Voltaire

Voltaire var først og fremmest dramatiker, og han var særligt optaget af tragedien. Han byggede teatre, hvor skuespillere, han selv og gæsterne optrådte. Han skrev mere end 50 skuespil, og af dem blev mere end 30 opført på la Comédie-Française og var store succeser både hos publikum og økonomisk set. Faktisk var det Voltaires stykker, der skabte de fleste indtægter for la Comédie-Française i midten af 1700-tallet. Fra midten af 1800-tallet ebbede interessen for hans teater ud. Hans kamp mod fanatisme og intolerance ses også i hans stykker. I tragedien Zaïre (1732) skildres en kristen kvindes kærlighed mellem kristendom og islam.

Fra han var ganske ung, skrev Voltaire digte, både kortere og længere, og han tilføjede gerne små digte til sine breve. Han skrev flere digte på episke versemål, en antik genre, der var særlig krævende på grund af de formelle krav. De vigtigste af disse var hyldestdigtet til Henrik 4., La Henriade (første gang trykt i Amsterdam i 1722 som La Ligue), og La Pucelle d'Orléans (Jomfruen fra Orléans), trykt i 1755. Digtet var kontroversielt, fordi det beskrev Jeanne d'Arcs liv og historie på et tidspunkt, hvor hun stadig blev anset for at være kætter.

Voltaire var en frontløber, når det gjaldt historieskrivning. Han forholdt sig kritisk til kilderne og brugte øjenvidner i det omfang, det var muligt. Hans første værk var Histoire de Charles XII (Karl 12.s historie) fra 1731, der beskrev den svenske Karl 12.s liv og krige. Det næste værk var Le Siècle de Louis XIV (Ludvig 14.s århundrede) fra 1751, en beskrivelse af Ludvig 14.s regeringsperiode.

Essai sur les mœurs et l'esprit des nations (Afhandling om sæder og skikke og nationernes ånd) fra 1756 var en kulturhistorisk syntese af verdenshistorien. Den omfattede også Orienten og koloniseringen og anerkendte den kulturelle rigdom og mangfoldighed.

Voltaire ønskede, at lægfolk skulle kende Newtons teorier. Han havde mødt dem i England og var blevet begejstret over enkelheden og deres empiriske fundering. Det blev til tre breve i Lettres Philosophiques (Filosofiske breve) fra 1734. Nogle år efter skrev han Éléments de la philosophie de Newton (Elementer af Newtons filosofi) fra 1738, der var en grundigere beskrivelse skrevet på fransk for interesserede lægfolk.

Voltaire bidrog med 45 artikler til den store franske Encyclopédie udgivet i perioden 1751-1772. Han støttede projektet men var skeptisk over for, om værket kunne få stor oplysende udbredelse, da det var meget dyrt at anskaffe. Han skrev derfor selv flere opslagsværker med kortere artikler, der var til at betale for de mange.

Det første var ikke et opslagsværk men den fiktive brevsamling Lettres philosophiques fra 1734, der beskrev forskellige forhold i det progressive engelske samfund.

Dictionnaire philosophique portatif (Bærbar filosofisk leksikon) fra 1764 var en alfabetisk samling af korte opslag, som Voltaire udvalgte, og som præsenterede hans position i forhold til mange forskellige områder. Eksempler på disse er ateisme, inkvisition, krig, kristendom, kærlighed, lighed og sjæl. Ordbogen udkom i mange udgaver og hver gang med flere opslag.

Det mest omfangsrige af værkerne var Questions sur l’Encyclopédie (Spørgsmål om Encyklopædien) fra 1770-1772 i ni bind plus et supplementsbind med mere end 400 opslag. Dette værk var ikke blot var i artikelform men bestod også af fortællinger, digte og dialoger.

Voltaire skrev godt 30 små romaner og fortællinger. De var morsomme, ironiske og lettilgængelige kommentarer til store spørgsmål af religiøs, etisk eller moralsk karakter og til verdens uforståelighed i al almindelighed. De mest kendte er Candide ou l'Optimisme (Candide eller den bedste verden) fra 1759, som handler om den naive optimists møde med den verdens grusomheder i alle afskygninger, og Zadig ou la Destinée (Zadig eller Skæbnen) fra 1747 om en ung mands omtumlede skæbne skabt af uforudsigelighed i tilsyneladende forudsigelige situationer.

I kortromanen L’Ingénu (1767, oversat til dansk i 1888 og 1972 under titlerne henholdsvis Naturmennesket og Den troskyldige) skildres en ung canadisk indfødt mands erfaringer og undren over de franske tilstande, alt sammen i en underholdende form, der ikke mister den kritiske brod.

Voltaire var også debattør. Han var særlig ivrig, når han selv blev kritiseret, eller når der blev fremsat synspunkter, han var uenig i. Så blandede han sig i debatten med pamfletter. Det var debatindlæg, der oftest var skrevet polemisk og ironiserende, og som ikke blot forfulgte ”sagen” men også ”manden”. Han havde fjender, som Fréron og La Baumelle, men endnu flere, der blot irriterede ham, som filosoffen Jean-Jacques Rousseau.

Halvdelen af sin levetid levede Voltaire i eksil. Derfor var breve hans eneste mulighed for at opretholde forbindelsen med Paris, der var centrum for kultur og magt, og med toneangivende og indflydelsesrige personer over hele Europa.

Breve var dengang ikke blot en privat kommunikation mellem to parter. De blev i nogle tilfælde læst op eller kopieret, og nogle blev også trykt og blev på denne måde offentlige. Der er lige nu registreret over 15.000 breve fra Voltaires hånd, og man ved, han har skrevet flere. Brevene gjorde, at han trods sin eksiltilværelse var til stede med sine meninger og holdninger, og at han sikrede sig ikke at blive glemt. Brevene udgør dermed et litterært værk i sig selv.

I begyndelsen af 1726 blev han dog involveret i en kontrovers med en adelsmand, Chevalier de Rohan, hvorefter han blev sendt i eksil i England. Landet var på dette tidspunkt et af de mest progressive i Europa som resultat af borgerkrigene i 1600-tallet og the Glorious Revolution i 1688. Voltaire blev optaget i selskabslivet og lærte sig engelsk. Han oplevede religiøs tolerance, en udbredt anerkendelse af handelsfolk, kunstnere og videnskabsfolk og stiftede bekendtskab med Newtons teorier.

Da han kom tilbage til Frankrig, beskrev Voltaire, hvad han havde iagttaget om det engelske samfund i Lettres philosophiques. De franske magthavere læste den fiktive brevsamling som en massiv kritik af det franske samfund, selvom den formodentlig blot skulle have været en ironisk kommentar. Bogen blev forbudt og brændt af bødlen, og der blev udstedt en arrestordre på Voltaire, som flygtede til det nordøstlige Frankrig, hvor han slog sig ned på slottet Cirey sammen med Mme du Châtelet. Her boede han indtil 1749.

I 1749 døde Émilie du Châtelet, og Voltaire flyttede til Frederik 2.s hof i Potsdam. Men efter en konflikt med den franske matematiker Pierre Louis Moreau de Maupertuis, der var præsident for det preussiske videnskabsakademi, måtte han imidlertid forlade hoffet igen. Han bosatte sig nu i Ferney, nær Genève, sammen med sin niece, Mme Denis. Her købte han en ejendom i sin nieces navn at skattemæssige årsager i 1758. De eksisterende bygninger blev revet ned, og i 1761 flyttede han ind i sin nye bolig, der i 1766 blev udvidet. Ejendommen omfattede herefter et mindre slot, en lille kirke og et teater samt anlagte haver. Her levede han sammen med sin niece resten af sit liv. Ferney blev herved et sted, som mange europæiske intellektuelle besøgte.

Jordskælvet i Lissabon i 1755 rystede hele Europa. Kristne udlagde det som Guds straf eller som en hændelse, der havde en mening trods tragedien. Voltaire accepterede ingen af forklaringerne, og som reaktion skrev han derfor først et længere digt (Poème sur le désastre de Lisbonne, 1756, på dansk Jordskælvet i Lissabon, 2018) og i 1759 den kritiske ironiske roman Candide, et større opgør med Forsynet, som blev en stor succes i hele Europa.

I disse år blev hans kamp mod den katolske kirkes magt og indflydelse også mere intens, og han brugte ofte udtrykket écrasez l’infâme (knus den afskyelige) i breve til nære venner. Hans kamp mod religiøs intolerance var også meget konkret, idet han engagerede sig i at få uskyldigt og urimeligt dømte frikendt. Den mest kendte af disse sager Calas-sagen, hvor protestanten Jean Calas blev henrettet i 1762 for mord på sin søn og med Voltaires indsats fuldstændig rehabiliteret i 1765. I forbindelse med denne kampagne skrev han i 1763 Traité sur la Tolérance (Afhandling om tolerance).

Han var en gammel mand, da han endelig fik tilladelse til at komme tilbage til Paris. Her blev han modtaget med begejstring og tilbragte de sidste fire måneder af sit liv. Hans sidste brev er dateret den 26. maj 1778, kun fire dage før han døde. Det indeholder en lykønskning til sønnen til én af de mange, han havde forsvaret mod retssystemets uretfærdighed.