ansigt

De mimiske muskler eller facialis-musklerne omfatter 24 benævnte muskler, hvoraf de fleste er symmetrisk parrede. De er kendetegnede ved at forbinde ansigtets, halsens og skalpens hud med underliggende kranieknogler og ved alle at være under kontrol via den samme hjernenerve, nervus facialis.

Nogle af musklerne varetager enkle legemlige funktioner såsom øjenåbningernes ringformede lukkemuskler (orbicularis oculi), mundåbningens lukkemuskel (orbicularis oris) og de i kinderne beliggende "hornblæsermuskler" (buccinator), der tjener til at hindre, at føden samles uden for tandrækkerne under tygning, og som desuden hindrer kindernes udspiling under betjening af blæserinstrumenter.

Alle ansigtsmuskler anvendes til formning af ansigtets mangfoldigt varierede mimiske udtryk, som særligt udtrykkes omkring mundåbningen, øjenåbningerne, næsen og panden. Omkring øjenåbningerne, panden og næsen er hudens rynkning eller udglatning af særlig betydning for det mimiske udtryk. I tilknytning til øremuslingen findes hos mennesket et sæt rudimenter af de muskler, der hos mange pattedyr tjener til at indstille øret mod en lydkilde.

En persons ansigt er i høj grad bestemmende for, hvordan vedkommendes personlighed opfattes. Ansigtet er en central markør for menneskets udseende, og det kan ved mimik m.m. angive stemning og være en slags det usynliges synlighed. Ofte kan ansigtet være symbol for mennesket som helhed, dets hele væsen; det ses fx en række steder i GT, bl.a. det berømte sted om menneskets vilkår: “I dit ansigts sved / skal du spise dit brød” (1. Mos. 3,19).

Ikonografiske fremstillinger af hinduguder, fx Shiva og Brahma, viser ofte disse med flere ansigter, hvilket angiver deres forskellige roller eller kræfter. Den romerske gud Janus fremstilles med to ansigter, et der skuer frem, et tilbage, han vogter porte, indgange og udgange og overgange. Treenigheden i kristendommen kan i perioder symboliseres gennem en figur, der består af ét legeme med tre ansigter/hoveder.

Ordet optræder metaforisk i en række stående udtryk, fx “stikke sit grimme ansigt frem” (om fx nazismen); “at vise sit sande ansigt”; “at være et kendt ansigt”; “blive lang i ansigtet” (skuffet); “tabe ansigt” (blive ydmyget); “med et menneskeligt ansigt” (fx om eurosocialisme i forhold til den umenneskelige sovjetkommunisme). Det kan tolkes som forsøg på at bevare “evig” ungdom, når man får ansigtsløftning, mens ansigtets rynker symboliserer det levede liv.