Amulet. Amulet af ravneklo og -hoved, bundet sammen af en skindrem, 23 cm lang og indsamlet i Ammassalik (Grønland) i 1902. I brugen af amuletter, som skulle give magisk beskyttelse og støtte, blev drenges betydning som kommende fangere understreget. Man gav drenge amuletter, der skulle gøre dem til dygtige kajakroere, til dygtige slædekuske eller dygtige til at ramme mål og fortælle historier. Pigerne fik ligeledes — om end færre — amuletter, som skulle hjælpe til at gøre en pige til en dygtig syerske eller en god mor. Brugen af amuletter ligesom ordsprog og sange, myter og sagn afspejler forskellen i betydningen af hhv. det mandlige og det kvindelige i fangerkulturen.

.

En amulet er en genstand, der ifølge folketroen værner mod sygdom, ulykke eller trolddom og derfor bringer lykke.

Faktaboks

Etymologi
Ordet amulet kommer af latin amuletum af usikker oprindelse.

En amulet kan være et naturprodukt, som i sig selv anses for at kunne afværge alt ondt (fx en koral eller en ametyst), en magisk figur (fx et pentagram), en stump af et spejl, et malet øje eller billeder af mandlige eller kvindelige kønsdele. En kastanje i lommen mod gigt eller en guldring i øret mod dårlige øjne kan også betegnes som amuletter.

Symbolik

En amulet er en genstand med symbolsk, hellig kraft. Genstanden kan bæres direkte af sin ejer, eller den kan fx hænges op på hans/hendes husdør. Dens ejer får enten beskyttelse mod det onde eller kraft og lykke. Egenskaber ved genstanden tolkes symbolsk, og disse overføres til ejeren.

Polarforskeren Knud Rasmussen beretter under en indsamling af amuletter hos inuit, hvordan disse overføringer finder sted: En kvinde gemmer fx et svanenæb i en skindpose “for at det første barn, jeg føder, skal blive en dreng”, og et rypehoved, fordi drengen så ville blive en hurtig og udholdende løber under jagt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig