Vestsahara

Den oprindelige befolkning i Vestsahara er berbere. Med arabiske stammers fremtrængen fra det østlige Nordafrika til Marokko og derfra til Vestsahara blandede berberiske og arabiske stammer, kultur og religion sig gradvist. Frem til midten af 1800-tallet levede disse forskellige stammer og befolkningsgrupper som nomader.

Mellem 1884 og 1900 blev området gradvist en spansk koloni kaldet Spansk Sahara, og fra 1957 begyndte saharawierne at kræve selvstændighed. Fra 1965 vedtog FN en række resolutioner, der anerkendte dels saharawiernes ret til selvbestemmelse, dels at områdets fremtidige status skulle afgøres ved en folkeafstemning. Etableringen af en selvstændighedsbevægelse tog form fra 1967, og i 1973 dannedes Polisario.

Marokko og Mauretanien gjorde imidlertid også krav på området, og da Spanien trak sig ud af Spansk Sahara i januar 1976, annekterede de to lande henholdsvis de nordlige og de sydlige områder. Som konsekvens flygtede halvdelen af saharawibefolkningen, ca. 50.000 (est.), til området omkring militærposten Tindouf i det sydvestlige Algeriet. Her oprettede Polisario flygtningelejre, hvor saharawi-flygtningene siden har boet. Polisario udråbte en ’stat i eksil’ kaldet Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik med base i flygtningelejrene.

I 1979 trak Mauretanien sig ud af det sydlige område. Marokko derimod fastholdt sin annektering og byggede en 2.700 km lang sandmur tværs ned gennem området. Siden dens etablering har Marokko haft kontrollen over området vest for muren, der udgør 80 % af Vestsahara.

FN har fastholdt sit engagement i at løse konflikten, og i 1991 vedtog FN's Generalforsamling etableringen af en FN-mission, MINURSO. FN skal bl.a. lede en folkeafstemning om Vestsaharas fremtidige status, som imidlertid ikke har fundet sted endnu.

MINURSO’s mandat var i 2024 endnu opretholdt, men der var ingen tegn på fremskridt i konflikten. Marokko har fortsat kontrollen i langt hovedparten af Vestafrika, og eksilregeringen for Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republik opererer fortsat fra lejrene ved Tindouf i Algeriet. Derfor betegnes Vestsahara ofte som ”Afrikas sidste koloni” og situationen for saharawierne som ”verdens mest glemte flygtningekrise”.

• Læs mere i Vestsaharas historie.

Vestsahara ligger i det tørre område omkring Nordlige vendekreds, og hele området har under 100 mm nedbør om året. Størstedelen ligger i det tropiske bælte, men på plateauerne mod nord kan der optræde nattefrost. Kysten er præget af tåge på grund af den kolde Kanariske Strøm fra nord og upwelling af koldt bundvand; det giver noget lavere temperaturer end inde i landet.

Vestsahara er helt overvejende ørken. Kysten er en 800 km lang udligningskyst. Stejl klippekyst veksler med strandvolde, der ved fiskeribyen al-Dakhla giver læ for den eneste bugt på kysten, Rio de Oro-bugten.

Bag kysten er der lange strækninger med et kilometerbredt klitbælte, og bag dette en 80-150 km bred kystslette. Denne er mod syd dækket af sandørken, kaldet erg, med vandreklitter i alle størrelser fra enkeltstående barkaner til parabelklitrækker. I kystzonen ligger saltpander, hvortil wadier periodevis leder vand. Længst mod nord gennembryder den brede wadi Saguia el-Hamra klitrækken, og her ligger hovedstaden El Aaiun bag klitrækken, 20 km fra sit havneområde. Wadier fører hertil i et vidtforgrenet net fra hele den nordlige del af området og fra nabolandene.

I den kølige årstid er systemet normalt vandførende helt ud til deltaet ved kysten. Oaser ligger ved kilder i kanten af wadierne, og som det eneste sted i Vestsahara er vegetationen her busksteppe. Størst blandt oaserne er den ældgamle by al-Semara. Øst for kystsletten rejser en række klippeplateauer sig og når mod norøst 600 m.o.h. Plateauerne veksler mellem grusørken (reg) og klippeflader (hamada).

Sydøst for hovedstaden består hamadaen af fosfatmineraler, der er basis for områdets minedrift. Landskaberne er stærkt eroderede, hårde partier står frem som inselberge, og et net af brede, dybe wadier vidner om fugtigere klima i tidligere geologiske perioder.

Størstedelen af saharawi-befolkningen er en blanding af berbere og arabere, og de relaterer sig til forskellige stammer i henhold til oprindelse. Frem til 1950’erne levede de fleste saharawier som nomader og flyttede sig efter mulighed for græsning af dyr, handel og høst.

Det er vanskeligt at opgøre det aktuelle befolkningstal i Vestsahara. Det skyldes, at angivelse af folketal og folketælling er det centrale punkt i konflikten mellem saharawierne og Marokko, idet en folketælling skal klarlægge, hvem der skal have stemmeret ved afgørelsen af Vestsaharas fremtid.

Da Spanien trak sig ud af deres koloni i Vestsahara, blev indbyggertallet anslået til 100.000, hvoraf størstedelen var saharawier. På grund af Marokkos annektering af Vestsahara i 1975-1976 blev ca. 40.000 saharawier fordrevet fra området og måtte tage ophold i de flygtningelejre, der blev etableret nær byen Tindouf i Algeriet. I dag skønnes det, at der bor 173.600 saharawier i Tindouf-lejrene. Det er vanskeligt at opretholde et livsgrundlag i lejrene, som ligger midt i den golde ørken. FN anslår, at en tredjedel af befolkningen i lejrene ingen indtægt har. Følgelig er der en humanitær krise i lejrene.

Den anden del af saharawi-befolkningen lever primært i området vest for den mur, Marokko har anlagt, samt i hovedstaden El Aaiun. Endnu en stor del af befolkningen lever uden for Vestsahara, bl.a. i Marokko og i Europa. Samtidig er der sket en massiv og organiseret kolonisering i Vestsahara af marokkanske indvandrere fra Marokko.

Traditionelt har halv- og helnomadisme med geder, får og kameler (dromedarer) domineret. Halvnomaderne har havebrug ved kilder og i oaser, hvor der dyrkes hirse, byg, majs, jordnødder, dadler og citrusfrugter. Det samlede dyrkede areal var i den spanske tid på 50.000 ha, under 2 ‰ af områdets areal. Kystfarvandet er rigt på fisk, og al-Dakhla er centrum for både traditionelt og moderne fiskeri samt forarbejdningsindustri. Derudover har bl.a. EU erhvervet fiskerirettigheder i Vestsaharas territorialfarvand.

Regeringssproget er som i Marokko moderne standardarabisk, og talesproget hassaniya som i Mauretanien. Blandt de marokkanske indvandrere tales dog forskellige marokkanske dialekter.

• lande i Afrika