afføring

Afføring er en betegnelse for både den proces, ved hvilken organismen skiller sig af med spildprodukter gennem tarmen (defækation), og det produkt, der udskilles ved processen, fækalier eller ekskrementer. Afføringens sammensætning, udseende og mængde afhænger af kosten. Jo flere ufordøjelige kulhydrater (cellulosefibre) kosten indeholder, jo større afføringsmængde. På en almindelig dansk kost udskilles der dagligt i gennemsnit ca. 100 gram og ikke mere end 200 gram dagligt. På en ren vegetarkost er afføringsmængden større — op til det dobbelte. Ved tarmsygdomme med nedsat optagelse af føde (malabsorption) eller ved tarminfektioner kan afføringsmængden øges til flere liter.

Faktaboks

Også kendt som: fæces (kommer af latin faex 'bundfald')

Afføringens sammensætning

Afføring består af vand, ufordøjede føderester, tarmsekreter, afstødte celler fra tarmkanalens indre overflade samt bakterier og deres nedbrydningsprodukter. Ca. 1/3 af afføringens tørvægt består af uorganiske stoffer, ca. 1/3 af kvælstofforbindelser, 1/6 af fedtstoffer og 1/6 af cellulose. Vand udgør normalt 75 % af afføringsmængden.

Farve

Farven på afføring stammer dels fra galden, dels fra føden og evt. fra medikamenter, fx jern. Ved nedsat optagelse af fedt kan afføringen blive vandskyende eller olieagtig. Ved blødning fra mavesækken og den øverste del af tyndtarmen bliver afføringen sort, blød og tjæreagtig (melæna) med en karakteristisk lugt. Medmindre der er melæna, fravær af galde (akolisk) eller rødt blod i afføringen, er farven uden betydning for personen.

Lugt

Lugten stammer især fra den bakterielle nedbrydning af proteiner, hvorved der dannes ildelugtende luftarter som svovlbrinter, indol, skatol og ammoniak. I modsætning til urinen, der er bakteriefri under normale omstændigheder, indeholder afføringen myriader af bakterier, der især stammer fra tyktarmen, hvor der er 100.000 gange flere bakterier end i resten af mave- og tarmkanalen. Bakterierne spiller en aktiv rolle i fordøjelsen og er af betydning for både kroniske tarmsygdomme og en række andre sygdomme uden for mave- og tarmkanalen.

Mængde

Der er en sammenhæng mellem fødens passagetid igennem tarmen og afføringsmængden. Jo hurtigere passage, jo større mængde afføring, først og fremmest fordi opsugningen af vand ikke bliver så fuldstændig, som hvis passagen var langsommere. Tynd og øget afføringsmængde betegnes diarré, hård og nedsat afføringsmængde kaldes forstoppelse.

Afføringsprocessen

Afføringsprocessen (defækationen) kommer i stand ved en serie af reflekser styret via nerver fra den nederste del af rygmarven. Tyktarmens rytmiske muskelbevægelser (peristaltikken) bringer afføringen ned i den normalt tomme endetarm hvilket reflektorisk udløser afføringstrang. Undertiden fremkaldes peristaltikken i tyktarmen af en fyldt mavesæk – den gastrokoliske refleks. Er det belejligt med afføring afslappes endetarmens lukkemuskel, som består af en indre ikke-viljestyret (autonom) og en ydre viljestyret del. Samtidigt trækker den øvrige muskulatur i endetarmen trækker sig sammen, og udstødningen finder sted. Ofte vil man samtidigt med "bugpressen" bevidst øge trykket i endetarmen for derved at fremskynde udtømningen. Tømning af endetarmen sker lettere jo mere når hofteleddene bøjes, der er derfor mindre behov for øget trykken i hugsiddende end i almindelig siddende stilling. Er det ubelejligt at følge afføringstrangen, kan den undertrykkes ved viljens hjælp ved aktivt at holde lukkemusklen spændt. Derved hæmmes hele kæden af reflekser, men kun for et stykke tid. Såvel langvarig, gentagen undertrykkelse af afføringsreflekserne som sygdomme i rygmarv eller nerver kan føre til afføringsforstyrrelser.

Børns afføring

Det nyfødte barns første afføring (meconium) er en homogen, blød, klæbrig masse, grønsort af farve og uden lugt. Meconium indeholder ikke bakterier, men kun tarmsekreter og afstødte overfladeceller samt fostervand. Første meconiumafføring afgår oftest inden ti timer efter fødslen. Afføringerne ændres gradvist i forbindelse med barnets ernæring.

Brystbørns afføring er blød, gulgrøn og lugter syrligt. Børn, der får komælk eller modermælkserstatning, har mere fast og brunlig afføring med stærkere lugt. Brystbørn har i begyndelsen hyppige små mængder afføring mod senere kun én til to afføringer om ugen, da modermælk kun indeholder få affaldsstoffer. Børn, der får flaske, har i begyndelsen én til to, senere i reglen én afføring om dagen.

Afføring afgår automatisk, når tømningsrefleksen udløses fra endetarmen. Først omkring toårsalderen opnår barnet kontrol med denne proces. For tidlig og for ihærdig renlighedstræning kan føre til, at barnet i trods tilbageholder afføringen, som ophobes i endetarmen og fremkalder smerter. Ufrivillig afføring hos ældre børn (enkoprese) er psykisk betinget, men kompliceres ofte af forstoppelse i endetarmen.

Læs mere i Lex

Skrevet af:

Ove B Schaffalitzky de Muckadell (Odense Universitetshospital)

Artiklen indeholder tekst fra:

Den Store Danske

Støttet af:

Novo Nordisk Fonden

Senest ændret:

4. februar 2025, se alle ændringer

begrænset anvendelse.

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Schaffalitzky de Muckadell, Ove B; Den Store Danske; Fonden, Novo Nordisk: afføring i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/aff%C3%B8ring

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.