Adobe er rektangulært formede, soltørrede og ubrændte lersten, såkaldte adobe-sten, der benyttes til at bygge huse med. I overført betydning er adobe også en hel væg, opmuret af soltørrede lersten (adobe-vægge) eller bygningen som helhed (adobe-bygning). Så 'adobe' er ikke kun selve lerstenen, men i høj grad også byggeteknikken og bygningstypen.
Faktaboks
- Etymologi
- Via spansk fra arabisk attūba, af al, bestemt artikel, og tūba 'lersten'. Det engelske ord daub, der udtales [dåub], og betyder 'kline' i bl.a. 'lerklining' (wattel and daub), kunne også være en mulig sproglig kilde.
Adobe opfattes normalt som byggeri i den ubrændte lers egen brune eller rødbrune farve, som her fra Marokko, men det er kun i meget tørre områder på jorden, hvor dette kan lade sig gøre. I mere regnfulde områder, f.eks. i Danmark, men også i Spanien og Portugal, Italien og Grækenland, er man nødt til at beklæde lerstenene med kalkpuds eller andet, f.eks. lerkakler. Skulle adobe-stenene, der ligger i forgrunden, blive våde eller forvitrede, kan man blande lermaterialerne op med vand igen og forme stenene på ny.

De nordafrikanske adobe-byer falder næsten i eet med bjergene og landskabet. Ud over palmerne skiller kun den hvidkalkede minaret sig farvemæssigt ud.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.