Vladimir Putin

Vladimir Putin er født og opvokset i Leningrad (det nuværende Sankt Petersborg). Han kom fra relativt fattige kår, til trods for at hans farfar havde nydt en privilegeret position som personlig kok for først Vladimir Lenin og siden Josef Stalin. Putin var hyppigt involveret i gadebande-slagsmål, og har selv beskrevet tiden som hård men lærerig.

Putin var dog dygtig i skolen, og senere kom han ind på jurastudiet ved Leningrads Statsuniversitet, hvor han blev færdig i 1975.

Umiddelbart efter søgte han ind til KGB, hvor efter endt træning arbejdede bl.a. med at overvåge udlændinge og ambassademedarbejdere i Sankt Petersborg. Fra 1985 til 1990 var han udstationeret i Dresden, DDR. Som KGB-udsendt samarbejdede han tæt sammen med det østtyske hemmelige politi Stasi, og nogle kilder hævder, at han ligeledes var involveret i at bistå den vesttyske terrororganisation Rote Armee Fraktion med bl.a. våben. Tiden i Østtyskland, de store folkelige demonstrationer og DDR-styrets fald i 1989 gjorde angiveligt stort indtryk på ham.

Putin vendte hjem til Leningrad i 1990 og fortsatte med at arbejde for KGB. Men vigtigere var det, at han genetablerede kontakten til Anatolij Sobtjak, som havde været underviser på det universitet, hvor Putin læste. I 1991, samme år som Sovjetunionen endegyldigt opløstes, blev Sobtjak valgt som borgmester i Sankt Petersborg. Putin arbejde tæt sammen med Sobtjak i de kommende år og som chef for borgmesteradministrationens Komité for Eksterne Anliggender fik han blandt andet ansvaret for at pleje relationer til virksomheder og regeringer i andre lande og dermed tiltrække udenlandske investeringer. Overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi blev i hele Rusland en uskøn affære, hvor korruption og beskidte tricks stortrivedes. Det er veldokumenteret, at Putin i de år, med Sobtjaks velsignelse og mod bestikkelse, arbejdede tæt sammen med både oligarker og kriminelle grupperinger.

Da Sobtjak i 1996 tabte valget om borgmesterposten, blev Putin hentet til præsident Boris Jeltsins administration i Moskva. Her bestred Putin i de følgende år bestred forskellige administrative poster og bragte ham i forbindelse med flere af de personer, som senere skulle blive nøglefigurer i hans regime.

I juli 1998 udpegede Jeltsin ham til chef for sikkerhedstjenesten FSB. Putin var på det tidspunkt ikke et offentligt kendt ansigt i Rusland, til trods for at han altså havde været aktiv i magtens korridorer i flere år.

I slutningen af 1990’erne var den siddende præsident Jeltsin både syg, drikfældig og forhadt i den russiske befolkning. Samtidig udfordrede stærke kræfter i det russiske parlament, Dumaen, ham i stigende grad politisk. For de politikere og indflydelsesrige oligarker, som støttede og nød godt af Jeltsins regeringstid, blev var det derfor klart, at Jeltsin ikke ville kunne genvinde et valg. Man påbegyndte derfor en proces med at identificere en efterfølger, som kunne føre Jeltsins politik videre og forblive loyal over for de mange interessenter, som trak i trådene i baggrunden.

Efter lange overvejelser og flere mislykkede forsøg med alternative kandidater bestemte Jeltsin og hans nærmeste støtter sig for, at Putin var den rette mand til jobbet.

Den 9. august 1999 blev Putin udpeget som premierminister. Jeltsin udtalte, at han gerne så ham som sin efterfølger, og Putin selv tilkendegav, at han da også havde ambitioner om præsidentposten.

Umiddelbart blev Putin dog ikke spået store chancer, da indflydelsesrige og populære modstandere af Jeltsin var godt i færd med at forberede sig til det forestående præsidentvalg. Men en række terrorbombninger af lejlighedsblokke i Moskva i september måned, efterfulgt af Kremls beslutning om at indlede den anden Tjetjenien-krig, ændrede med ét det politiske landskab.

Putin tog styring med krigen, og hans hårde, resolutte stil tiltalte store dele af det russiske vælgerkorps. Putin, Jeltsin og deres støtter dannede partiet Enhed, som skulle udfordre den førende oppositions-alliance Fædrelandet – Hele Rusland anført af bl.a. Moskvas borgmester Jurij Luzjkov (eller Lusjkov, 1936-2019) og tidligere udenrigsminister Jevgenij Primakov.

Putin kastede sin støtte bag Enhed-partiet, som endte med at vinde hele 23,3 % af stemmerne, langt foran Fædrelandet – Hele Rusland, som blot opnåede 13,6 %. Putin fik altså endnu et rygstød, og mange af de politiske eliter samlede sig nu om Enhed og støttede åbent Putins kandidatur frem mod præsidentvalget i marts 2000. Luzjkov og Primakov, som længe havde været favoritter, meddelte nu, at de trak deres kandidatur.

Og som om det ikke var nok, bekendtgjorde Jeltsin nytårsnat 1999, at han trådte tilbage, og at Putin, i overensstemmelse med forfatningen, ville tage over som fungerende præsident indtil det forestående valg. Samme dag underskrev Putin et dekret, som sikrede Jeltsin og hans familie immunitet og dermed beskyttelse for retsforfølgelse for diverse korruptionsskandaler.

Putin vandt uden problemer præsidentvalget den 26. marts med 53,4 % af stemmerne. Hans stærkeste modstander – lederen af kommunistpartiet, Gennadij Sjuganov – opnåede 29,5 %, mens den liberale leder af partiet Jabloko Grigorij Javlinskij blot fik 5,9 %. Selve valget og valgkampagnen var præget af en lang række problemer og uregelmæssigheder, heriblandt massiv ensidig støtte til Putin fra de statskontrollerede tv-kanaler. Putin ville dog sandsynligvis have vundet valget og sikret sig præsidentposten selv uden disse udemokratiske hjælpemidler.

Da Putin først bestred præsidentembedet, igangsatte han hurtigt en række reformer og taktiske politikker, som gjorde, at han på kort tid fik skabt sig en solid magtbase. Det skrøbelige russiske demokrati, som trods alt havde eksisteret under Jeltsin, blev nu gradvist, men målrettet, undermineret.

Først satte Putin ind mod de mange nyrige erhvervsdrivende, de såkaldte oligarker, som havde spillet en afgørende politisk rolle under Jeltsin. På det såkaldte "Barbecue-møde" i juni 2000 inviterede præsidenten oligarkerne til middag og gjorde det klart for dem, at de gerne måtte bedrive deres (af og til lyssky) forretninger, men at de til gengæld skulle holde sig uden for politik. De oligarker, der efterfølgende ikke rettede ind og sågar modarbejdede Putin, blev straffet hårdt af den russiske leder. Flere store virksomheder blev eksproprieret, eksempelvis olieselskabet Yukos, som stod for en femtedel af den russiske olieproduktion. Ejeren, Mikhail Khodorkovskij (f. 1963), som havde været en nær allieret af Jeltsin, og som forsøgte at samle en politisk opposition mod Putin, fik yderligere beslaglagt store dele af sin formue og sad efterfølgende i fængsel helt frem til 2013.

Putins største aktiver i de år var hans enorme folkelige popularitet; og den blev ikke mindre af hans kamp mod de i befolkning bredt forhadte oligarker. Yderligere formåede Putin at genetablere en politisk stabilitet i Rusland, som mange netop higede efter som følge af de anarkiske og tumultariske 1990'ere efter Sovjetunionens sammenbrud (se Ruslands historie efter 1991). Endelig styrkede han – om end kun kortvarigt – de markedsøkonomiske vilkår i landet, og i kombination med favorable verdenskonjunkturer og historisk høje oliepriser blev fundamentet for en solid økonomisk vækst etableret. Rusland oplevede i de følgende år vækstrater på 7-8 % og BNP pr. indbygger blev firedoblet.

Putins popularitet betød også, at han gradvist sikrede sig kontrol over det parlament, som skulle afbalancere hans magt. Det Putin-støttede parti Enhed, som blev omdøbt til Forenet Rusland, sikrede sig ¹/₃ af stemmerne ved parlamentsvalget i 2003 og hele ²/₃ ved valget i 2007. Parlamentet var nu decimeret til et gummistempelkammer for præsidentens politik.

Yderligere blev både pressefriheden og den almindelige befolknings frihedsrettigheder sat under stadigt stigende pres. Flere kritiske journalister blev overfaldet og sågar myrdet, alle landsdækkende tv-stationer blev underlagt statslig kontrol, demokratiforkæmpere blev fængslet og chikaneret, og selv mindre prodemokratiske partier og civilsamfundsorganisationer fik stadigt sværere kår, da staten nu systematisk overvågede og straffede deres aktiviteter.

Endelig indsatte Putin tidligere kolleger fra Skt. Petersborg, FSB og det tidligere KGB i ledende stillinger i magtapparatet. Staten kom dermed under Putins personlige kontrol og den arbejdede loyalt for at gennemføre hans politiske initiativer og sikre hans, og hans støtters, individuelle interesser.

Putin havde således gødet jorden effektivt og blev uden problemer genvalgt ved præsidentvalget i marts 2004 med hele 71,9 % af stemmerne. Valget var igen præget af omfattende uregelmæssigheder, ensidig støtte til Putin i medierne og endda flere klare beviser på decideret valgsvindel.

I 2008 var Putin blevet så magtfuld, at han i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser om maksimalt to på hinanden følgende embedsperioder fratrådte præsidentposten til fordel for sin loyale premierminister, Dimitrij Medvedev. Med Putins fulde støtte vandt Medvedev således let præsidentvalget det år med 70 % af stemmerne. Reelt styrede Putin dog fortsat Rusland fra sidelinjen, indtil han ved valget i 2012 kunne vende tilbage som præsident.

Da Medvedev overtog præsidentposten, blev Putin i stedet premierminister og "accepterede" samtidig formandsposten for magtpartiet Forenet Rusland. De følgende fire år er ofte blevet karakteriseret som et tandemstyre. Men det var altså fortsat Putin, der svingede taktstokken og blev betragtet som Ruslands stærke mand, til trods for at præsidentposten ifølge den russiske forfatning er langt mere magtfuld end premierministerposten.

Meget sigende fik Medvedev som noget af det første i november 2008 gennemført en ændring af forfatningen, så præsidentperioden blev forlænget fra fire til seks år. Dog ville ændringen ikke gælde for Medvedev selv, men kun for den næste præsident, som alle regnede med igen skulle være Putin.

Under Medvedevs embedsperiode ændredes forfatningen, bl.a. med en forlængelse af præsidentperioden fra 4 til 6 år med ikrafttræden med et kommende præsidentvalg.

I september 2011 pegede Medvedev som ventet på Putin som sin efterfølger i præsidentembedet. Putin vandt sikkert valget med 64,4 % af stemmerne, og dagen efter hans indsættelse i maj 2012 godkendte Dumaen som ventet Medvedev til at overtage posten som Ruslands nye premierminister. Yderligere overtog Medvedev posten som partiformand i Forenet Rusland, som til trods for en komfortabel sejr i det langt fra demokratiske parlamentsvalg i december 2011 nu ikke længere nød fordums popularitet blandt russerne.

Putin vendte tilbage på præsidentposten på et tidspunkt, hvor omfattende demonstrationer mod regimet, Forenet Rusland og korrupte politikere og embedsmænd generelt rullede hen over Rusland. Den før så folkekære Putin oplevede nu for alvor modstanden fra voksende andele af den russiske vælgerbefolkning.

Værre blev det kun af, at den økonomiske vækst klingede af, og Rusland blev fanget i en længerevarende periode med stagnation og faldende levestandarder. Læg dertil voksende ulighed mellem den almindelige russer og en hyperrig klasse af politiske og økonomiske eliter, som nød godt af og blev beriget af deres forbindelser til den politiske top.

Putin svarede igen med yderligere at stramme grebet om magten. I løbet af 2010’erne blev borgernes frihedsrettigheder yderligere indskrænket, oppositionen yderligere marginaliseret, medierne mere uniforme og fulde af regimets propaganda, og undertrykkelsen og den sociale kontrol med borgerne intensiveredes. Fremtrædende systemkritikere som Boris Nemtsov og Aleksej Navalnyj blev eksempelvis myrdet af regimet.

Undervejs genvandt Putin (ved præsidentvalget i 2018) og partiet Forenet Rusland (ved parlamentsvalget i 2016 og 2021) magten. Som de generelle forhold i Rusland i den periode blev valgene mere og mere udemokratiske, og internationale valgobservatører blev nægtet indrejse. Flere analyser peger dog på både systematisk pres på vælgerne og decideret fusk med millioner af stemmer.

Endelig i 2020 bøjede Putin endnu engang de institutionelle spilleregler til sin egen fordel, da han via en systematisk forfalsket folkeafstemning sikrede sig opbakning til en forfatningsændring, der så at sige nulstillede det antal perioder, han allerede havde siddet på magten. Med ændringen kan Putin således blive siddende frem til 2036.

I marts 2024 tog han første skridt mod det mål, da han ved en farce af et valg, hvor svindel, manipulation og undertrykkelse dominerede, sikrede sig urealistiske 88,5 % af stemmerne.

Da Putin overtog præsidentposten i 2000 efter Jeltsin, blev omverdenen samtidig vidne til et skifte i russisk udenrigspolitik. Under Putins ledelse blev Rusland igen en stormagt med ambitioner om global og regional indflydelse. Over årene blev den russiske udenrigspolitiske ageren således både mere aggressiv og konfrontatorisk.

I sine første år ved magten fortsatte Putin dog umiddelbart Jeltsins kurs, idet han kritiserede Vesten for sin egenrådighed og manglende inklusion og hensyntagen til Rusland, samtidig med at han plejede de fordragelige og konstruktive relationer til USA’s præsident George Bush, Frankrigs præsident Jacques Chirac, Storbritanniens Tony Blair og Tysklands Gerhard Schröder.

Men særligt fire udviklinger synes at have været afgørende for, at Putin ændrede strategi udenrigspolitisk. For det første voksede Rusland sig som følge af Putins politiske stabilisering og den gode økonomiske udvikling sig stærkere i de år, og man mente dermed, at landet i højere grad havde krav på at blive hørt mere på den internationale scene. For det andet udtalte vestlige ledere i stigende grad udtalte kritik af Putins autoritære stil. For det tredje var det i de år USA gik i krig i Irak uden et FN-mandat, og EU og NATO udvidede mod øst og inddrog dermed stater i Baltikum og Central- og Østeuropa, som Rusland længe havde anset som tilhørende deres legitime indflydelsessfære. Endelig erfarede Putin hurtigt, at en bestemt og anti-vestlig udenrigspolitik var populær hos mange russiske vælgere. Det var altså en god strategi til at sikre folkets opbakning.

De følgende år bød derfor på den ene storpolitiske krise efter den anden mellem Rusland og Vesten.

Den første store konfrontation fandt sted i forbindelse med Ukraines såkaldte Orange Revolution omkring præsidentvalget i 2004. Putin søgte aktivt at sikre, at hans foretrukne kandidat, den mere Ruslandsvenlige Viktor Janukovitj, gik af med sejren, mens Vesten – om end mindre direkte – håbede på den EU-venlige og mere demokratisk orienterede Viktor Jusjtjenko. Flere kilder peger sågar på, at Kreml bistod med at drive og finansiere Janukovytjs valgkampagne, samt at den russiske sikkerhedstjeneste var direkte involveret i forsøg på at forgifte Jusjtjenko.

I 2007 på sikkerhedskonferencen i München tordnede Putin mod Vesten og USA i særdeleshed med beskyldninger om egenrådighed og aggressiv adfærd. I stedet slog han til lyd for en multipolær orden, hvor Vesten, Rusland og andre magter ligeligt deles om indflydelse på verdensplan, og hvor respekt for de enkelte stormagters kerneinteresser er i højsædet.

I 2008 gik Rusland i krig med nabolandet Georgien. Putin retfærdiggjorde handlingen med henvisning til beskyttelse af de prorussiske georgiske de facto republikker Sydossetien og Abkhasien, som Georgiens leder Mikhail Saakasjvili havde ambitioner om at genindlemme. Men han lagde heller ikke skjul på, at også Georgiens ambitioner om indlemmelse i NATO var udslagsgivende. Til trods for at det russiske militær hurtigt fik kontrol over hele Georgien, afholdt Putin sig fra en decideret besættelse af landet, men øgede i stedet troppetilstedeværelsen i de to de facto-republikker og anerkendte efterfølgende officielt deres selvstændighed. I realiteten har Sydossetien og Abkhasien dog lige siden været underlagt fuld russisk kontrol.

I 2009 forsøgte den nyvalgte amerikanske præsident Barack Obama at forbedrede det ramponerede russisk-amerikanske forhold. Man erklærede under stor fanfare et reset af forholdet. Men uoverensstemmelserne varede ved til trods for enkelte succeser såsom underskrivelsen af atomvåben-nedrustningsaftalen Ny START i marts 2010 og Medvedevs accept af FN-resolutionen, som legitimerede et flyveforbud over Libyen under Det Arabiske Forår. Et forbud, som blev afgørende for Libyens leder Muammar Gaddafis fald. I sidstnævnte tilfælde handlede Medvedev, som var præsident i den periode, angiveligt på egen hånd, stik imod Putins ønsker.

Med baggrund i Putins tilbagevenden til præsidentposten i 2012, den voksende utilfredshed med styret, og problemet for Putin med at levere på andre parametre som eksempelvis økonomien, blev den russiske udenrigspolitik kun mere aggressiv og konfrontatorisk.

I marts 2014 annekterede Putin Krimhalvøeb i en hurtig militæroperation i slipstrømmen på Majdan-revolutionen, som havde tvunget den ukrainske præsident Janukovytj fra magten. I månederne efter spillede Rusland en aktiv rolle i at finansiere, opildne og udruste russisk-støttede separatister i den østligste del af Ukraine, og efter års kamphandlinger konsoliderede de sig i to såkaldte folkerepublikker, Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk, som i realiteten var russisk-kontrollerede marionetter.

I 2015 overraskede Putin igen alle, da han sendte russiske kamptropper til alliancepartneren Syrien, hvor Bashar al-Assads regime siden Det Arabiske Forår havde kæmpet for sin oplevelse. Putins hjælp viste sig at blive udslagsgivende for borgerkrigens udvikling.

I 2016 gik Rusland endnu et skridt op ad konfrontationsstigen med Vesten i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg, hvor den russiske efterretningstjeneste og det såkaldte ”Agentur for Internetforskning” under ledelse af Jevgenij Prigozjin målrettet forsøgte at påvirke valgets resultat ved systematisk søgte at sprede positive historier om den republikanske kandidat Donald Trump, miskreditere demokraternes kandidat Hillary Clinton og generelt puste til polariseringen i den amerikanske vælgerbefolkning.

I årene efter involverede Putin sig også i stigende grad i konflikter på det afrikanske kontinent. Gennem Wagner-gruppen under ledelse af førnævnte Prigozjin var russerne aktive i afrikanske lande som Libyen, Mali, Niger, Tchad, Burkina Faso, Mocambique, Sudan og Den Centralafrikanske Republik.

I februar 2022 beordrede Putin en fuldgyldig militærinvasion af nabolandet Ukraine. Konflikten med Vesten var nu på sit hidtil højeste. USA og EU påførte Rusland omfattende sanktioner og støttede Ukraine både politisk, økonomisk og militært i kampen mod Rusland.

Den 17. marts 2023 udstedte Den Internationale Straffedomstol (ICC) en arrestordre mod Putin, da der er begrundet mistanke om krigsforbrydelser i forbindelse med invasionen af Ukraine. Der er 123 lande, som har tiltrådt ICC-statutten, og som dermed har pligt til at anholde Putin – hvis han skulle komme ind på deres territorium – og udlevere ham til retsforfølgelse i Haag.

I takt med at krigen trak ud og kritikken af forsvarsministeriet og Putin selv tog til, voksede presset mod Putin også internt i Rusland. Den 23-24. juni 2023 begav Prigozjin sig med omkring 20.000 af sine Wagner-soldater fra Østukraine mod det sydlige Ruslands militære hovedkvarter i Rostov ved Don og satte derefter kursen mod Moskva. Først da Wagnerhæren var omkring 200 kilometer fra Moskva, blev oprøret afblæst. Langt de fleste iagttagere anser Prigozijns march mod Moskva som et decideret kupforsøg mod præsident Putin. Prigozjin blev efterfølgende slået ihjel i forbindelse med et flystyrt (sandsynligvis på Putins ordre), og blev hyldet som martyr særligt blandt mere nationalistisk-patriotiske grupperinger i Rusland.

Siden kupforsøget har Putin tilsyneladende genetableret kontrollen og har blandt andet igangsat en større udrensning i militæret.

• Ruslands historie efter 1991
• Ruslands præsidenter
• Dmitrij Medvedev
• Aleksej Navalnyj
• Boris Jeltsin
• Ukraine-konflikten
• Krigen i Ukraine
• Tjetjenien
• KGB