Venedig

2 kilometer øst for byen afgrænses den 45 kilometer lange lagune fra havbugten Golfo di Venezia i Adriaterhavet af sandede, bebyggede tanger fra nord og syd samt strandvoldene Pellestrina og Lido med bydelen og badestedet Lido.

Ud over Venedigs historiske bykerne med 50.000 indbyggere (2024) omfatter kommunen Venedig talrige andre beboede øer og øgrupper i og omkring lagunen. De betydeligste øsamfund med indbyggertal 2024 er Murano (7000), Burano (2800) og Torcello (ca. 25). Nærmest byen ligger øen San Michele, i 1800-1900-tallet byens kirkegård. På fastlandet er bydelen Mestre siden 1950 vokset til knap 178.000 indbyggere (2024) i tilknytning til industriområdet Marghera. Nord herfor ligger lufthavnen Marco Polo.

I 2000 indledtes et storstilet byfornyelsesprogram, der især har tilgodeset børns og unges udfoldelses- og uddannelsesbehov samt udendørs pladser i grønne og sikre områder.

Venedig besøges årligt af millioner af turister: 2019: 25 millioner. Efter COVID-19 faldt tallet til 1,3 millioner, men er i 2024 næsten 6 millioner. Stadig flere bydele og traditioner er i de seneste årtier blevet inddraget og åbnet for turisme, heriblandt Arsenalet, der var venetianernes flådestation og -værft fra ca. 1100; her findes bl.a. Piræusløven.

Efter protester fra byens borgere siden 2016 har Venedigs bystyre iværksat en række initiativer for at dæmme op for konsekvenserne af den voksende turisme. I 2021 blev større krydstogtskibe forment adgang til det historiske centrum via Guidecca-kanalen. Fra 2024 bliver der i højsæsonen indført en daglig turistafgift på 5 euro for alle personer over 14 år, ligesom det bliver obligatorisk at reservere indkvartering på forhånd. Endelig bliver højttalere og grupper på over 25 turister forbudt fra juni 2024.

Den S-formede hovedkanal midt igennem byen, Canal Grande, krydses af kun tre broer, heriblandt Rialtobroen fra slutningen af 1500-tallet. Al trafik i selve Venedig foregår til fods i en labyrint af snævre stræder (calle) eller på kanalerne med motorbåd eller de traditionelle rofartøjer, gondol og barche. Offentlig passagertrafik sker med motordrevne vandbusser, vaporettoer.

Venedig blev først forbundet med fastlandet med en jernbanebro i 1846 og en vejbro i 1930'erne; vejen ender i store parkeringsanlæg i byens vestlige udkant tæt ved jernbanestationen, hvorfra de rejsende kan stige direkte om til både til de forskellige bydele og øer.

Bygningerne i store dele af Venedig er opført på tæt nedrammede pæle. Byen er bygget til den vandstand, der var før anlæg af industrier og uddybning af sejlrender ind i lagunen. Siden 1900 er vandstanden i kanalerne imidlertid steget ca. 35 centimeter, og ved højvande, der normalt er ca. 1 meter, oversvømmes stadig større dele af byen.

Årsagerne er sætninger i grunden på 8-12 centimeter efter indvinding af grundvand indtil 1973, en havniveaustigning på 11 centimeter samt en generel sænkning af Alpeforlandet, hvor byen ligger, på 12 centimeter. Flere projekter er sat i værk for at redde byen; det mest vidtgående, MOSE, blev vedtaget i 2003 og planlægges fuldført i 2011. Det indbefatter en række liggende sluseporte i lagunens åbninger til Adriaterhavet, hvormed højvande over ca. 1 meter skal kunne holdes ude. I 2012 oplevede Venedig igen alvorlige oversvømmelser, idet vandstanden nåede op på 149 centimeter, hvilket er det højeste niveau, der nogensinde er målt.

Venedig er ærkebispesæde, har universitet (grundlagt i 1868), kunstakademi og musikkonservatorium. Indbyggertallet toppede i 1950 med 150.000, men siden har byen været præget dels af tilbagegang i de traditionelle erhverv: kunsthåndværk (glasproduktion på Murano, kniplinger på Burano), skibsbygning, søfart og fjernhandel, dels af slitage som følge af turismens vækst, dels af de stadig hyppigere oversvømmelsers ødelæggelser.

Byen er hjemsted for talrige kunst-, musik-, teater- og filmfestivaler foruden regattaer og religiøse og folkelige fester. En særlig stilling indtager det årlige venetianske karneval, der blev indført i 1000-tallet, forfaldt efter en kulmination i 1700-tallet og blev genoplivet i 1979.

Den internationale kunstudstilling Biennalen i parkområdet Giardini Pubblici er blevet afholdt siden 1895, den årlige filmfestival på Lido siden 1932. Operahuset La Fenice fra 1792 ødelagdes for tredje gang af en brand i 1996; det genåbnede i 2003.

Venedigs centrum er den 175 m lange Markusplads, omgivet af kontorbygninger fra 1400-1700-tallet og med den mægtige, byzantinskprægede og rigt mosaikudsmykkede Markuskirke fra 1000-tallet og dens 99 m høje kampanile ved den østlige ende.

Pladsens vinkelrette fortsættelse mod vandet, Piazzetta San Marco, er omgivet af Dogepaladset fra 1300-1400-tallet og biblioteksbygningen Libreria Vecchia; den er ligesom det tilstødende møntværksted, la Zecca, der rummer Markusbiblioteket, opført af Jacopo Sansovino. Sukkenes Bro forbinder Dogepaladset med det gamle fængsel, der ligger ud til promenaden ved lagunen Riva degli Schiavoni.

Blandt Venedigs talrige kirker er Santa Maria Gloriosa dei Frari (1330-1417) med store alterbilleder af Tizian samt dennes og Antonio Canovas gravmæler; Santi Giovanni e Paolo (San Zanipolo, opført 1234-1430) rummer pragtfulde gravmæler for byens doger, og foran kirken står Andrea del Verrocchios berømte rytterstatue af Bartolomeo Colleoni (1479-1492).

Den lille, marmorbeklædte Santa Maria dei Miracoli er et hovedværk af Pietro Lombardo fra 1480'erne, og Santa Maria della Salute ved Canal Grandes munding er opført 1631-1687 efter tegninger af Baldassare Longhena.

På øen San Giorgio Maggiore sydøst herfor ligger klostret og kirken med samme navn, opført fra 1566 af Andrea Palladio, der også har tegnet votivkirken Il Redentore (1576-1592) på naboøen Giudecca. Det jødiske kvarter, Ghetto, i den nordligste bydel, Cannaregio, har med sin tætte bebyggelse givet navn til tilsvarende områder i andre byer; her findes bl.a. flere synagoger.

De fineste af byens talrige paladser ligger langs Canal Grande: Ca' d'Oro og Ca' Foscari er bygget i 1400-tallet i den særlige venetiansk-gotiske stil, der også præger Dogepaladset, mens Palazzo Vendramin-Calergi, Palazzo Corner della Ca' Grande og Palazzo Grimani fra 1500-tallet repræsenterer renæssancen; Ca' Pesaro og Ca' Rezzonico (med freskoer af G.B. Tiepolo) er opført i barok af Baldassare Longhena i sidste halvdel af 1600-tallet.

Palazzo Grassi fra midten af 1700-tallet blev i 1984 købt af Fiat, restaureret og indrettet til store kunstudstillinger. Blandt de særlige gildehuse (scuole) er Scuola Grande di San Marco (1490-95) med den pragtfulde facade og Scuola Grande di San Rocco (1515-1549), udsmykket af Tintoretto.

Mange af kirkerne rummer billedkunst af de store venetianske mestre, og flere paladser er i dag indrettet som museer. Kunstakademiet og dets malerisamling, Galleria dell'Academia, har til huse i et tidligere kloster; her findes hovedværker af venetianske kunstnere fra 1300-1700-tallet, bl.a. Gentile og Giovanni Bellini, Vittore Carpaccio, Giorgione, Tizian, Tintoretto, Paolo Veronese og G.B. Tiepolo.

Et museum for 1700-tallets interiør- og billedkunst findes i Ca' Rezzonico, mens 1900-tallets kunst ses i Palazzo Venier dei Leoni med Peggy Guggenheims betydelige kunstsamling og i Galleria Internazionale d'Arte Moderna i Ca' Pesaro. Bymuseet Museo Correr belyser byens historie, men har også en betydelig malerisamling; Museo Storico Navale har søfartshistoriske samlinger.

• Venedigs historie