Da Putin overtog præsidentposten i 2000 efter Jeltsin, blev omverdenen samtidig vidne til et skifte i russisk udenrigspolitik. Under Putins ledelse blev Rusland igen en stormagt med ambitioner om global og regional indflydelse. Over årene blev den russiske udenrigspolitiske ageren således både mere aggressiv og konfrontatorisk.
I sine første år ved magten fortsatte Putin dog umiddelbart Jeltsins kurs, idet han kritiserede Vesten for sin egenrådighed og manglende inklusion og hensyntagen til Rusland, samtidig med at han plejede de fordragelige og konstruktive relationer til USA’s præsident George Bush, Frankrigs præsident Jacques Chirac, Storbritanniens Tony Blair og Tysklands Gerhard Schröder.
Men særligt fire udviklinger synes at have været afgørende for, at Putin ændrede strategi udenrigspolitisk. For det første voksede Rusland sig som følge af Putins politiske stabilisering og den gode økonomiske udvikling sig stærkere i de år, og man mente dermed, at landet i højere grad havde krav på at blive hørt mere på den internationale scene. For det andet udtalte vestlige ledere i stigende grad udtalte kritik af Putins autoritære stil. For det tredje var det i de år USA gik i krig i Irak uden et FN-mandat, og EU og NATO udvidede mod øst og inddrog dermed stater i Baltikum og Central- og Østeuropa, som Rusland længe havde anset som tilhørende deres legitime indflydelsessfære. Endelig erfarede Putin hurtigt, at en bestemt og anti-vestlig udenrigspolitik var populær hos mange russiske vælgere. Det var altså en god strategi til at sikre folkets opbakning.
De følgende år bød derfor på den ene storpolitiske krise efter den anden mellem Rusland og Vesten.
Den første store konfrontation fandt sted i forbindelse med Ukraines såkaldte Orange Revolution omkring præsidentvalget i 2004. Putin søgte aktivt at sikre, at hans foretrukne kandidat, den mere Ruslandsvenlige Viktor Janukovitj, gik af med sejren, mens Vesten – om end mindre direkte – håbede på den EU-venlige og mere demokratisk orienterede Viktor Jusjtjenko. Flere kilder peger sågar på, at Kreml bistod med at drive og finansiere Janukovytjs valgkampagne, samt at den russiske sikkerhedstjeneste var direkte involveret i forsøg på at forgifte Jusjtjenko.
I 2007 på sikkerhedskonferencen i München tordnede Putin mod Vesten og USA i særdeleshed med beskyldninger om egenrådighed og aggressiv adfærd. I stedet slog han til lyd for en multipolær orden, hvor Vesten, Rusland og andre magter ligeligt deles om indflydelse på verdensplan, og hvor respekt for de enkelte stormagters kerneinteresser er i højsædet.
I 2008 gik Rusland i krig med nabolandet Georgien. Putin retfærdiggjorde handlingen med henvisning til beskyttelse af de prorussiske georgiske de facto republikker Sydossetien og Abkhasien, som Georgiens leder Mikhail Saakasjvili havde ambitioner om at genindlemme. Men han lagde heller ikke skjul på, at også Georgiens ambitioner om indlemmelse i NATO var udslagsgivende. Til trods for at det russiske militær hurtigt fik kontrol over hele Georgien, afholdt Putin sig fra en decideret besættelse af landet, men øgede i stedet troppetilstedeværelsen i de to de facto-republikker og anerkendte efterfølgende officielt deres selvstændighed. I realiteten har Sydossetien og Abkhasien dog lige siden været underlagt fuld russisk kontrol.
I 2009 forsøgte den nyvalgte amerikanske præsident Barack Obama at forbedrede det ramponerede russisk-amerikanske forhold. Man erklærede under stor fanfare et reset af forholdet. Men uoverensstemmelserne varede ved til trods for enkelte succeser såsom underskrivelsen af atomvåben-nedrustningsaftalen Ny START i marts 2010 og Medvedevs accept af FN-resolutionen, som legitimerede et flyveforbud over Libyen under Det Arabiske Forår. Et forbud, som blev afgørende for Libyens leder Muammar Gaddafis fald. I sidstnævnte tilfælde handlede Medvedev, som var præsident i den periode, angiveligt på egen hånd, stik imod Putins ønsker.
Med baggrund i Putins tilbagevenden til præsidentposten i 2012, den voksende utilfredshed med styret, og problemet for Putin med at levere på andre parametre som eksempelvis økonomien, blev den russiske udenrigspolitik kun mere aggressiv og konfrontatorisk.
I marts 2014 annekterede Putin Krimhalvøeb i en hurtig militæroperation i slipstrømmen på Majdan-revolutionen, som havde tvunget den ukrainske præsident Janukovytj fra magten. I månederne efter spillede Rusland en aktiv rolle i at finansiere, opildne og udruste russisk-støttede separatister i den østligste del af Ukraine, og efter års kamphandlinger konsoliderede de sig i to såkaldte folkerepublikker, Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk, som i realiteten var russisk-kontrollerede marionetter.
I 2015 overraskede Putin igen alle, da han sendte russiske kamptropper til alliancepartneren Syrien, hvor Bashar al-Assads regime siden Det Arabiske Forår havde kæmpet for sin oplevelse. Putins hjælp viste sig at blive udslagsgivende for borgerkrigens udvikling.
I 2016 gik Rusland endnu et skridt op ad konfrontationsstigen med Vesten i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg, hvor den russiske efterretningstjeneste og det såkaldte ”Agentur for Internetforskning” under ledelse af Jevgenij Prigozjin målrettet forsøgte at påvirke valgets resultat ved systematisk søgte at sprede positive historier om den republikanske kandidat Donald Trump, miskreditere demokraternes kandidat Hillary Clinton og generelt puste til polariseringen i den amerikanske vælgerbefolkning.
I årene efter involverede Putin sig også i stigende grad i konflikter på det afrikanske kontinent. Gennem Wagner-gruppen under ledelse af førnævnte Prigozjin var russerne aktive i afrikanske lande som Libyen, Mali, Niger, Tchad, Burkina Faso, Mocambique, Sudan og Den Centralafrikanske Republik.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.