flokke af hanner (ungkarleflokke). Eksempler på typiske størrelser af ungkarleflokke: nilghai på 2-18 individer, thomsongazelle på gennemsnitlig 13 individer, næsegazelle på op til 40 individer, sydlig letje på 50-3.000 individer, sabelantilope på normalt op til 10 individer, hvidhalet gnu på 11-32 individer og topi på 20-30 individer.
• Blandede flokke med flere voksne hunner og hanner. Eksempler på typiske størrelser af blandede flokke: sydlig oryx på op til 30 individer, beisaoryx på 20-60 individer og addax på op til 15 individer. Hos nogle arter ses blandede flokke uden for yngletiden, fx hos flere af gazellerne.
• Ungegrupper er grupper, som kun består af yngre individer. Det ses bl.a. hos sydlig eland, impala, sydlig letje, sabelantilope og beisaoryx.
• Solitære hanner. Ses hos fx nordlig eland, bongo, grantgazelle, sydlig letje og sydlig oryx. Hos nogle arter er hannerne solitære i yngletiden, men indgår i ungkarlegrupper resten af året.

Hos de fleste sociale antilopearter er flokkene dynamiske; de har ikke faste medlemmer, og med undtagelse af mødre og deres unger er individer i flokkene er ikke knyttet særlig tæt. Således kan sammensætningen og størrelsen af en flok jævnligt ændres af individer, der kommer og går.

Der kan være årstider eller lejligheder, hvor særligt store flokke samles midlertidigt. Det ses typisk, når der opstår særligt gode fourageringsmuligheder i bestemte områder i forbindelse med regn eller oversvømmelser. Så kan fx sydlig eland samles i flokke på op til 1.000 individer, dorcasgazeller op til mere end 100 individer og sydlig oryx op til 300 individer.

Nogle arter samles i store, blandede flokke, når brunsttiden er overstået. Det gælder fx strubegazeller, der om vinteren kan leve i flokke på flere hundrede individer, og mongolsk gazelle, som danner flokke på op til 5.000 individer om foråret.

Levestedet spiller også en rolle i flokstørrelsen. Hos grantgazeller i Serengeti er den største flokstørrelse i skovsavanne på 40 individer, mens flokkene på åbne græssletter kan bestå af op til 400 individer. På samme måde ses impalaer også i de største flokke i åbne områder sammenlignet med i skov- og busksavanne.

I brunstperioden ser man en række forskellige strategier blandt de floklevende antiloper. Nedenfor er de mest almindelige strategier beskrevet:

• Yngleterritorier. Hanner etablerer territorier, hvorfra andre hanner bortjages. Det ses hos bl.a. impala, hjorteantilope, en del af gazellerne, vandbuk, sydlig letje, rørbukke, sabelantilope, oryxer, kongoni og asiatiske bjerggazeller. Yngleterritorierne dannes ofte på steder med særligt attraktive ressourcer, hvilket får hunnerne til at opsøge og opholde sig i territorierne; man kalder sådanne territorier for ressourceterritorier. Eksempelvis opretter vandbukhanner deres territorier langs vandet, da arten har brug for at drikke regelmæssigt. Yngleterritorier kan også etableres på steder med frodigt græs, som det ses hos kongoni og topi. Hanner af nogle arter forsvarer territorier året rundt, andre kun i parringstiden.
• Harem. Hanner genner hunner sammen og forsvarer dem mod andre hanner. Det ses fx hos saigaen og en del gazeller. Hos fx næsegazelle kan haremmet bestå af 1-18 hunner, mens det hos grantgazelle kan består af 10-25 hunner. Hos saigaen ligger haremstørrelsen normalt på 5-10, men kan være på helt op til 50 hunner.
• "Mandsopdækning". Hanner i blandede flokke kan mandsopdække én parringsmoden hun ad gangen og forhindre andre hanner i at parre sig med hende, indtil hendes brunst er ovre. Det ses hos fx sydlig eland og flere af de andre spiralhornede antiloper. I blandede flokke vil hannerne typisk etablere en rangorden ved poseren og slåskampe, hvilket er afgørende for, hvem der får flest parringsmuligheder.
• Aktiv søgen. Hanner vandrer fra den ene hungruppe til den anden i søgen efter parringsmuligheder. Det ses hos bl.a. nilghai, stor kudu og sitatunga.
• Lekking. Flere hanner samles på et mindre område, en arena (på engelsk: lek), hvor de står og viser sig frem i håb om, at de bliver opsøgt af parringsvillige hunner. Lekking ses hos bl.a. topi , kob, sydlig letje og nilletje. Hos fx topi kan der samles op til 100 hanner, mens en lek hos kobben består af 10-65 hanner. Underarten ugandakob har et usædvanligt lekkingsystem, hvor arenaer er aktive året rundt, og de enkelte hanner udskiftes løbende. Hos arter med et lekking-system kan hunner parre sig med adskillige hanner under et enkelt besøg til en arena; op til 9 hos kob og 13 hos topi.

Den samme art kan benytte flere af de ovennævnte strategier. Eksempelvis har hanner af nilletje og topi både yngleterritorier og lekking-adfærd, ligesom oryx-hanner enten kan danne yngleterritorier eller vandre rundt og søge efter parringsmodne hunner.

• skedehornede hovdyr
• Afrikas dyreliv