Vissarion Belinskij var en russisk litteraturkritiker. Hans indflydelse på sit lands litteratur i første halvdel af 1800-tallet er uden sidestykke. Fra 1838 var han den førende kritiker i Sankt Petersborg, først på Fædrelandets Annaler og fra 1846 på Nikolaj Nekrasovs tidsskrift Den Samtidige.
Belinskij var på "zapadnikkernes" side i den standende strid med slavofilerne. Hans første udgangspunkt var de tyske idealister (Schelling og Fichte). En tid dyrkede han Hegel og en l'art pour l'art-æstetik, men endte i Feuerbachs materialistiske lære. Herefter var Belinskijs målestok moralsk, og han betonede litteraturens samfundskritiske indhold på bekostning af formen.
Dette synspunkt blev videreført af rabiate "utilitarister" og siden ophøjet til dogme i sovjettiden. Belinskijs bratte omsving førte til problematiske fortolkninger af bl.a. Aleksandr Pusjkin og især Nikolaj Gogol, som han udnævnte til "den naturlige skoles fader".
Stor var hans skuffelse, da Gogol i værket Udvalgte steder fra en brevveksling med mine venner (1847) forsvarede den rådende orden, herunder enevælden og kirken. Belinskij skrev et bittert anklagende "Brev til Gogol" (1847), hvori han blandt andet kalder Gogol for "uvidenhedens apostel" og "piskens forkynder". Brevet var forbudt at besidde i samtidens Rusland, men cirkulerede i mange kredse og var en del af anklagen mod den unge Dostojevskij i 1849.
Belinskijs analyser var dog fremdeles inspirerende for både læsere og forfattere i samtiden. Belinskijs teoretiske begrebsapparat dannede skole, og hans altid glødende engagement gav ham tilnavnet "den rasende".
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.