Værkstedet Værst

Værkstedet Værst blev oprettet i et delvist nedbrændt telager på Rosenørns Allé 29 på Frederiksberg – tæt ved det nuværende Forum København. I bygningens underetage lå Eks-skolens Trykkeri, en udløber af Eks-skolen, hvis kunstnere stadig havde deres gang på matriklen.

Værkstedet Værsts lokaler var i temmelig dårlig stand, og i sidste ende blev bygningen revet ned. Inden da nåede Værkstedet Værst dog at danne ramme om en del aktiviteter, der havde været vanskelige at realisere under mindre forhold; herunder en tre dage lang og temmelig parodisk opsætning af Richard Wagners opera Der Ring des Nibelungen (1982), gruppeudstillingen Græsset malker koens ben (1983) og en mængde performances, koncerter og udstillinger.

De gode pladsforhold gjorde det muligt at installere både en væv og en stentrykspresse i lokalerne. Derudover udlejede Værkstedet Værst også atelierpladser til akademistuderende, bl.a. Michael Kvium, og opmagasineringsplads til Kirsten Dehlholms Billedstofteatret.

Værkstedet Værsts faste medlemmer startede også en eksperimenterende kunstskole på stedet. På den måde kunne de ikke alene søge kommunale støttemidler, men medvirkede også til aktivering af ledige på offentlig forsørgelse, der på den måde bidrog til Værkstedet Værsts mange projekter.

Værkstedet Værst fik afgørende betydning for De Unge Vilde. Deres lokaler var et væsentligt samlingssted for det københavnske kunstnermiljø og husede både akademistuderende, færdiguddannede og autodidakte kunstnere.

Samtidig fungerede Værkstedet Værst som en effektiv brobygger mellem den sene avantgarde og den nye postmoderne kunst. De metode- og materialemæssige eksperimenter, arbejdet med nye medier som Super8-film og ikke mindst den kollektive arbejdsform videreførte essensen af 1960'ernes nybrud på den danske kunstscene. Fx var det en del af Værkstedet Værsts praksis, at kunstnerne arbejdede videre på hinandens værker.

Samtidig adskilte Værkstedet Værst sig også markant fra 1960'ernes og 1970'ernes kunstscene ved at satse på billedkunst frem for den flygtige aktionskunst eller den indadvendte minimalisme. Deres værker var ofte humoristiske, farverige og signalstærke – og dermed også lettere at udstille på museerne og sælge på de etablerede gallerier.

Med undtagelse af Inger Bech Hansen, som døde ung, er Værkstedet Værsts faste medlemmer fortsat aktive på den danske kunstscene.

Efter opløsningen af Værkstedet Værst i 1984 videreførte Christian Lemmerz en del af dets kunstneriske tilgang i et nyt samarbejde kaldet Performancegruppen Værst.

• De Unge Vilde
• postmodernisme
• postmodernisme – billedkunst
• avantgarde
• Eks-skolen
• aktionskunst
• minimalisme